Champions League fodbold

19. september 2019

Champions League: Resultater og statistik for 1. spillerunde i 2019/20

1. spillerunde af gruppespillet i Champions League 2019/20 er i bøgerne, og vi har taget et kig på lidt statistik for samtlige 32 klubber i årets gruppespil efter runden.

Den 1. spillerunde i Champions League-gruppespillet blev afviklet tirsdag og onsdag i denne uge, og runden bød på flere opsigtsvækkende resultater og statistikker. Læs med her...

Resultater og kampe i 1. spillerunde:

 

Olympique Lyonnais - FC Zenit 1-1

Lyon blev den første klub til at spille seks Champions League-hjemmekampe i træk uafgjort. Samtidigt blev iranske Sardar Azmoun fra Zenit årets første målscorer i gruppespillet i Champions League. Han tangerede dermed Ali Daeis rekord (begge tre mål) som den mest scorende iraner i turneringen. 

Det var sjette sæson i træk, at åbningsmålet i Champions League ikke blev scoret af en europæisk spiller. Sidst en europæer åbnede målballet i Champions League var i 2013/14, hvor østrigske David Alaba scorede. Det var i øvrigt anden gang i historien at Zenit stod for det første mål i turneringen. Hulk gjorde det også for Zenit i en 0-2 sejr i Benfica i 2014/15.

For Lyon var det anden gang i historien at man indkasserede det første mål i Champions League. Første gang var i 2002/03, hvor Zlatan Ibrahimovic scorede det første CL-mål i sæsonen mod Lyon i et 1-2 nederlag til Ajax.

 

Inter - Slavia Prag 1-1

Inter forlængede deres stime af Champions League-kampe uden sejr til fem kampe. Sidst de vandt en kamp i turneringen var ude mod PSV (1-2) i oktober 2018. Samtidigt er det nu 12 CL-kampe siden, at Inter har holdt et clean sheet. En klubrekord. Sidst Inter holdt buret rent i CL var i en 0-1 sejr ude mod Lille i oktober 2011.

Peter Olayinka nettede for tjekkerne, og scorede dermed Slavia Prags første Champions League-mål siden Zdenek Senkerik scorede i en 1-1 kamp mod Steaua Bukarest i november 2007. Olayinka blev samtidigt den første nigerianer til at score i sin debutkamp i Champions League, siden Yakubu scorede et hattrick for Maccabi Haifa i en 3-0 sejr over Olympiakos i september 2002.

Inters Nicolo Barella scorede også i sin debutkamp i Champions League, og blev den første italiener til at score i en CL-debut siden Davide Zappacosta lynede i en 6-0 hjemmesejr for Chelsea mod Qarabag i 2017. Den eneste anden italiener som nogensinde har scoret i sin CL-debutkamp for Inter var legenden Roberto Baggio, som scorede to gange i en 3-1 hjemmesejr mod Real Madrid tilbage i 1998.

 

Napoli - Liverpool 2-0

Napoli lægger altid godt fra land på hjemmebane i Champions League. Med tirsdagens sejr over Liverpool har napolitanerne nu vundet deres første hjemmekamp i alle seks Champions League-turneringer de har medvirket i.

Sidste gang de regerende mestre åbnede CL-gruppespillet med et nederlag, var i 1994/95 hvor mestrene AC Milan tabte med 2-0 i Amsterdam til Ajax.

Dries Mertens blev noteret for sit 11. mål i Champions League, og han var i forvejen Napolis CL-topscorer gennem siderne. Han er i øvrigt også den mest scorende belgier i Champions League, og før kampen var han også den seneste belgier til at score et mål mod de regerende CL-mestre. Han scorede nemlig også mod Real Madrid i marts 2017.

Napolis træner, Carlo Ancelotti, blev den tredje manager til at deltage i mindst 18 forskellige Champions League-turneringer, kun overgået af Arsene Wenger (20) og Alex Ferguson (18).

Før denne kamp havde danske Kim Milton Nielsen rekorden for flest dømte kampe i Champions League med 52 styks. Den rekord slog Felix Brych med sin 53. kamp som dommer i et Champions League-opgør.

 

Borussia Dortmund - FC Barcelona 0-0

Dortmund har nu ikke scoret i fem af deres seks seneste CL-kampe, og den stime kommer i kølvandet på en stime på 12 kampe i træk, hvor tyskerne scorede. Barcelona formåede heller ikke at score, hvilket var første gang siden oktober/november 2017 at Barca ikke scorede i to CL-kampe i træk.

Dortmund brændte et straffespark ved Marco Reus, og har nu brændt de sidste tre straffespark klubben har haft i Champions League.De to syndere før Reus var Aubameyang og Paco Alcacer. Det er også værd at bemærke, at fem af de sidste syv straffespark mod Barcelona i Champions League er blevet brændt. Barca-keeperen Ter Stegen har reddet fire af dem.

Ansu Fati, 16 år og 321 dage, blev den yngste spiller nogensinde for Barcelona i Champions League. Han overhalede Bojan (17 år og 22 dage) mod Lyon i 2007. Overall er Fati den 10. yngste spiller nogensinde i Champions League, og den 3. yngste til at starte på banen. Lionel Messi var til sammenligning 17 år og 166 dage gammel da han spillede Champions League for første gang for Barca mod Shakhtar Donetsk i 2004.

 

Ajax - Lille 3-0

Ajax blev det syvende hold til at vinde 200 kampe på tværs af alle europæiske turneringer. Barcelona holder rekorden for flest sejre i europæiske turneringer med 312 styks, efterfuldt af Real Madrid med 260, Bayern München med 257, Juventus med 215, Liverpool med 201 samt nu Ajax og AC Milan med 200.

Ajax har nu også scoret i deres 15 seneste CL-kampe, hvilket udligner Feyenoords rekord som den hollandske klub som har scoret i flest CL-kampe i træk. Rivalerne fra Rotterdam gjorde dette fra 1997-2000.

Lille har nu ikke vundet i deres syv seneste udekampe på tværs af alle turneringer, siden en 2-3 sejr i den franske Ligue 1 over Nantes d. 31. marts.

Ajax-forsvareren Nicolas Tagliafico har nu scoret fire CL-mål siden begyndelsen af sidste sæson, hvilket er mindst to flere end alle andre forsvarsspillere i denne periode.

Edson Alvarez blev den første mexicanske spiller nogensinde til at score i en CL-debut.

Daley Blind spillede sin 27. CL-kamp for Ajax, og overhalede dermed sin far, Danny Blind, på listen over klubbens spillere med flest CL-kampe nogensinde. I 1994/95 vandt Ajax Champions League med Danny Blind som anfører.

 

Red Bull Salzburg - KRC Genk 6-2

Reb Bull Salzburg vandt deres største sejr i Champions League nogensinde. Den eneste gang de vandt større var med 5-0 over HB i 2010, men den kamp var i kvalifikationen til gruppespillet. Salzburg blev også det syvende hold til at score fem mål i 1. halvleg.

Erling Braut Håland, 19 år og 58 dage, blev den yngste spiller i historien til at score et hattrick i 1. halvleg på tværs af alle europæiske turneringer. Håland blev samtidigt den 8. spiller til at score et hattrick i sin CL-debut, og den første til at gøre det i 1. halvleg i en debut.

Andreas Ulmer, 33 år og 322 dage, blev den ældste østriger til at score i Champions League. Tomislav Kocijan var 33 år og 85 dage, da han scorede for Sturm Graz mod Panathinaikos i 2001.

Mbwana Samatta blev den første spiller fra Tanzania til at score et CL-mål. Han er også den første spiller fra Tanzania som spiller i turneringen.

 

Benfica - RB Leipzig 1-2

RB Leipzig startede deres CL-gruppespil med en sejr for første gang. I deres anden optræden i CL, i 2017/18, hentede de deres første sejr i den tredje kamp. RB Leipzig har nu vundet deres to sidste udekampe i CL.

Timo Werner scorede sit fjerde og fremte Champions League-mål, alle for RB Leipzig. Tyskeren har nu scoret ni mål for Leipzig i Europa, hvilket er klubbens rekord. Werner blev også den første spiller fra Tyskland som scorer flere end fire mål i sine første syv CL-kampe.

 

Chelsea - Valencia 0-1

Chelsea spillede 15 Europa League-kampe i sidste sæson uden at tabe en eneste. I år har Chelsea spillet én kamp i Champions League og tabt. Det var samtidigt Valencias første sejr i en åbningskamp i Champions League siden 2010/11, hvor Valencia slog Bursaspor med 0-4 i Tyrkiet.

Rodrigo blev dagens helt for Valencia med klubbens mål nr. 200 på udebane i alle europæiske turneringer. Første gang Valencia scorede på udebane i Europa var i 1961, da spanierne slog Nottingham Forest med 1-5 i England.

Ross Barkley blev skurken for Chelsea, da han blev den første spiller til at brænde et straffespark i Champions League for klubben siden 2015. Her brændte Eden Hazard et straffe for The Blues mod Maccabi Tel Aviv.

Frank Lampard blev den første Chelsea manager til at tabe sin første Champions League-kamp for klubben, og er nu den anden Chelsea manager som ikke har vundet i turneringen. Den første var Gianluca Vialli, som kun fik én kamp i CL som manager for Chelsea, og den endte 0-0 mod AC Milan i 1999.

 

Paris Saint-Germain - Real Madrid 3-0

Real Madrid vandt ikke deres åbningskamp i Champions League for første gang siden 2006/07, hvor de tabte med 2-0 i Frankrig til Lyon. Samtidig slog PSG Real Madrid i en europæisk turnering for første gang siden marts 1994, hvor de vandt 0-1 på Bernabeu i Cup Winners Cup-kvartfinalerne.

Real Madrid havde 10 forsøg mod mål (PSG havde otte), men formåede ikke at få et eneste skud indenfor rammen (1 blokeret, 9 forbi mål). 

Angel Di Maria scorede to gange og blev den femte argentiner til at score 20 mål i CL, efter Lionel Messi (112), Sergio Aguero (37), Hernan Crespo (25) og Gonzalo Higuain (22). Di Maria har nu scoret 12 mål for PSG i Champions League, og overhalede dermed Neymar (11) på listen over klubbens all-time-topscorere i turneringen. Han overgås kun af Edinson Cavani (29 mål) og Zlatan Ibrahimovic (20 mål).

Karim Benzema blev noteret for sin Champions League-kamp nr. 113, hvilket er rekord blandt franske spillere. Thierry Henry nåede 112 kampe i Champions League.

 

Club Brügge - Galatasaray 0-0

Club Brügge blev det første hold i CL-historien til at spille tre uafgjorte og målløse kampe i træk. Galatasaray forblev uden sejre i samtlige kampe mod belgiske hold i europæiske turneringer (V0-U3-T4).

Af alle klubber som stadig er med i Europa i år, har Galatasaray den længste aktive stime uden sejre på udebane. 18 kampe siden en 2-3 sejr ude mod Schalke i 2013.

Galatasaray blev den anden tyrkiske klub som har startet en CL-kamp med 11 udlændinge på banen. Besiktas gjorde det samme mod Napoli (1-1) i november 2016.

 

Olympiakos - Tottenham Hotspur 2-2

Tottenham kom foran 0-2, men måtte nøjes med 2-2, og det var tredje gang at sidste sæsons finalister ikke vandt deres åbningskamp i Champions League. 

Olympiakos har nu tre gange i historien formået at få uafgjort efter at have været bagud med to mål. Det gjorde de sidste ude mod Porto (2-2) i 1998 og hjemme mod Maccabi Haifa (3-3) i 2002.

Det var kun anden gang at Tottenham ikke vandt en CL-kamp. hvori de havde haft en to-måls føring. Første gang var i en 2-2 kamp ude mod Werder Bremen i 2010.

Olympiakos er nu uden sejre i de sidste ni sammenhængende CL-kampe, hvilket er en ny klubrekord. Den tidligere rekord kød på otte kampe uden sejre fra 2002-2003.

Harry Kane skulle bruge 20 CL-kampe til at score sit 15. CL-mål. Kun to spillere har brugt færre kampe til at score 15 mål: Ruud van Nistelrooy og Roberto Soldado (begge 19 kampe).

Lucas Moura har scoret syv af sine ni CL-mål på udebane (78%). Han har scoret i alt seks mål i fire af sine sidste fem udekampe i CL.

 

FC Bayern München - Røde Stjerne 3-0

Bayern har nu vundet 27 af de sidste 29 hjemmekampe i Champions League-gruppespillet. Bayern havde i alt 35 forsøg mod mål i denne kamp, hvilket er det højeste antal for klubben i en CL-kamp i de sidste 10 år.

Robert Lewandowski scorede sit CL-mål nr. 54, hvilket kun er to mål fra Ruud van Nistelrooys 56 mål på 5. pladsen over all-time målscorere. Lewandowski er nu også den eneste spiller som har scoret et mål i 1. runde af gruppespillet i hver eneste af de sidste fire sæsoner i Champions League.

Thomas Müller spillede sin CL-kamp nr. 106 for Bayern, og overhalede dermed Philipp Lahm (105 kampe) på listen over spillere med flest CL-kampe for klubben. Samtidig fik Müller igen hul på målbylden efter 11 CL-kampe uden scoringer. Før denne kamp havde Müller ikke scoret siden sine to mål i Bayerns 5-0 sejr over Besikas i februar 2018.

 

Dinamo Zagreb - Atalanta 4-0

Dinamo Zagreb mødte årets eneste Champions League-debutanter fra Atalanta, og her hentede Zagreb deres største sejr nogensinde i Champions League. Samtidig afsluttede hjemmeholdet en 11-kampe lang stime uden sejre i turneringen.

Atalanta blev det kun tredje italienske hold til at tabe deres første Champions League-kamp nogensinde. Inter gjorde det i 1998/99 (2-0 ude mod Real Madrid) og AS Roma i 2001/02 (1-2 hjemme mod Real Madrid). Det var samtidig det største nederlag til et italiensk hold i Champions League, siden AS Roma tabte med 6-1 til Barcelona på Nou Camp i november 2015.

Mislav Orsic blev den første spiller til at score et CL-hattrick for Dinamo Zagreb. Han udlignede også Tomislav Šokotas rekord som klubbens all-time topscorer i Champions League (3 mål hver).

 

Shakhtar Donetsk - Manchester City 0-3

Manchester City har nu vundet tre af deres fire seneste åbningskampe i Champions League: 4-0 mod Mönchengladbach i 2016/17, 0-4 ude mod Feyenoord i 2017/18 og 0-4 ude mod Shakhtar i 2019/20. Den de ikke vandt i perioden var sidste sæsons nederlag på 1-2 til Lyon på hjemmebane.

Shakhtar tabte deres første kamp i Champions League for første gang siden 2015/16, hvor de tabte med 4-0 ude mod Real Madrid.

Gabriel Jesus har scoret fire af sine ni CL-mål mod Shakhtar Donetsk. De er de eneste modstandere han har scoret flere CL-mål end ét i mod. Han blev den første spiller til at score fire mål mod Shakhtar efter Cristiano Ronaldo (5 mål) og Claudio Lopez (4 mål).

Riyad Mahrez scorede sit sjette Champions League mål. Han er den anden spiller fra Algeriet som scorer seks mål i turenringen, efter Yacine Brahimi (8).

 

Bayer Leverkusen - Lokomotiv Moskva 1-2

Leverkusen-træneren Peter Bosz er nu uden sejre i alle sine syv CL-kampe som manager. Han blev den anden hollandske træner til at forblive uden sejre i sine første syv CL-kampe, efter Co Adriaanse (Willem II og FC Porto).

Benedikt Höwedes blev den første tyske spiller til at score et selvmål mod et tysk hold i CL. Tre af Leverkusens fire seneste mål i CL har været selvmål.

 

Atlético Madrid - Juventus 2-2

For første gang tabte Atletico Madrid ikke efter at have været bagud med mindst to mål i CL.

Det var samtidig tredje gang at Juventus første en CL-kamp i kampens sidste minut og ikke vandt. De smed også sejren væk i sidste minut mod Galatasaray i 1998 (1-1) og mod Manchester United i 1999 (1-1).

Cristiano Ronaldo scorede ikke for fjerde udekamp i træk på tværs af alle turneringer, hvilket er første gang i Ronaldos tid hos Juventus.

Se Champions League-kampprogrammet her