
7. december 2020
Champions League: Optakt til 6. spillerunde i 2020/21
Tirsdag d. 8. og onsdag d. 9. december byder på 6. spillerunde i Champions League gruppespillet 2020/21. Nu får vi svarene på, hvem der bliver de sidste hold til at sikre sig en plads i 1/8-finaler, hvem der skal spille videre i Europa League og hvem der er helt færdige i Europa for denne sæson.
Vi ved allerede nu, at FC Midtjylland spiller deres sidste kamp i Europa i denne sæson, når de onsdag kl. 18.55 tager mod Liverpool. Det er en kamp, hvor der ikke er meget på spil, for Liverpool er også allerede sikret 1. pladsen i gruppen. Til gengæld er der lagt op til en gyser i den anden kamp i gruppen, hvor Ajax tager imod Atalanta. Alt andet end en Ajax-sejr der, sender Atalanta videre og Ajax i Europa League.
Der resterer masser af spænding i mange af grupperne, og herunder kan du danne dig et overblik over, hvem der allerede er videre, og hvem der stadig kæmper for at blive nr. 2 eller 3 i grupperne.
Se Champions League kampprogram
Gruppe A
Stilling: Bayern München (13), Atletico Madrid (6), RB Salzburg (4), Lokomotiv Moskva (3)
Bayern München er allerede videre som sikre gruppevindere. Atletico Madrid er nr. 2 med 6 point, og kan kvalificere sig til næste runde med mindst en uafgjort ude mod RB Salzburg. Østrigerne kan derimod overhale Atletico, hvis de vinder det indbyrdes opgør.
Lokomotiv Moskva er færdig i Champions League, men hvis de kan besejre Bayern München i Tyskland, og RB Salzburg ikke vinder over Atletico, vil de snuppe tredjepladsen og billetten til Europa League. Skulle de ende á point med Atletico på tredjepladsen via sejre til Salzburg og Lok. Moskva, vil de slutte som nr. 4, da Atletico er bedst indbyrdes mod Lokomotiv Moskva.
Gruppe B
Stilling: Mönchengladbach (8), Shakhtar Donetsk (7), Real Madrid (7), Inter (5).
En vanvittig spændende gruppe, hvor alle fire hold stadig kan spille sig videre her i 6. spillerunde. Kampene spilles onsdag d. 9. december kl. 21.00, hvor Real Madrid tager mod Gladbach, og Inter tager mod Shakhtar.
Gladbach kan gå videre med A) En sejr B) Uafgjort C) Nederlag HVIS Inter og Shakhtar spiller uafgjort.
Real Madrid kan gå videre med A) En sejr B) Uafgjort HVIS Shakhtar taber.
Shakhtar Donetsk går videre med A) En sejr B) Uafgjort HVIS Real Madrid ikke vinder.
Inter går videre med en sejr HVIS Real Madrid og Gladbach ikke ender uafgjort.
Gruppe C
Stilling: Manchester City (13), Porto (10), Olympiakos (3), Marseille (3)
Manchester City og FC Porto er allerede videre. Spændingen i gruppen består kun i, hvem der skal blive nr. 3 og spille sig videre til Europa League. Man City er nemlig sikre på at vinde gruppen, da de er bedst indbyrdes mod Porto.
Marseille skal en tur til Manchester, mens Olympiakos hjemme møder Porto. Olympiakos er bedst indbyrdes på reglen om udebanemål, og derfor skal Marseille have flere point mod City, end Olympiakos får mod Porto, for at sætte sig på tredjepladsen.
Gruppe D
Stilling: Liverpool (12), Atalanta (8), Ajax (7), FC Midtjylland (1)
Liverpool er sikre på at vinde gruppen. Atalanta går videre med en sejr eller uafgjort mod Ajax, og hvis Ajax ikke vinder skal de spille Europa League i foråret. FC Midtjylland er som bekendt færdige og spiller kun for koefficient-pointene og den økonomiske gulerod der er i at få point.
Gruppe E
Stilling: Chelsea (13), Sevilla (10), Krasnodar (4), Rennes (1)
Chelsea har vundet gruppen, og sammen med Sevilla er de videre til 1/8-finalerne. Krasnodar er sikre på tredjepladsen, da de er bedst (2-1 samlet) mod Rennes. Der er altså ingen mulighed for ændringer i stillingen i 6. spillerunde.
Gruppe F
Stilling: Dortmund (10), Lazio (9), Club Brügge (7), Zenit (1).
Dortmund er sikret en plads i 1/8-finalerne, og kan også stadig vinde gruppen, når de møder Zenit på udebane i sidste runde. Zenit er færdige i Europa efter denne kamp. Spiller Dortmund kun uafgjort i Skt. Petersborg, kan de blive overhalet på 1. pladsen af Lazio.
I den anden kamp mellem Lazio og Club Brügge i Rom, er der mere på spil. Lazio går videre med en sejr eller en uafgjort, mens Club Brügge SKAL vinde i Rom, hvis de vil videre i Champions League. Taberne i kampen om 2. pladsen kan dog se frem til Europa League som et plaster på såret.
Gruppe G
Stilling: Barcelona (15), Juventus (12), Dynamo Kiev (1), Ferencvaros (1).
Barcelona vandt med 2-0 i Torino over Juventus, og skal derfor blot undgå et nederlag stort nederlag i sidste runde for at sikre sig 1. pladsen. Her gæster netop Juventus Camp Nou.
Den anden kamp i gruppen er en større gyser. Den spilles i Ukraine mellem Dynamo Kiev og Ferencvaros, og den gælder om hvem af de to hold skal spille Europa League i foråret, og hvem der skal sige farvel og tak til Europa for denne sæson.
Ferencvaros og Dynamo Kiev spillede 2-2 i Ungarn, og derfor er Kiev p.t. bedst indbyrdes på reglen om udebanemål. Ferencvaros skal derfor vinde, eller spille uafgjort med mindst 3-3, for at gå videre. Kiev har en bedre målscore, så hvis kampen ender 2-2, vil ukrainerne gå videre.
Gruppe H
Stilling: Manchester United (9), PSG (9), RB Leipzig (9), Istanbul Basaksehir (3)
Endnu en gruppe med masser af spænding i sidste runde. De tre tophold har alle ni point, og i sidste runde tager RB Leipzig mod Manchester United, mens PSG hjemme møder Istanbul Basaksehir.
Manchester United går videre med en sejr eller uafgjort i Leipzig.
PSG går videre med en sejr eller uafgjort mod Basaksehir, men kan også gå videre med et nederlag, sålænge RB Leipzig og Man United IKKE spiller uafgjort.
RB Leipzig går videre med en sejr eller uafgjort HVIS PSG samtidigt taber.
Syv 1/8-finalepladser i spil i sidste runde
I alt er der stadig syv pladser i Champions Leagues knockout-fase i spil her i 6. og sidste spillerunde af gruppespillet. Seks hold havde allerede sikret sig billetten videre efter 4. runde, mens kun tre hold sluttede sig til dem i 5. runde: Porto, Liverpool og Dortmund.
Som det fremgår foroven, er der særlig stor spænding i Gruppe B og H. I Gruppe B kæmper alle fire hold om en plads i sidste runde, mens tre hold kan nå avancement i Gruppe H.
I Gruppe B er Real Madrid ét af de fire hold som kæmper om en plads, og de er i farezonen for at ryge ud efter gruppespillet for første gang nogensinde. I de 24 sæsoner Real Madrid har spillet med i Champions League gruppespillet, er de hver gang gået videre til 1/8-finalerne. Siden det nuværende Champions League format blev indført i 2003/04, er Real Madrid det eneste hold som har nået knockout-fasen i samtlige 17 sæsoner.
Rea Madrid har ikke spillet i andre europæiske turneringer end Champions League (udover UEFA Super Cup, red.) siden de blev slået ud af OB med 4-3 samlet i UEFA Cuppen i 1994/95.
RB Salzburg kan skrive østrigsk CL historie
If RB Salzburg formår at slå Atletico Madrid i 6. spillerunde, bliver de samtidigt den første østrigske klub til at nå knockout-fasen i Champions League. Der kan altså skrives et nyt afsnit i Champions League historien på onsdag.
Sturm Graz gik dog videre fra det første gruppespil i 2000/01, men de blev elimineret i det andet gruppespil, og nåede derfor ikke til knockout-fasen.
Hold fra 21 forskellige lande har gennem tiderne optrådt i Champions Leagues knockout-fase. Den seneste nye nation i rækken af lande var Belgien, hvor KAA Gent var de første til at spille sig videre i 2015/16.
Der er ni lande som kun har haft en klub i knockout-fasen i Champions League, herunder Danmark og FC København. De andre otte lande er Sverige ((IFK Göteborg), Kroatien (Hajduk Split), Polen (Legia Warszawa), Norge (Rosenborg BK), Tjekkiet (Sparta Prag), Schweiz (FC Basel), Cypern (APOEL Nicosia) og Belgien (Gent).
I sidste sæsons Champions League, var det kun klubber fra Top 5-ligaerne i Europa, som nåede knockout-fasen. FC Porto har allerede sikret, at dette ikke gentages i 2020/21.
Straffesparks-rekord i CL 2020/21
Dommerne bliver ved at pege på pletten i årets Champions League gruppespil, som har set flere straffespark end nogen anden sæson. Efter 5. spillerunde er der scoret på i alt 38 straffespark, hvilket allerede nu er en rekord for flest straffesparksmål (straffekonkurrencer ikke medregnet, red.) i en helt CL sæson. Den tidligere rekord lød på 37 straffesparksmål, og den blev sat i sidste sæson.
FC Barcelona har været med til at trække statistikken op, for de har fået et straffespark i alle fem CL kampe i denne sæson, og scoret på alle fem. Dette tangerer CL rekorden for flest straffesparksmål af en klub i samme CL sæson, som også blev sat af Barcelona med fem styks i 2011/12.
Lionel Messi og Timo Werner har begge scoret tre mål på straffe i Champions League i denne sæson. Messi holder i forvejen rekorden for flest straffemål i CL i en sæson, nemlig fire mål i 2011/12. Han deler dog den rekord med Arturo Vidal (2013/14 for Juventus), Thomas Müller (2014/15 for FC Bayern München), Robert Lewandowski (2016/17 for FC Bayern München) og Cristiano Ronaldo (2017/18 for Real Madrid).