Danske Spil vinder fornem e-sport award

27. oktober 2017

Danske Spil vinder fornem e-sport award

Danske Spils stærke satsning på e-sport fortsætter – spiludbyderen vinder nu prisen som bedste e-sports-operatør i 2017.

Torsdag aften var spilbranchen i bedste Oscar-stil samlet for at hylde sig selv. Godt 800 mennesker fra forskellige spiludbydere var nemlig til prisuddeling, de såkaldte EGR Operator Awards 2017, og blandt dem var Danske Spil repræsenteret ved deres e-sports-brand EOddset. Og det viste sig at blive en rigtig god aften for danskerne.

De vandt nemlig prisen som bedste e-sportsudbyder foran konkurrenter som Kindred, Pinnacle og Unikrn.

”Det er selvfølgelig super fedt. Især fordi det er en anerkendelse af det store stykke arbejde, vi har lagt i e-sporten og EOddset-brandet.”

”EOddset har jo på mange måde været et projekt båret af ildsjæle, og når vi så bryder muren udadtil ved at blive anerkendt som årets e-sports operatør, så føler man jo en stor tilfredshed på brandets vegne," siger Brand Manager hos Danske Spil Rasmus Simonsen og forklarer, hvorfor han tror, at det var lige præcis Danske Spil, der løb med prisen.

”Jeg tror, at juryen har set på kombinationen af vores unikke kommunikation, via bl. a. EOddsetTV og aktiveringer af samarbejdspartnere som North og Heroic, og så vores stærke produktfokus på danske e-sportspecials, som vi markedsfører os på, og som vi mange gange er de eneste på markedet, der har."

Væddemål på computerspil har de senere år overhalet kendte sportsgrene som badminton og cykling, og det forventes at vokse eksplosivt de kommende år.