VM Blog: Rio: Pogba kan komme til at dominere VM

15. juni 2018

VM Blog: Intet sommerskifte for fransk VM-stjerne

En af Frankrigs største profiler ved VM, Antoine Griezmann, afslørede i går, at han bliver i den spanske hovedstadsklub Atlético Madrid fremfor at søge lykken i FC Barcelona eller Manchester United. 

Der har de seneste måneder været adskillige rygter om Antoine Griezmanns fremtid. Franskmanden er blevet rygtet kraftigt til ligarivalerne fra FC Barcelona, mens Manchester United også har haft følerne ude.

Beslutningen er truffet

Griezmann har i lang tid været stille omkring fremtiden, men i går satte han endegyldigt en stopper for rygterne, da han medvirkede i TV-dokumentaren The Decision. Forinden havde Griezmann udtalt på de sociale medier, at han ville afsløre nyt om fremtiden i TV-showet, og franskmanden holdt ord.

En halv time inde i dokumentaren spurgte journalisten: "Hvad har du besluttet dig for?", hvorefter Griezmann svarede: "Jeg har besluttet mig for at blive". Senere bekræftede offensivspilleren også nyheden på Twitter, og Atlético Madrid kan dermed ånde lettet ud.

Fokus på VM 

Med fremtiden på plads kan Antoine Griezmann nu koncentere sig fuldt ud om at levere varen for Frankrig ved VM. Her skal Les Bleues som bekendt op mod Danmark, Peru og Australien, og de får brug for en Griezmann i topform, hvis de vil vinde slutrunden.

Atlético Madrid-profilen, der scorede fire mål og leverede fire assists i kvalifikationen, er udset til at spille en stor rolle for Frankrig ved VM, og det kan kun være positivt for franskmændene, at offensivspilleren nu har styr på fremtiden.