Chelsea Football Club Logo

16. juni 2017

Diego Costa transfer odds: Hvor ender den målfarlige angriber?

Se Diego Costa transfer odds, og spil på hvor den målfarlige angriber ender, hvis han som forventet må forlade Chelsea FC i London.

Sagen om Diego Costas fremtid i Chelsea tog for nyligt en uventet drejning, da den brasilianskfødte angriber, efter en landskamp med Spanien, udtalte, at Antonio Conte havde sendt ham en besked, hvori han skrev, at Costa ikke var en del af hans planer for den kommende sæson.

Den målfarlige angriber skal derfor ud og finde nye græsgange, og flere klubber meldes interesserede i 28-årige Costa, der i den forgangne sæson nettede 20 gange i Premier League. Vi har samlet en række odds på den iltre angribers næste destination.

Bookmakerne uenige om fremtiden

Både Danske Spil og 888sport udbyder for tiden odds på angriberens fremtid, men de to bookies må siges at være yderst uenige.

Hos Danske Spil har man valgt at udbyde odds på, hvilken liga der bliver angriberens næste destination fremfor hvilken klub. Her ligger den italienske Serie A for tiden forrest, og ifølge diverse medier meldes AC Milan meget interesseret i angriberen.

Den traditionsrige klub har i de senere år floppet fælt, men holdet har nu fået en kapitalindsprøjtning, og det er allerede blevet til flere interessante indkøb i sommerens transfervindue. Et køb af Diego Costa ville uden tvivl være med til at styrke holdet, men spørgsmålet er, om angriberen har interesse i en klub, der ikke skal spille Champions League i næste sæson? Her skal man dog huske på, at AC Milan er en af verdens største klubber, selvom resultaterne har haltet i de seneste par sæsoner.

Kigger man på AC Milans nuværende angribere, så ville Costa formentlig glide direkte ind i startopstillingen, hvilket også taler for et skifte. Danske Spil har den italienske liga som favorit til odds 2.40, mens 888sport da også vurderer, at angriberens fremtid nemt kan være i Milan. De belønner et skifte til milaneserne med odds 2.25.

888sport vurderer dog, at chancerne er størst for at angriberen bliver i Chelsea. Oddset på dette er helt nede i odds 1.75. Det skyldes formentlig, at Costas største drøm er at komme retur til La Liga og Atlético Madrid, men med spaniernes transferkarantæne er den drøm formentlig død. Det virker dog usandsynligt, at angriberen fortsat vil være i Chelsea efter sommerpausen, da Conte ikke vil gøre brug af ham.

Vi er derfor mere enige med Danske Spil, der giver odds 5.00, hvis angriberen forbliver i den engelske liga. Med Costas blakket ry virker et skifte til en anden Premier League-klub usandsynlig, og Chelsea vil næppe sælge ham til en direkte konkurrent.

Begge bookmakere har dog også Kina blandt favoritterne. Ifølge diverse medier var Costa meget interesseret i et skifte til kinesisk fodbold i vinterens transfervindue, der kunne sikre ham en klækkelig hyre. Chelsea afviste dengang at sælge ham, men med Contes seneste melding er der igen åbnet op for spekulationerne. I mellemtiden er der dog sket en udvikling i kinesisk fodbold, hvor klubberne skal betale en skat på 100 procent ved køb af udenlandske superstjerner, hvilket på rygtebørsen har sat en stopklods for kinesernes interesse i Costa.

De kinesiske klubber har dog fortsat masser af penge, og et køb af Diego Costa vil uden tvivl booste ligaen. Danske Spil giver odds 2.50 for en fremtid i Kina, mens 888sport er helt nede i odds 2.00. Med de nye regler er oddsene dog for lave til vores smag, og det er ikke noget vi vil anbefale.

Det spanske drømmeskifte lurer i kulissen

Diego Costa har gjort det klart for enhver, at hans største drøm er at komme retur til Atlético Madrid. Angriberen var tæt på en retur sidste sommer, og den spanske klub lå i lang tid i førersædet til at snuppe angriberen.

For nyligt blev klubben dog idømt en transferkarantæne, og klubben må derfor ikke hente nye spillere før til januar. Med dommen er der sat en stopper for et eventuelt skifte til sommer, men Costa har ikke lagt drømmen på hylden. Et skifte til Atlético Madrid vil dog betyde, at han ikke kommer i aktion før til vinter, og da VM i fodbold venter om et års tid, er angriberen nødt til at finde en klub med fast spilletid.

Et skifte til en mindre spansk klub i et halvt år, hvorefter han kan tiltræde i Atlético, er dog også i kortene, og Danske Spil har odds 4.00, hvis Costas næste destination er spansk. Her er 888sport igen uenige, da de ikke har nogen spanske klubber blandt favoritterne.

Diego Costa har tidligere vist sig flot frem i den spanske liga, og et skifte til Spanien er derfor ikke helt usandsynligt, selvom det formentlig bliver lidt snørklet. Oddset er dog ganske flot, og man kan med fordel spille lidt mønt på det.