Matchfixing truer Danmark

11. juni 2015

Matchfixing truer Danmark

Interessen for Danmark er stigende, når de såkaldte ’fixere’ ordner kampe. Matchfixingen truer Danmark og dansk sport, og i dag skal landet største matchfixing sag for retten.

Den største sag om matchfixing i Danmark skal i dag for retten. Sagen involverer fodboldklubben Hvidovre, hvor fire spillere er mistænkt. Samtidig er tre andre mænd sigtet. To af dem skal i dag for retten.

Bagmændene skulle angiveligt have fixet to af Hvidovres kampe, mens holdet lå i bunden af 1. division i 2010.

Selvom Danmark er gået forholdsvis fri for matchfixing sager, så lurer det alligevel i kulissen.

 

Stor omsætning i Asien på danske kampe

Sportsdatafirmaet Sportradar mener at der på en gennemsnitlig 2. divisionskamp bliver spillet for 750.000 euro (5,5 millioner danske kroner).
Spillene kommer hovedsageligt fra det asiatiske marked, og mens der her spilles for milliarder om året, så er lønnen i 2. division ikke prangende.

Kombinationen af lave lønninger og store væddemålsindskud øger chancerne for matchfixing. Det mener kommunikationschef i Sportradar, Alex Inglot.

- Hvis den slags ting er til stede, har du en ’perfect storm’, og som vi har set med fixere, så vil de rejse til alle lande, enhver sport og så længe de finder de forhold, vil de kunne tjene penge.

 

Kendte tilfælde af matchfixing

Matchfixing er dog ikke kun et problem i de lavere divisioner, men nærmer sig også den absolutte top. DR1 kunne i går fortælle historien om venskabskampen mellem det danske A-landshold og Sydafrika. Kampen endte 1-0 til Sydafrika, men resultatet ville have været et helt andet, hvis ikke der var blevet grebet ind.

En bagmand havde bestukket dommeren, der skulle sørge for at der kom mindst tre mål i kampen. Den selvsamme dommer havde forinden dømt en kamp med mange besynderlige kendelser – den kamp viste sig senere at være fixet.
Formanden for det Sydafrikanske Dommerforbund, Steve Goddard, valgte derfor kort før kampstart at udskifte dommeren.

Det er ikke kun i fodboldens verden at matchfixing eksisterer. Den danske tennisspiller, Andreas Moltke-Leth, fortæller i aften på DR at han blev tilbudt mange penge for at tabe 1. sæt i hans næste kamp med 0-6.

DR1 viser i aften kl. 20.45 programmet ’Historien bag Historien: Matchfixing’.