Champions League Historien

8. oktober 2020

Champions League historien

Læs om Champions Leagues historie siden starten med mesterholdenes turnering - European Champions Cup (ECC) - i 1955. Se alle vinderne i Champions League historien, og hvem der har vundet flest Champions League trofæer.

Historien bag Champions League strækker sig helt tilbage til starten i 1955, hvor turneringen blev afviklet under et helt andet navn. Nemlig European Champions Cup eller på dansk Mesterholdenes Europa Cup. Dengang var turneringen forbeholdt de nationale mestre i de europæiske ligaer, men i moderne tider er adskillige andre klubber fra de forskellige lande blevet indlemmet i turneringen, som siden 1992 har heddet Champions League.

I denne gennemgang af Champions Leagues historie går vi tilbage i historiebøgerne, og ser på Champions League historien helt tilbage til starten i 1955. Puds læsebrillen og gør dig klar til en nøje gennemgang af den europæisk klubfodbolds mest prestigefyldte turnering! Spring til det ønskede kapitel i historien via hurtig-links i oversigten forneden, eller scroll for at læse hele artiklen om Champions Leagues historie i sin helhed.

Champions League Historien

 

Mesterholdenes Europa Cup (ECC): 1955-1992

Mesterholdenes Europa Cup (European Champions Cup (ECC)) blev en realitet tilbage i 1955, hvor formatet var en delt anderledes end det vi kender fra Champions League i dag. I begyndelsen bestod turneringen af i alt 16 hold, hvor hver enkelt nation kun havde deltagelse af et hold, nemlig de nationale mestre. 

Mesterholdenes Europa Cup strukturen var således, at den bestod af ren og skær knockout kampe. Fra 1955 til 1962 med fire runder, hvor holdene skulle igennem en første runde, kvartfinale, semifinale og finale. Allerede syv år senere, i 1962 blev turneringen udvidet, så den bestod af i alt 32 hold. Det ændrede dog ikke på turneringen struktur, hvor det fortsat var knock-out kampe, bare med en runde mere, så holdene nu skulle igennem fem runder. 

Denne turneringsform stod på fra 1962 frem til 1992, hvor man samtidig med man skiftede navn til Champions League også ændrede turneringsformen til at indeholde det gruppespil, vi kender i dag.

Den første periode: 1955-1970

De første fem år, nærmere bestemt fra 1955 frem til 1960 stod der spansk dominans og Real Madrid på menuen. Los Blancos gjorde rent bord de første fem år Mesterholdenes Europa Cup blev spillet, bl.a. med en 2-0 sejr over Fiorentina i 1957, der blev overværet af 120.000 tilskuere på Bernabeu. 

Det første hold til at bryde den spanske dominans blev Benfica, der i 1961 gik hele vejen efter en finalesejr over FC Barcelona på 3-2. Året efter kunne de igen lade sig hylde som mestre, da de, igen, besejrede et spansk hold i finalen med en 5-3 sejr over Real Madrid. 

Herefter fulgte en periode med italiensk dominans i form af AC Milan og Inter, der begge vandt turneringen to gange mellem 1963 og frem til 1969. Også Skotland og Celtic hentede en historisk sejr i 1967, der både er klubbens og nationens eneste sejr i turneringen.

AGF var de første danske deltagere

AGF har aldrig deltaget i Champions League i det moderne format, men AGF var det første danske hold, der begik sig på den store europæiske fodboldscene. De Hvide fra Aarhus vandt fire mesterskaber i Danmark fra 1955 til 1960, og deltog derfor på Danmarks vegne fire gange i Mesterholdens Europa Cup fra 1955 til 1960. I den allerførste udgave af turneringen måtte AGF dog allerede strække våben i 1. runde overfor franske Stade de Reims, der blev for stor en mundfuld med en samlet 4-2 sejr. Stade de Reims gik i øvrigt hele vejen til den første finale i turneringen, men tabte 3-4 til Real Madrid.

Bedst gik det for AGF i sæsonen 1960/61, hvor de besejrede Legia Warszawa og Fredrikstad - begge med 4-0 samlet - inden AGF tørnede sammen med de senere vindere fra Benfica i kvartfinalen. Her måtte århusianerne se sig slået med samlet 7-2. Kun én gang siden har AGF været med i Mesterholdenes Europa Cup, nemlig i 1987/88, hvor det igen var Benfica som blev endestationen i 2. runde.

Mesterholdenes Europa Cup 1955-1970
Årstal Finalen
1955/1956 Real Madrid 4 - 3 Stade de Reims
Parc des Princes, Paris
1956/1957 Real Madrid 2 - 0 Fiorentina
Santiago Bernabeu, Madrid
1957/1958 Real Madrid 3 - 2 AC Milan
(2-2 ordinær tid, 1-0 i forlænget)
Heysel Stadion, Bruxelles
1958/1959 Real Madrid 2 - 0 Stade de Reims
Neckarstadion, Stuttgart
1959/1960 Real Madrid 7 - 3 E. Frankfurt
Hampden Park, Glasgow
1960/1961 Benfica 3 - 2 Barcelona
Wankdorf Stadion, Bern
1961/1962 Benfica 5 - 3 Real Madrid
Olympisch Stadion, Amsterdam
1962/1963 AC Milan 2 - 1 Benfica
Wembley, London
1963/1964 Inter 3 - 1 Real Madrid
Praterstadion, Wien
1964/1965 Inter 1 - 0 Benfica
San Siro, Milano
1965/1966 Real Madrid 2 - 1 Partizan Beograd
Heysel Stadion, Bruxelles
1966/1967 Celtic 2 -1 Inter
Estadio Nacional, Lissabon
1967/1968 Manchester United 4 - 1 Benfica
(1-1 ordinær tid, 3-0 i forlænget)
Wembley, London
1968/1969 AC Milan 4 - 1 Ajax
Santiago Bernabeu, Madrid
1969/1970 Feyenoord 2 - 1 Celtic
(1-1 ordinær tid, 1-0 i forlænget)
San Siro, Milano

Holland og England melder sig på scenen (1970-1982)

Feyenoord brød døren ind for hollandsk fodbold på den store europæiske scene, da de i 1970 besejrede Celtic med 2-1 foran 53.187 tilskuere på San Siro i Milano. Herefter fulgte en årrække med dominans fra Ajax, der vandt turneringen tre gange i træk. Heriblandt i 1972 efter en 2-0 sejr over Inter på to mål af legenden Johan Cruyff. 

Ajax måtte dog afvige titlen som "kongerne af Europa" i 1974, hvor Bayern München tog over. Bayern formåede ligesom Ajax, at lave et "hattrick" med tre titler i træk der blev anført af Franz Beckenbauer og med spillere som Sepp Maier og Gerd Müller i truppen. Mange mente, at Bayerns hold var blandt de mest suveræne hold der er set i nyere tid, og det var derfor ikke overraskende at se dem dominere den europæiske scene i en årrække. 

Ligesom Ajax måtte vige pladsen til Bayern München, måtte Müller og de andre stjerner i Bayern se en dominans blive brudt, da Liverpool løb med titlen i 1977. Titlen skulle blive Bayerns sidste på den europæiske scene i 25 år og sætte gang i en ny æra, hvor engelsk fodbold for alvor dominerede i Mesterholdenes Europa Cup.

Den engelske dominans stod på i seks år, som er den længste stime med vindere i træk fra samme nation der har været i turneringen. Liverpool stod for tre af trofæerne med sejre over Borussia Mönchengladbach (3-1) og Club Brügge (1-0) de første to år og sidenhen en 1-0 sejr over Real Madrid i 1981. Mellem Liverpools tre titler sneg Nottingham Forrest sig ind med sejre i både 1979 og 1980, inden Aston Villa sluttede en engelsk æra i Champions League historien med deres sejr over Bayern München i 1982. 

På danskersiden var der ikke den store succes i denne periode, hvor klubber som Boldklubben 1903, KB, Vejle og Esbjerg alle var med i turneringen, men uden at nå længere end 2. runde. Det ændrede sig 80'erne, hvor vi for første gang så et dansk hold fremme ved kvartfinalerne igen. 

Mesterholdenes Europa Cup 1971-1982
Årstal Finalen
1970/1971 Ajax 2 - 0 Panathinaikos
Wembley, London
1971/1972 Ajax 2 - 0 Inter
De Kuip, Rotterdam
1972/1973 Ajax 1 - 0 Juventus
Red Star Stadium, Beograd
1973/1974 Bayern München 4 - 0 Atletico Madrid
(1. kamp endte 1-1 i ordinær tid og forlænget)
Heysel Stadion, Bruxelles
1974/1975 Bayern München 2 - 0 Leeds United
Parc des Princes, Paris
1975/1976 Bayern München 1 - 0 Saint-Étienne
Hampden Park, Glasgow
1976/1977 Liverpool 3 - 1 Mönchengladbach
Olimpico, Rom
1977/1978 Liverpool 1 - 0 Club Brügge
Wembley, London
1978/1979 Nottingham Forrest 1 - 0 Malmö FF
Olympiastadion, München
1979/1980 Nottingham Forrest 1 - 0 Hamburger SV
Santiago Bernabeu, Madrid
1880/1981 Liverpool 1 - 0 Real Madrid
Parc des Princes, Paris
1981/1982 Aston Villa 1 - 0 Bayern München
De Kuip, Rotterdam

Heysel katastrofen og fem år uden England (1982-1992)

Årene mellem 1982 og 1992, hvor turneringen skiftede navn fra European Champions Cup til Champions League, blev der fundet hele ni forskellige mestre fra otte forskellige nationer. AC Milan var det eneste hold, der formåede at vinde turneringen to gange i perioden, som skete i 1989 og 1990. 

Efter Liverpools fjerde triumf i 1984, blev det Juventus tur til at vinde turneringen for første gang i 1985, da de slog de regerende mestre fra Liverpool med 1-0 i finalen. Finalesejren blev dog overskygget af tragiske begivenheder på Heysel Stadium, hvor fans fra de to klubber kom i slagsmål, og i panikken som fulgte mistede 39 mennesker livet.

I et årti, hvor hooliganismen blomstrede i England, fik UEFA nok af den konstante ballade med engelske fodboldfans, og Heysel-tragedien blev den berømte dråbe, som fik bægeret til at flyde over. Som konsekvens heraf blev alle engelske klubber udelukket fra de europæiske turneringer i de næste fem år.

De efterfølgende år bød på flere overraskelser i form af sejre til både Steaua Bukarest i 1986 og Røde Stjerne i 1991, inden FC Barcelona blev det sidste hold i 1992 til at vinde turneringen under navnet European Champions Cup.

Dansk fodbold stak igen næsen frem i Mesterholdenes Europa Cup i denne periode, nemlig i 1987, hvor Brøndby spillede sig frem til kvartfinalerne, inden man måtte se sig slået af FC Porto. Kvartfinalepladsen til Brøndby var, sammen med AGFs kvartfinale i 1961, det længste et dansk hold nogensinde er kommet i turneringen, og vi kommer formentlig til at vente mange år, inden den bedrift bliver slået. 

Mesterholdenes Europa Cup 1983-1992
Årstal Finalen
1982/1983 HSV 1 - 0 Juventus
Olympisk Stadion, Athen
1983/1984 Liverpool 1 - 1 AS Roma
(0-0 forlænget, 4-2 straffe)
Olimpico, Rom
1984/1985 Juventus 1 - 0 Liverpool
Heysel Stadion, Bruxelles
1985/1986 Steaua Bukarest 0 - 0 Barcelona
(0-0 forlænget, 2-0 i straffe)
Ramón Sánchez Pizjuán, Sevilla
1986/1987 FC Porto 2 - 1 Bayern München
Praterstadion, Wien
1987/1988 PSV Eindhoven 0 - 0 Benfica
(0-0 forlænget, 6-5 i straffe)
Neckarstadion, Stuttgart
1988/1989 AC Milan 4 - 0 Steaua Bukarest
Camp Nou, Barcelona
1989/1990 AC Milan 1 - 0 Benfica
Praterstadion, Wien
1990/1991 Røde Stjerne 0 - 0 Marseille
(0-0 forlænget, 5-3 straffe)
Stadio San Nicola, Bari
1991/1992 FC Barcelona 1 - 0 Sampdoria
(0-0 ordinær, 1-0 forlænget)
Wembley, London

 

Champions League Historien fra 1992 til i dag

Den første udgave af den "rigtige" Champions League, som vi kender den dag i dag, finder sted i 1992/93. I den nye turneringform skiftede man formatet med en knockout fase fra start ud med et gruppespil.

Her blev de 32 hold inddelt i otte grupper á fire hold, hvor hvert hold spillede ude- og hjemmekampe, inden de to bedste fra hver pulje gik videre til 1/8-finalerne. Her blev der så igen indført knockout-kampe med efterfølgende kvartfinale, semifinale og finale. Et format man har holdt fast i hos UEFA, og som stadig ses den dag i dag i turneringen. 

Nyt format træder i kraft (1992-2000)

Det første hold til at vinde Champions League blev Marseille, der besejrede AC Milan i finalen. Marseille-holdet bestod dengang af legender som Fabien Barthez, Marcel Desailly, Didier Deschamps og tyske Rudi Völler. Foruden at være Marseilles første større europæiske triumf, var det også første gang et fransk hold kunne løfte trofæet med de store ører. I skrivende stund, i 2020, er dette en statistik som fortsat gør sig gældende.

Året efter, i 1994, fik AC Milan revanche, da de besejrede FC Barcelona med hele 4-0 i finalen. En Champions League finale der kan læses mere om i afsnittet om mindeværdige Champions League finaler senere i artiklen.

I 1995 fandt Milan vej til finalen for tredje år i træk, men måtte se sig slået 1-0 af et ungt Ajax hold, hvor spillere som Edwin van der Sar, Frank de Boer, Clarence Seedorf og Patrick Kluivert var på holdkortet sammen med mere rutinerede kræfter som Danny Blind og Frank Rijkaard. Sidstnævnte havde en fortid hos netop AC Milan, som Rijkaard spillede for i Champions League den tabte finale til Marseille kun to år tidligere. Med sejren sluttede Ajax en triumftørke på 22 år, der havde stået på siden deres hattrick fra 1971-1973. 

De efterfølgende år vandt Juventus deres anden titel med en sejr over Ajax i finalen, inden Dortmund med en finalesejr på 3-1 over Juventus vandt deres første og eneste titel i 1997.

Champions League udvides i 1998

1998 blev året hvor UEFA for første gang tillod flere hold fra den samme nation at deltage i Champions League. UEFAs budskab gik på, at turneringens niveau ville blive løftet ved at inddrage flere af de store hold. Finalen blev vundet af Real Madrid med 1-0 over Juventus, og Real Madrid kunne dermed - for første gang siden 1966 - række armene i vejret i jubel over klubbens 7. titel i Champions League-regi.  

Herefter fulgte der et år, hvor der i høj grad stod Manchester United på tingene. The Red Devils vandt i 1999 The Treble med titler i både FA Cup, Premier League og Champions League. Finalen, som blev afviklet på Camp Nou, er næppe en kamp, som Uniteds fans har glemt den dag i dag. Efter at være kommet tidligt bagud lignede det længe en Bayern sejr, men to scoringer i 91.- og 93. minut af Sheringham og Solskjær sikrede Manchester United deres første trofæ. Det blev samtidig Peter Schmeichels sidste kamp for klubben. 

Danmark havde i perioden to hold med i gruppespillet. AaB i 1995/96 efter at man overtog Dynamo Kievs plads pga. en korruptionssag, mens Brøndby deltog tre sæsoner senere i 1998. Hverken AaB eller Brøndby formåede at spille sig videre fra deres grupper, men de fleste Brøndby fans husker nok stadig 2-1 sejren over Bayern München i Parken, hvor Allan Ravn blev den store helt i overtiden med sin scoring på Oliver Kahn. 

Champions League mestre 1992-1999
Årstal Finalen
1992/1993 Olympique Marseille 1 - 0 AC Milan
Olympiastadion, München
1993/1994 AC Milan 4 - 0 Barcelona
Olympisk Stadion, Athen
1994/1995 Ajax 1 - 0 AC Milan
Ernst Happel Stadion, Wien
1995/1996 Juventus 1 - 1 Ajax
(0-0 forlænget, 4-2 straffe)
Olimpico, Rom
1996/1997 Dortmund 3 - 1 Juventus
Olympiastadion, München
1997/1998 Real Madrid 1 - 0 Juventus
Amsterdam Arena, Amsterdam
1998/1999 Manchester United 2 - 1 Bayern München
Camp Nou, Barcelona

 

Historisk tætte CL finaler (2000-2008)

Hele fire af de otte finaler mellem 2000 og 2008 endte med straffesparkskonkurrence, ligesom tre af de sidste fire kampe endte med et måls sejre. Generelt var der i denne periode ikke en enkelt nation, der ligesom tidligere dominerede den europæiske scene. 

I sæsonen 1999/2000, kun to år efter UEFA åbnede op for de højest rangerede nationer kunne deltage med to hold, blev grænsen sat op til fire hold. De tre højest rangerede lande på UEFAs rangliste kunne deltage med fire hold, og allerede samme sæson fik vi den første finale med to hold samme nation med en finale mellem Real Madrid og Valencia. 

Den største sportslige overraskelse i perioden skete i sæsonen 2003/04, hvor FC Porto med Mourinho som manager gik hele efter en 3-0 sejr over Monaco i finalen. Vejen frem til trofæet bød bl.a. på sejre over Manchester United, Real Madrid og Chelsea, i hvad der i nyere tid må betegnes som den største overraskelse i en turnering, hvor ingen klubber udenfor Spanien, Tyskland, England og Italien siden har vundet. 

Selvom FC Portos sejr står som en stor overraskelse, så vil de fleste nok huske tilbage på finalen i 2004/05 mellem Liverpool og AC Milan som det, der står mest klart. Den kamp kan der læses meget mere om længere nede på siden, hvor vi har gennemgået det historiske comeback fra Liverpools side.  

Årene mellem 2000 og 2008 blev også første gang, hvor FC København fandt vej til frem gruppespillet. Det skete første gang i 2005/06 sæsonen, da FC København via. en sejr over Ajax i play-off runden sikrede sig adgang til det forjættede land. Dermed blev døren sparket ind for FCK, der sidenhen har været at finde i Champions League fire gange. 

Champions League mestre 2000-2008
Årstal Finalen
1999/2000 Real Madrid 3 - 0 Valencia
Stade de France, Paris
2000/2001 Bayern München 1 - 1 Valencia
San Siro, Milano
2001/2002 Real Madrid 2 - 1 Bayer Leverkusen
Hampden Park, Glasgow
2002/2003 AC Milan 0 - 0 Juventus
(0-0 forlænget, 3-2 straffe)
Old Trafford, Manchester
2003/2004 FC Porto 3 - 0 Monaco
Arena Auf Schalke, Gelsenkirchen
2004/2005 Liverpool 3 - 3 AC Milan
(0-0 forlænget, 3-2 straffe)
Atatürk Stadion, Istanbul
2005/2006 FC Barcelona 2 - 1 Arsenal
Stade de France, Paris
2006/2007 AC Milan 2 - 1 Liverpool
Olympisk Stadion, Athen
2007/2008 Manchester United 1 - 1 Chelsea
(0-0 forlænget, 6-5 straffe)
Luzhniki Stadion, Moskva

 

Spansk dominans og FCK succes (2009-2020)

Fra 2009 og frem til 2020 har det i høj grad været Spanien, der har ført an som den mest dominerende nation. Således er otte ud af 12 titler havnet hos en spank klub, der i fem år mellem 2013 og 2018 vandt rub og stub. Ikke mindst takket være Real Madrid, der blev den første klub til at forsvare et "rigtigt" Champions League trofæ og sågar vinde tre sæsoner i træk mellem 2015 og 2018. Ikke siden AC Milan vandt Mesterholdenes Europa Cup i 1989 og 1990, havde et hold været i stand til at vinde to sæsoner i træk. 

De seneste sæsoner har der dog ikke stået et spansk hold øverst på skamlen, når trofæet har skulle uddeles. I 2018/19 sæsonen vandt Liverpool en finalesejr over Tottenham, der sendte det første trofæ til klubben siden den dramatiske sejr over Milan i 2005. Året efter, blev det Bayern München der kunne lade sig hylde som mestre, efter en 1-0 sejr over PSG i finalen. De fleste vil dog nok ikke huske Bayerns sejr over PSG i finalen, men derimod afklapsningen mod Barcelona i kvartfinalerne, hvor Messi og Co. blev blæst ud af banen med et 8-2 nederlag. 

Perioden mellem 2009 og 2020 vil med danske briller også blive set tilbage på som en succes. Fem gange deltog danske hold i et gruppespil med FC København som frontfigur med tre deltagelser i 2010, 2013 og 2016. FC København blev også det første danske hold til at avancere fra et gruppespil, da de i 2010 via en andenplads i gruppen kvalificerede sig til knockout fasen og var blandt de sidste 16 hold. Her blev Chelsea dog for stor en mundfuld med et samlet 2-0 nederlag over to kampe, men københavnerne fik vist sig frem på den store scene og sat Danmark på landkortet i verdens største klubturnering.  

Champions League mestre 2009-2020
Årstal Finalen
2008/2009 FC Barcelona 2 - 0 Manchester United
Olimpico, Rom
2009/2010 Inter 2 - 0 Bayern München
Santiago Bernabeu, Madrid
2010/2011 FC Barcelona 3 - 1 Manchester United
Wembley, London
2011/2012 Chelsea 1 - 1 Bayern München
(0-0 forlænget, 4-3 straffe)
Allianz Arena, München
2012/2013 Bayern München 2 - 1 Dortmund
Wembley, London
2013/2014 Real Madrid 4 - 1 Atletico Madrid
(1-1 ordinær, 3-0 forlænget)
Estadio da Luz, Lissabon
2014/2015 FC Barcelona 3 - 1 Juventus
Olympiastadion, Berlin
2015/2016 Real Madrid 1 - 1 Atletico Madrid
(0-0 forlænget, 5-3 straffe)
San Siro, Milano
2016/2017 Real Madrid 4 - 1 Juventus
Millennium Stadium, Cardiff
2017/2018 Real Madrid 3 - 1 Liverpool
Olympisk Stadion, Kiev
2018/2019 Liverpool 2 - 0 Tottenham
Metropolitano, Madrid
2019/2020 Bayern München 1 - 0 PSG
Estadio da Luz, Lissabon

 

Mindeværdige Champions League finaler 

Igennem historien er der blevet spillet et hav af mindeværdige finaler i Champions League, der hos mange fodboldelskere står mejslet ind i hukommelsen. 

Selvom det altid er svært at vælge de mest mindeværdige øjeblikke fra så rig en historie af Champions League finaler, har vi her på redaktionen valgt at se tilbage på tre specifikke finaler i nyere tid, der i vores hukommelse fremstår som nogle af de mest dramatiske og mindeværdige finaler. 

1994: AC Milan - FC Barcelona 4-0

Den største sejr der har fundet sted i en Champions League finale tilfaldt AC Milan i 1994. AC Milan besejrede FC Barcelona med hele 4-0 på det olympiske stadion i Athen, og det var en italiensk sejr, som mange fodboldhistorikere betragter som den måske største bedrift i Champions League finale-regi. AC Milan var nemlig spået ringe chancer mod et Barcelona hold, som - ført an af Johan Cruyff på trænerbænken - gik under navnet "Dream Team" i disse år. Barcelonas hold i finalen bestod af navne som Zubizarreta i målet, Ronald Koeman i forsvaret, Pep Guardiola og anfører Bakero på midtbanen, samt en angrebstrio bestående af Hristo Stoichkov, Txiki Begiristain og verdensstjernen Romario.

Fabio Capello’s tropper var blevet kritiseret for at spille defensivt og uinspirerende igennem turneringen, og mod et Barcelona hold, der havde vundet La Liga fire sæsoner i træk, gik milaneserne ind til finalen som store underdogs. Italienerne måtte undvære flere stjerner i form af Marco Van Basten, Gianluigi Lentini (daværende dyreste fodboldspiller) og kaptajnen Franco Baresi. Alligevel var det ikke til at se på banen, hvor AC Milan allerede efter en time havde bragt sig foran 4-0 og fuldstændig udspillede "Drømmeholdet" fra Barcelona på to mål af Daniele Massaro, Dejan Savicevic og Marcel Desailly. 

Sejren står tilbage som den måske største enkeltstående bedrift et hold har leveret i en finalekamp. Ikke mindst pga. sejrens størrelse, men også måden hvorpå den kom i hus. Ikke mange havde spået AC Milan til at sejre over Barcelona i finalen, og slet ikke med en historisk stor 4-0 sejr. Efterfølgende blev Johan Cruyff bl.a. kritiseret for ikke at have udtaget den danske stjerne Michael Laudrup til den 16-mand store finaletrup. Laudrup skiftede efter sæsonen Barcelona-trøjen ud med ærkerivalernes fra Real Madrid i en af datidens mest kontroversielle transfers nogensinde.

1999: Manchester United - Bayern München 2-1

Hvis der nogensinde har været et scenarie til at understrege, at en fodboldkamp aldrig er færdig, før dommerens sidste fløjt lyder, er Champions League-finalen i 1999 mellem Manchester United og Bayern München nok et af de bedste.

I en fantastisk Champions League finale i 1999 på Camp Nou i Barcelona, bragte Mario Basler tidligt Bayern München i front foran flere end 90.000 tilskuere. I store dele af kampen var det et Bayern hold der dominerede The Red Devils, men tyskerne kendte ikke deres besøgelsestid foran Peter Schmeichels mål. Flere store chancer blev misbrugt, og det skulle vise sig at blive dyrt mod et Manchester United hold, der med Sir Alex Ferguson som manager var kendt for at score mange mål i den sidste del af kampen. Særligt i dommerens tillægstid. Dette blev alment kendt som "Fergie Time". 

Den italienske legende-dommer, Pierluigi Collina, fløjtede opgøret og han havde fundet tre minutters tillægstid. Tre minutters "Fergie Time". Da uret rundede det 90. minut stod der stadig 1-0 på tavlen til Bayern München på det mål Basler havde sat ind efter kun seks minutters spil, og flere af de tyske spillere lignede nogen som allerede havde hænderne på trofæet med de store ører. Men sådan skulle det ikke ende.

Manchester United pressede hårdt på i kampens slutning og fik tilkæmpet sig et hjørnespark, som David Beckham sendte ind over byen. Peter Schmeichel var søgt med frem, men tabte hovedstødsduellen. Nedfaldsbolden endte hos Bayerns forsvar, som ikke fik clearet den ordentlig. På kanten af feltet stod Ryan Giggs klar til at sende et forkølet skud mod målet, men Teddy Sheringham stod parat til at dirigere bolden det sidste stykke over stregen. 1-1. 

Dermed lignede det forlænget spilletid, men i de døende sekunder vandt Peter Schmeichel og Co. endnu et hjørnespark til stor jubel for de mange tusinde engelske fans. Beckham skød det igen, Sheringham headede videre, og Ole Gunnar Solskjærs fremstrakte støvle sendte bolden op i nettaget bag Oliver Kahn.

På tre fantastiske minutter havde Manchester United snuppet Champions League-sejren fra Bayern Münchens kløer og sikret De Røde Djælvle klubbens andet Champions League trofæ i et fuldstændigt vanvittigt og dramatisk comeback. Til slow-motion billeder af Peter Schmeichel som lavede vejrmøller i Uniteds straffefelt, og billeder af røde United-trøjer som omfavnede hinanden i glæde foran de mange tusinde engelske fans, sagde den engelske kommentator: "Noone will ever win a European Cup final more dramatically than this". Seks år senere skulle Liverpool dog anfægte dette udsagn med deres eget historiske comeback i en Champions League finale.

2005: Liverpool - AC Milan 3-3 (3-2 i straffespark)

Liverpool leverede i Champions League finalen anno 2005 et stort comeback, da de stod overfor italienske AC Milan foran 69.000 tilskuere i Istanbul, Tyrkiet.

Italienerne, som blev trænet af Carlo Ancelotti, førte 3-0 ved pausen efter den legendariske venstre back Paolo Maldini havde bragt Milan foran 1-0 allerede efter ét minuts spil, og den argentinske målsluger Hernan Crespo, med to scoringer i halvlegens sidste fem minutter, havde øget føringen til tre mål. Dermed syntes finalen reelt allerede afgjort, for Milan havde måske verdens stærkeste fire-back kæde bestående af Cafu, Jaap Stam, Alessandro Nesta og Paolo Maldini. Ikke et forsvar man uden videre scorede tre mål mod på 45 minutter. Samtidigt havde Milan en stærk midtbane bestående af Andrea Pirlo, Gennaro Gattuso og Clarence Seedort, samt verdens måske bedste spiller på tidspunktet, brasilianske Kaka. I front var også stadig Shevchenko og Crespo, som Liverpool skulle forhindre i at lave flere mål for Milan.

Liverpool havde bestemt ikke et mandskab af samme kaliber som italienernes. Vi taler navne som polske Jerzy Dudek i mål og Steve Finnan, Jamie Carragher, Sami Hyypiä samt Djimi Traoré i forsvaret. På midtbanen var Liverpool stærkere besat med navne som kaptajnen Steven Gerrard, den spanske duo Xabi Alonso og Luis Garcia og nordmanden John Arne Riise på venstre fløj, men angrebet var heller ikke just stjernebesat i form af tjekkiske Milan Baros og australske Harry Kewell. Sidstnævnte udgik dog allerede midt i 1. halvleg, og blev erstattet af Baros' landsmand, Vladimir Smicer.

Det blev dog en 2. halvleg som stod i skarp kontrast til 1. halvleg. Liverpools Manager, Rafael Benitez, foretog i pausen nogle drastiske taktiske ændringer, hvor Gerrard blev rykket frem på en offensiv midt, og det gav med det samme pote i anden halvleg. På seks historiske minutter mellem det 54. og 60. minut, fik Liverpool vendt 0-3 til 3-3, der blev sat i gang af Gerrard på et hovedstød, inden et lav skud fra Vladimir Smicer og et straffespark af Xabi Alonso fik bragt balance i regnskabet. 

Herefter fulgte en nervøs afslutning på kampen med to hold, der ikke for alvor turde at satse for meget på sejren. Udmattelsen var tydeligt hos begge hold, og derfor skulle kampen ud i straffespark, før det kunne afgøres med en 3-2 sejr til Liverpool i straffesparkskonkurrencen. Hos Liverpool konverterede de to indskiftede spillere, Dietmar Hamann og Djibril Cissé, deres spark til mål, mens John Arne Riise missede det trejde forsøg. Vladimir Smicer scorede på Liverpools fjerde og sidste spark. AC Milan brændte nemlig tre af deres fem spark, hvor kun Jon Dahl Tomasson, som var skiftet ind hos Milan efter 85. minutter, og Kaka scorede for Milan.

 

Målkongerne i Champions League historien

Få et overblik over hvilke spillere, der er blandt de 20 mest scorende spillere i historien i European Champions Cup & Champions League. En liste, der tæller flere af de største fodboldspillere igennem historien, med flere spillere der stadig er aktive, og dermed har mulighed for at avancere yderligere på listen. 

Nedenstående tabel tæller ikke mål scoret i Champions League kvalifikationen med. Derfor er det kun mål fra gruppespillet og frem, der officielt bliver talt med: 

Spiller

Antal Mål Antal kampe
Cristiano Ronaldo 130  170
Lionel Messi 115 143
Raul 71 142
Robert Lewandowski 68 90
Karim Benzema 65 120
Ruud Van Nistelrooy 56 73
Thierry Henry 50 112
Alfredo de Stéfano 49 58
Andriy Shevchenko 48 100
Zlatan Ibrahimovic 48 120
Eusebio 46 63
Filippo Inzaghi 46 81
Thomas Müller 46 115
Didier Drogba 44 92
Alessandro Del Piero 42 89
Sergio Agüero 39 71
Ferenc Puskas 35 41
Neymar 35 60
Edinson Cavani  35 62
Gerd Müller 34 35
Tabellen er opdateret d. 14/10-2020

 

Alle vindere i Champions League historien

Nedenstående tabel giver et overblik over alle European Champions Cup og Champions League vinderne gennem tiderne. Tabellen indeholder alle vindere siden 1956 med et samlet antal titler i turneringen. 

Real Madrids mange sejre de seneste 10 år har gjort, at klubben har udbygget deres titel som det mest vindende hold i turneringen. Med 13 trofæer på CV'et er Real Madrid suverænt den mest vindende klub med AC Milan på en andenplads med syv trofæer. 

Se hvilke klubber og hvor mange trofæer de har vundet i tabellen her: 

Klub Trofæer
Real Madrid  13
AC Milan  7
Liverpool 6
Bayern München 6
FC Barcelona 5
Ajax 4
Inter 3
Manchester United 3
Juventus 2
Benfica 2
Porto 2
Nottingham Forrest 2
Chelsea 2
Borussia Dortmund 1
Marseille 1
Steaua Bucuresti 1
Hamburg 1
Celtic 1
Feyenoord 1
Aston Villa 1
PSV Eindhoven 1
Røde Stjerne Beograd 1
Tabellen er opdateret d. 14/10-2020

Gå til Champions League historien-oversigten