Superliga Historien

Læs om Superligaens historie, og se alle DM-vindere gennem tiderne her. Vi spoler tiden tilbage til 1913 og ser på Superliga historien og mestrene i den bedste danske fodboldrække siden starten.

Den danske Superliga har en lang historie, som strækker sig helt tilbage til 1913. Superligaen har dog ikke altid heddet "Superliga", og i denne artikel kan du læse en dybdegående historisk gennemgang af den bedste danske fodboldrække siden indførelsen af Danmarksmesterskabet i fodbold i 1913.

Superligaens Historie og starten på DM i fodbold

Siden indførelsen af titlen i 1913, har kampen om Danmarksmesterskabet været gennemført under en række forskellige turnerningsnavne og konstruktioner. Sportslige, men også verdenspolitiske forhold, har haft en rolle i den forbindelse.

I de første mange år skulle holdene fra provinsen først forsøge at kvalificere sig til finalen om Danmarksmesterskabet gennem sejr i de respektive lokalunionernes turneringer. Et andet historisk perspektiv var den traditionelle københavnske dominans, der i mange år gav sig udslag i, at den bedste københavnske klub var sikret en finaleplads i kampen om Danmarksmesterskabstitlen.

Til trods for indførelsen i 1913 skulle det dog først være i 1954, at en klub fra provinsen, Køge Boldklub, vandt Danmarksmesterskabet. Derudover var der to sæsoner, hvor der ikke blev kåret en Danmarksmester. Første gang på grund af Første Verdenskrig og anden gang, fordi propositionerne simpelthen ikke tog højde for, at flere klubber sluttede med samme antal points.

Du kan her læse den kronologiske udvikling i afviklingsformen af Danmarksmesterskabet i fodbold samt mesterholdene.

Før 1. Divisionen: 1913 - 1945

Landsfodboldturneringen (1913-1927)

Den første udgave af Danmarksmesterskabet blev navngivet Landsfodboldturneringen. Turneringsformen udmærkede sig ved, at kampen om Danmarksmesterskabet blev spillet som en finalekamp, hvortil den bedste københavnske klub var automatisk kvalificeret. Den anden finalist blev oftest fundet gennem en play off-turnering mellem vinderne af lokalunionernes mesterskaber.

Deltagerne var de seks vindere af de lokale turneringer, d.v.s mestrene fra BBU, FBU, JBU, KBU, LFBU og SBU. De fem mestre fra provinsen spillede play off-turnering om retten til at møde KBU-mesteren i finalekampen om DM. Bornholm deltog ikke i denne turnerning.

Landsfodboldturneringen blev afviklet forholdsvist smertefrit, og stødte kun på problemer, som var forårsaget af krigen. På grund af Første Verdenskrig blev turneringen ikke afviklet i 1915, mens antallet af deltagere i 1916 var nede på fem, idet vinderen af BBU-turneringen ikke deltog som følge af transportmæssige problemer forårsaget af krigen.

I nedenstående tabel ses vinderne ved Landsfodboldturneringen.

Som det ses i tabellen, sad hovedstadsklubberne tungt på fodbolden i denne periode. Ikke én sæson lykkedes det provins holdene at vælte hovedstaden af tronen.

Danmarksturneringen (1927-1929)

Den første landsdækkende fodboldturnering i Danmark, hvor Bornholm også var med, blev døbt Danmarksturneringen. Den fik dog hurtigt en uheldig start, idet propositioner ikke var gennemarbejdet, hvilket forårsagede den blot anden sæson i dansk fodbold, hvor en danmarksmester ikke blev undet.

Den første turnering blev afsluttet uden en erklæret Danmarksmester, idet B93, Boldklubben Frem og B1903 alle sluttede med seks points, og der på dette tidspunkt ikke var indført regel om målkvotient i tilfælde af pointslighed i propositionerne.

DBU udskrev i stedet omkampe mellem de tre klubber, men hverken B93 eller Frem ville deltage, hvorefter B1903 frasagde sig Danmarksmesterskabet, fordi klubben ikke fandt det værdigt at vinde titlen på den baggrund. Turneringen blev efter kun to sæsoner samtidig slutningen på de kredsinddelte turneringer om mesterskabet.

Danmarksturneringen havde en kort levetid på blot to sæsoner, hvilket skyldtes en dårlig start allerede i debut sæsonen, idet propositioner ikke var gennemarbejdet. Det var ren sjusk, og der var behov for en ny turneringsform. B93 nåede dog at vinde Danmarksmesterskabet ved denne turneringsform, hvilket gav dem klubbens tredje Danmarksmesterskab i historien.

Mesterskabsserien (1929-1940)

Mesterskabsserien udmærkede sig ved, at der for første gang var 10 klubber i en ”bedste række”, der spillede en enkeltturnering om Danmarksmesterskabet. Fra 1929 til 1936 spillede 10 klubber enkeltturnering – dog kun én gang mod hinanden enten på hjemme- eller udebane. Fra 1936 og til slutningen af Mesterskabsserien i 1940 spillede de 10 klubber fortsat enkeltturnering, men nu to gange mod hinanden på hjemme- og udebane.

Også igennem 30'erne havde hovedstadsklubberne et stærkt overtag i dansk fodbold, hvor de ikke efterlod en eneste sæson til provins holdene. Alle 11 sæsoner blev vundet blandt hovedstadsklubberne.

Krigsturneringerne (1940-1945)

Turneringen blev som følge af de vanskelige transportforhold under besættelsen inddelt i tre kredse, der varierede lidt i antallet af deltagende klubber.

1. Division træder i kraft

Med genetableringen af den landsdækkende turnering efter krigen fik landets bedste række – med undtagelse af sæsonen 1956/57 - ens struktur i 44 af de 45 kommende sæsoner helt frem til etableringen af Superligaen, idet kun antallet af hold i den bedste række varierede i denne periode. Igennem 1. divisionen blev flere af de klubber, som vi i dag kender i Superligaen, formet og dannet.

Den traditionelle københavnske dominans, der havde hærget over dansk fodbold siden indførelsen af Danmarksmesterskabet, fortsatte i al sin almindelig igennem de første sæsoner af første divisionen. Fra første divisionens indførelse i 1945 og til 1953, var Danmarksmestrene at finde i hovedstaden. Igen var det især AB og KB, der sad tungt på tronen.

Det var først i 1954, en klub fra provinsen, Køge Boldklub, vandt Danmarksmesterskabet. Det skulle vise sig at være starten på provinsbyernes æra, da Danmarksmesterskabet først vendte tilbage til hovedstaden i 1966 igen. Klubber som Esbjerg, B 1909, AGF og Vejle sad tungt på dansk fodbold, hvilket danskerne ikke havde været vant til at se. Især AGF havde et stærkt tag på Danmarksmesterskabet, da de vandt første divisionen fem gange i perioden 1954-1960.

Indførelsen af professionalisme

Efter DBU havde tilladt udlandsprofessionelle at spille på det dansk A-landhold siden 1971, var der et begyndende pres på DBU for at tillade betalt fodbold i de bedste danske fodboldklubber. Især med oprettelsen af ”Dansk Professionelt Fodboldforbund” (DPF) i 1973, blev presset på DBU stort.

Hovedmændene bag dette initiativ, Helge Sander og Harald Nielsen, havde besluttet sig for, at hvis DBU ikke ville tillade professionelt fodbold i Danmark, ville de oprette deres egen Superliga, hvor de bedste danske hold skulle slå deres folder.

Det var især de ældre i DBU, der holdte fast i at bibeholde det gamle system. Deres argument var, at at de små klubber ville miste deres bedste spillere til de større klubber og derved ikke længere have den samme mulighed for at udfordre de store hold. Argumentet for det modsatte bestod i at dansk fodbold ville falde endnu længere bagud i udviklingen i forhold til andre lande. Det ville derfor være nødvendigt for, så hurtigt som muligt, at få indført dette, hvis ikke Danmark skulle være blandt verdens sidste amatører. Disse argumenter blev fremført af DPF, med de to førnævnte i spidsen, og de professionelle fløje i DBU og DIF.

DBU bukker under i 1978

12. februar 1978 vedtog DIF, at specielforbund gerne måtte indføre professionalisme. To uger efter blev der holdt et ordinært repræsentantskabsmøde, hvor der var et flertal for indførelsen af betalt fodbold i Danmark. DBU sagde ja til betalt fodbold d. 25. februar 1978. Hermed var der ikke længere behov for DPF. Forbundet forsvandt derfor igen, sammen med at Helge Sanders og Harald Nielsens drøm blev opfyldt.

530 spillere blev ansat, da 39 klubber i danmarksturneringen valgte at benytte sig af muligheden for at ansætte spillere på kontrakt. Derudover besluttede DBU, at spillere på landsholdet kunne honoreres med op til 7000 kr., alt efter resultatet af kampen og om den pågældende spiller var professionel eller amatør, da sidstnævnte stadig højst kunne honoreres med 800 kr.

Brøndby træder ind i førstedivisionen i 1985

Brøndby IF var blevet stiftet i 1964 som en fusion mellem Brøndbyvester Idrætsforening og Brøndbyøster Idrætsforening, og ambitionerne var fra begyndelsen at skabe et storhold på Københavns vestegn. I jubilæumsåret 1974 var holdet rykket op i 3. division, og klubben blev tre år i 3. division før de tog turen videre til 2. divisionen i 1977. Her blev de i fire år før den længe ventede oprykning blev en realitet, da Brøndby vandt 6-2 i Gladsaxe over AB. Brøndby var officielt en del af det fine selskab.

Brøndby havde scoret 85 mål i 2. divisionen i 1981, og slået samtlige målrekorder for Danmarksturneringen. Det sagde alt om, hvordan Brøndby spillede fodbold. Det var angrebsfodbold. Massere af mål, massere af chancer. Brøndby IF vandt sin 1. divisions-debutkamp 7-1 over de ligeledes nyoprykkede B 1909, i en kamp hvor Michael Laudrup scorede to mål. Han blev efterfølgende kaldt op til landsholdet, og 15. juni 1982 blev han den første Brøndbyspiller til at vinde en landskamp for Danmark.

Michael Laudrup baner vej for Brøndby

Brøndby sluttede sin første sæson i 1. division på fjerdepladsen. Michael Laudrup spillede samtlige kampminutter, hvilket resulterede i 15 mål og en tredjeplads på ligaens topscorerliste. I 1983 blev Michael Laudrup solgt til Juventus F.C. i den dengang største transferhandel i Danmark nogensinde. Det skulle vise sig at være et fundamentalt træk i forsøget på at træde et skridt længere op ad dansk fodbolds rangstige,  da salget af Laudrup gav Brøndby et økonomisk råderum til at forbedre truppen yderligere.

Brøndby vinder sit første danske mesterskab i 1985 efter fire år i den øverste danske liga. Dette resulterede i, at Brøndby kom til at spille sin første europæiske kamp, hvor klubben slog de ungarske mestre Budapest Honvéd FC 4-1 i Europacuppen 1986. I 1986 blev Brøndby den første fuldt professionelle danske klub da ti spillere fik en fuldtidskontrakt. Klubben blev ligeledes introduceret på Københavns Fondsbørs i 1987, og var blot den anden klub på verdensplan til at blive et aktieselskab.