14. juni 2018
VM Blog: Vardy: England er lige som Leicester
At spille med det engelske landshold lige nu minder om at være en del af Leicesters mesterhold, mener angriberen Jamie Vardy, der hylder indstillingen i truppen.
England er endnu engang et hold, som har mange forventninger bundet op på sig, men som givetvis kommer til at have det svært ved slutrunden, når først vi når ud over gruppespillet. Englænderne er landet i en svær gruppe, hvor de især kommer til at få problemer med Belgien, der har et stjernespækket landshold, hvor mange i øvrigt spiller i Premier League til daglig.
Der er til gengæld ikke så mange stjerner som tidligere hos Three Lions, og hvis man spørger angriberen Jamie Vardy, så er det en god ting, og noget, der minder ham om stemningen i sin klub.
”Landsholdet er en tæt knyttet gruppe lige nu, og på samme måde som i Leicester kan vi rent faktisk godt lide at bruge tid sammen og more os uden for træningsbanen, men når vi først er trådt ind over kridtstregen, så giver vi alt hvad vi har for den samme sag”, fortæller Vardy.
Optimismen gennemsyrer truppen
Formen understøtter også, at Vardy har en sag. England har indtil videre ikke tabt i 10 kampe, senest var det i en træningskamp på udebane imod Frankrig, og det har givet en stemning af optimisme på holdet.
”Vi ved, at vi er de bedste, England kan diske op med, og vi ved, at vi på dagen kan slå hvem som helst. Det giver en afslappet stemning, og vi ved også, at der er 23 mand i truppen, så alle giver, hvad de kan på træningsbanen for at komme i betragtning til start-11’eren. Konkurrencen er vældigt god”, fortæller Vardy, der givetvis selv kommer til at være anden-angriber, men som spillede en vigtig roller undervejs i kvalifikationen.
Også Liverpools hårde midtbanehuns, Jordan Henderson, har brugt netop eksemplet med Leicester som et billede på den indstilling, de bliver nødt til at spille med ved slutrunden.
England begynder mandag aften i gruppe G med en kamp imod Tunesien.