Europa League: Zenit leverede sensationelt comeback mod Dinamo Minsk

17. august 2018

Europa League: Zenit leverede sensationelt comeback mod Dinamo Minsk

Russiske Zenit Skt. Petersborg leverede i aftes et comeback af de helt store mod Dinamo Minsk i Europa League.

Kvalifikationen til årets Europa League tordner derudaf, og vi har stadig FC København, Brøndby og FC Midtjylland med i kampen om en plads i gruppespillet. FC Nordsjælland måtte desværre strække våben overfor Partizan Beograd, og er derfor "no more" i årets Europa League kvalifikation.

Det er Zenit Skt. Petersborg til gengæld, efter russerne i går leverede et vanvittigt comeback i opgøret mod Dinamo Minsk fra Hviderusland. Zenit havde tabte den første kamp i Minsk med hele 4-0, og skulle derfor bruge en tilsvarende storsejr hjemme på Krestovskij Stadion.

Det lykkedes da også, med hiv og sving, i en kamp som endte 8-1, og som så to røde kort og to straffespark undervejs i de i alt 120 spilleminutter.

 

Sejrede med 8-1 efter vanvittigt drama

Zenit kom ud til kampen som lyn og torden og lagde hurtigt et stort pres på gæsterne fra Hviderusland. Den ene åbne målchance efter den anden blev dog formøblet på det skammeligste, og først da Parades sendte et frispark fra fløjen henover forsvaret og målmanden i Minsk-målet, fik Zenit hul på bylden.

1-0 stod der dog også ved halvleg, og Zenit fortsatte med at brænde den ene store målchance efter den næste. Til gengæld kunne Christian Noboa finde vejen til netmaskerne med et eventyrligt frispark fra distancen, som sad helt oppe i den ene krog i det 66. minut.

Blot seks minutter senere gjorde Zenit tingene sværere for sig selv, da målscorer Parades så gult for anden gang i opgøret, og dermed blev Zenit reduceret til kun 10 mand. Men selv med en mand i undertal formåede Zenit at fastholde presset mod Dinamo Minsk-målet, og på tre gyldne minutter fra det 75. til 78. minut slog Artem Dzyuba til to gange og udlignede den samlede stilling med mål til 3-0 og 4-0.

Zenit havde da også chancen for at prikke den afgørende scoring til 5-0 ind, men det blev ved 4-0 i ordinær tid, og dermed forlænget spilletid.

artiklen fortsættes forneden...

Comebacket kom i fare

Den startede gæsterne fra Minsk bedst, da Yahaya efter 8 minutter af den forlængede spilletid slog til, og reducerede til 1-4 for hviderusserne. Nu skulle Zenit igen frem og lave to mål for at overhale Minsk i det samlede regnskab.

Zenit fortsatte med at lægge pres på gæsterne, og misbrugte igen flere chancer, før det lykkedes Driussi at stå helt fri over en returbold på kanten af det lille felt, og sende bolden i nettet. I kampens 114. spilleminut kom så forløsningen for Zenit, da Robert Mak brød igennem i Zenits venstre side, og fik tilkæmpet sig et straffespark som Artem Dzyuba konverterede nådesløst fra 11-meter pletten.

Nu var Zenit videre med stillingen 6-1, og Minsk smed alt frem i et sidste forsøg på avancement, men det gav blot en kontrachance til Dzyuba, som blev nedlagt med en vaskeægte nødbremse. Gult/rødt til Shvetsov i Minsk forsvaret, og endnu et straffespark til Zenit, som Robert Mak denne gang eksekverede med sikkerhed. Robert Mak lukkede og slukkede også med scoringen til 8-1 få sekunder senere inden dommerens slutfløjt.

Se mål og højdepunkter fra kampen her med russisk kommentator: