15. juni 2018
VM Blog: Peru: Vi er forberedt på Eriksen
Det danske landshold har en klar stjerne, og hos Peru er man udmærket klar over, at man især skal prøve at lukke ned for Christian Eriksen, hvis man skal have en chance for at tage alle tre point.
Lørdag aften går det langt om længe løs, når Danmark spiller deres første kamp ved VM imod Peru, og spændingen er efterhånden ved at være på det elektriske niveau.
For Danmark er det selvsagt afgørende, at Christian Eriksen får tid og plads til at folde sig ud og vise sin verdensklasse, men også hos modstanderne er man klar over, hvad Eriksen kan få af betydning for kampen.
”Vi ved, at han bliver en nøglespiller for kampen, og vi kender ham alle fra Premier League, og ved, hvad han står for. Men vi er vant til at have med dygtige og kreative spillere at gøre, og han er ikke den eneste hos Danmark, der har kvalitet. Men naturligvis har vi en plan. Vi bliver nødt til at kunne håndtere spillere som ham”, sagde Perus landstræner Ricardo Gareca på pressemødet inden kampen.
Ligeglade med højdeforskellen
Der har været meget snak om, at Perus gennemsnitshøjde, der er cirka 10 centimeter lavere end Danmarks ditto, kan blive et problem for peruvianerne og en tilsvarende fordel for de rød/hvide.
Men den bider Gareca ikke på, og påpegede på pressemødet, at succes i fodbold ikke er afhængig af at være højere end modstanderne, og at de i øvrigt er vant til at håndtere modstandere, der forsøger at profitere af at være bedre i hovedspillet.
"Det har vi prøvet før, og det er gået udmærket indtil videre", slutter Gareca, der har noget at have sine pointer i.
Undervejs i VM-kvalifikationen slog Peru blandt andet de højdemæssigt overlegne uruguayanere med 2-1, såvel som at de i tæningskampene op til VM har slået Skotland, Island og Kroatien, samt spillet 0-0 imod Sverige.
Så det kan godt være, at Hareide og co. ikke udelukkende skal satse på spillet i førstesals højde.