Danske Spil: Uenighed om FCK-chancer i Rumænien

27. juli 2016

Danske Spil: Uenighed om FCK-chancer i Rumænien

På grund af deres flotte start på Superligaen har Oddset-kunderne stor tiltro til at FCK kan slå Astra i Rumænien, selvom de kun er små favoritter, målt på odds

FC København er kommet blæsende ud af starthullerne i både Superligaen og CL-kvalifikationen indtil videre, og de står således med fire sejre og en samlet målscore på imponerende 16-0!

På trods af afskeden med Nicolaj Jørgensen og flere nyindkøb, så står holdet meget stærkt, og er derfor en tidlig storfavorit til det danske mesterskab.

Det er derfor et hold fyldt med selvtillid, der er taget til Rumænien for at forsøge et vriste et point eller tre ud af en meget svær hjemmebane og et hold med en kanondefensiv.

Og ifølge Danske Spil, så er danskerne blevet smittet af det sprudlende spil og de flotte resultater, og det har fået Oddsets kunder til at storsatse på en sejr til Løverne i den første kamp.

"FCK har fået en flot sæsonstart, og Oddset-spillerne tror på mere københavnsk succes i Rumænien. 75% af indskuddene er således sat på FCK til at vinde i Astra til odds 2,25, så det er en klar overvægt ift. vores chancevurdering," siger oddsansvarlig hos Danske Spil, Peter Emmike Rasmussen.

Udover de 2,25 på en sejr til de danske mestre, så giver Danske Spil odds 3,10 på et kryds, mens en hjemmesejr til Astra står i odds 3,40. Men Oddset-spillerne er som nævnt ligeglade, og Peter Emmike Rasmussen kan godt se, hvorfra tilliden kommer.

"Der er ingen tvivl om, at det skyldes den flotte sæsonstart, hvor man virkelig ser tegningerne til et FCK-hold som tilbage i den første periode under Ståle Solbakken for fem år siden. Der er også stor tiltro til, at FCK kommer helt igennem til Champions League-gruppespillet. Her er der pt. odds 2,90 - og det er der sat 80% af pengene på, siger Danske Spils oddsansvarlige.

Læs også vores optakt til kampen her!