Er fremtidens Malmø mere Rosenberg end Svanberg? 

8. november 2016

Er fremtidens Malmø mere Rosenberg end Svanberg? 

Allan Kuhn har revitaliseret Malmø FF og modbevist alle kritikerne, efter han tog over efter Åge Hareide og nu har ført dem til et svensk mesterskab.

[readmore id="1394">

Af Jakob Genz

Det kom som en overraskelse for stort set alle og enhver i den nordiske fodboldindustri, da den svenske mastodont Malmø FF, tilbage i starten af januar måned, meddelte omverdenen, at Allan Kuhn skulle afløse Åge Hareide på trænerposten. 

For til trods for to år som cheftræner i FC Midtjylland fra 2009 til 2011 og et kortvarigt, men succesfuldt vikariat i AaB i sæsonen forinden var Allan Kuhn mest af alt kendt for at være verdens bedste assistenttrænerog dermed alt andet end en naturlig afløser for ét af Skandinaviens mest veletablerede trænernavne.  

63-årige Åge Hareide, der hellere ville være dansk landstræner end at forlænge med Malmø FF, har mere end tre årtiers erfaring som cheftræner. Og i tidens løb har han vundet nationale mesterskaber i både Danmark, Norge og ikke mindst i Sverige, hvor han i 2014 vandt både mesterskabet og pokalturneringen med Malmø FF, hvorefter han førte klubben frem til gruppespillet i Champions League.  

Men i dag, små ti måneder efter sin tiltrædelse, har Allan Kuhn forvandlet de bange anelser og de kritiske røster, der fulgte i kølvandet på den overraskende udnævnelse tilbage i januar til en vished om, at danskerens kvaliteter alligevel har flugtet fint med Malmø FFs sportslige ambitioner. 

Efter sidste sæsons skuffende femteplads i Allsvenskan under ledelse af Åge Hareide og ikke mindst Allan Kuhns finalenederlag i den svenske pokalturnering til Häcken i maj, så var et svensk mesterskab i 2016 og dermed muligheden for at kvalificere sig til Champions League helt øverst på dagsordenen i Sveriges rigeste og mest vindende klub. 

Og et mesterskab var lige præcis, hvad Malmø FF i søndags endegyldigt kunne fejre med en 3-0 sejr hjemme over Hammarby foran 21.719 tilskuere på Swedbank Stadion. 

Et spørgsmål om tilpasning 

Hovedingrediensen i Malmø FFs seneste af i alt 19 Allsvenskan-titler har været holdets evne til at tilpasse sig nye virkeligheder. 

Den første tilpasning skete allerede få uger inde i den netop afsluttede sæson, hvor Allan Kuhn efter to nederlag i de første tre kampe var tvunget til at redefinere sin taktiske tilgang. 

Den danske manager ville for meget, for hurtigt, blandt andet eksemplificeret ved de to backpositioner, hvis offensive tilgang udstillede Malmø FFs sårbarhed over for modstanderens omstillinger. 

I stedet valgte Allan Kuhn, at sadle om og trække på hovedlinjerne i sit kendskab til svensk fodboldkultur. Et kendskab, som han i slutningen af 90erne prøvede på egen krop som hårdtarbejdende midtbanespiller i Örgryte og som han senere hen videreudviklede i rollen som assistenttræner for svenske cheftrænere. 

Heriblandt Erik Hamrén, som var træner for Örgryte dengang Allan Kuhn spillede for klubben og som senere havde danskeren som sin nærmeste assistent, da han sikrede AaB det danske mesterskab tilbage i 2008. Det var i øvrigt Erik Hamrén, der tilbage i december måned 2015 - hvor han endnu var svensk landstræner - på det kraftigste anbefalede sin tidligere assistent som cheftræner til Malmø FFs sportslige ledelse. 

Allan Kuhns taktiske naivitet i begyndelsen af 2016 blev i stedet erstattet af et mere ydmygt fokus på en struktureret organisation, der sikrede en nødvendig balance imellem forsvar og angreb. Og de taktiske forandringer gav prompte de ønskede resultater på banen. 

For kort efter Allan Kuhns møde med holdets anfører og viceanfører og andre ledende skikkelser på og omkring holdet, hvor planerne om en taktisk forandring blev fremlagt, vandt Malmø 1-0 over Elfsborg på én af Allsvenskans allersværeste udebaner. 

Det var tilbage i midten af april måned. Men allerede i sommerens transfervindue skulle Malmø FFs kollektiv indstille sig på en ny virkelighed, da klubben solgte holdets topscorer med 14 mål, Vidar Örn Kjartansson, for i omegnen af 30 millioner svenske kroner til den israelske storklub Maccabi Tel Aviv. 

Og for at gøre ondt værre, så måtte Malmø FF i dette efterårs afgørende mesterskabsslutspurt se bort fra både den danske midtbanedynamo Anders Christiansen og topscoreren fra 2014 og 2015, den kulturbærende publikumsfavorit Markus Rosenberg. 

Men Malmø FF formåede undervejs - endnu engang - at tilpasse sig de nye forandringer. For andre navne, heriblandt angriberne Jo Inge Berget og Alexander Jeremejeff, trådte til, da situationen spidsede til og dette års mesterskab endte med at blive mere overbevisende end det forrige, som Åge Hareide hjembragte i 2014. 

Således har Allan Kuhns mesterhold scoret flere mål, vundet flere kampe og sågar sikret sig flere point end Åge Hareides guldhold fra 2014. 

Stadionspeakeren var da heller ikke bleg for, at omtale Allan Kuhn som 'manden, der gjorde det hele muligt', da den første danske træner til at vinde et svensk mesterskab blev hyldet foran hjemmepublikummet efter kampen med pokalen i hånden. 

Brug for alle aldre 

Evnen til at tilpasse sig nye forandringer i jagten på, at indfri de store sportslige forventninger, bliver fortsat en nødvendighed for Allan Kuhn og sportsdirektør Daniel Andersson, når det næste store mål, kvalifikation til Champions Leagues gruppespil, skal realiseres til sommer. 

Men til trods for, at Malmø FF er Sveriges rigeste klub, så skal Allan Kuhn givetvis ikke forvente, at kunne tilpasse sig nye omstændigheder ved at hente veletablerede og dermed udgiftstunge navne i de kommende transfervinduer. 

I dagene efter 3-0 sejren ude mod Falkenberg i slutningen af oktober, der matematisk set sikrede Malmø FF dette års mesterskab, signallerede klubbens ledelse i hvert fald noget, der kunne tyde på nye forandringer.  

Malmø FFs administrerende direktør, Niclas Carlnén, understregede således til den svenske sportspresse, at klubbens mange penge - til forskel fra tidligere - ikke skulle bruges på etablerede navne udefra. I stedet vil Malmø FF gå tilbage til den strategi, som klubben tidligere har praktiseret, nemlig et intensiveret fokus på udviklingen og ikke mindst brugen af klubbens unge spillere. 

Det var i hvert fald, hvad Niclas Carlnén blev citeret for flere steder. Allan Kuhn fremlagde dog en anden fortolkning af den administrerende direktørs udtalelser, da han mødte den svenske presse efter søndagens 3-0 sejr. Således forklarede den danske cheftræner, at selvom Malmø FF havde et formidabelt ungdomsakademi, som fortsat ville blive implementeret på A-laget, så kan Malmø FF ikke komme i Champions League uden etablerede spillere. Et synspunkt, som han var sikker på, at Niclas Carlnén delte med ham.  

Hvorvidt Malmø FF vil satse på ungt eller gammelt i de kommende transfervinduet, må tiden vise. Faktum er dog, at klubben vandt U19-Allsvenskan i sidste måned og at det ligeledes guldvindende førstehold lige nu indeholder seks spillere under 23 år og har en samlet gennemsnitsalder på 24.4 år. Blot fire spillere ud af de 22 spillere på 'A-laget' er over 30 år. 

Og søndagens kamp mod Hammarby viste, at Malmø FF kan få gavn af alle aldersgrupper i jagten på Champions League til sommer. 22-årige Pa Konate var kampen igennem driftssikker, arbejdsom og konstant fremadrettet ude på venstre back. Og længere fremme - i samme side af banen - viste 17-årige Matthias Svanberg, især via udfordrende ryk ind i banen, flotte smagsprøver på sit opsigtsvækkende talent.  

Inde på 8er-positionen var 24-årige Oscar Lewicki både skabende og boldbrydende og indgik i stilsikkert samspil med hans 26-årige sidemand, Enock Kofi Adu, og den jævnaldrende Jo Inge Berget i front. 

Men kampens mest afgørende skikkelse var 34-årige Markus Rosenberg, der blev skiftet ind 19 minutter før tid ved stillingen 1-0. Et kvarter senere havde han scoret to mål. Til stor glæde for de 21.719 tilskuere og ikke mindst for Allan Kuhn, der - til trods for en fremtid med flere ubekendte og nye tilpasninger - nu definitivt er trådt ud af rollen som verdens bedste assistenttræner. 

Han er nemlig svensk mestertræner. Og det er der ingen danskere, der har været før ham. 

Klummen er bragt i samarbejde med NordicBet!