15. juni 2018
VM Blog: Godin: Vi vil have hævn for Suarez
Fredagens første kamp er Uruguay – Egypten, og Diego Godin sværger, at de vil have revanche for den uretfærdige måde, Luis Suarez blev sparket ud af sidste VM på.
Uruguay kunne ånde lettet op efter lodtrækningen til gruppe A, hvor de trak det klart nemmeste hold fra første lag samt Saudi-Arabien og Egypten.
I dag venter så første skud i bøssen mod Egypten, og i et større interview med The Guardian fortæller Diego Godin om den passion, der er i uruguayansk fodbold og om den hævntørst, der blomstrer i truppen efter Luis Suarez blev strittet ud fra VM i 2014.
De fleste husker nok Barca-angriberens tand-angreb på Italiens Chiellini, der efterfølgende betød, at Suarez blev smidt helt ud af turneringen, og i øvrigt fik en karantæne på ni landskampe og fire måneder fra al fodbold.
"De sparkede ham ud som en hund"
En straf, som Godin mener, var helt ude af proportioner, selvom Chiellini nok er uenig.
”De smed vores bedste spiller ud, og at se ham gå helt ned, opløst i tårer over det, var meget svært for resten af holdet, og for hele Uruguay. Da han forlod hotellet, forlod vores selvtillid også hotellet. Jeg siger ikke, at han ikke lavede en fej- det indrømmede han selv, men det var meget, meget uretfærdigt, at han skulle sparkes ud som en anden hund. Der er meget politik i moderne fodbold, og det blev Luis offer for”, siger Godin.
Han fortsætter også med at sige, at episoden er brændstof for holdet ved dette VM, og at ingen kan tage indignationen over uretfærdigheden fra dem.
Uruguay møder Egypten kl. 14.00 dansk tid, og både Godin og Luis Suarez spiller med fra start, mens det endnu er en smule usikkert, om Mohammed Salah gør det samme. Noget kan i så fald tyde på, at han hellere må have skulderen ordentligt bundet ind.