
25. november 2019
Statistik: PSG og Bayern München bør undgå maksimum point i gruppespillet
PSG og Bayern München gør, statistisk set, klogt i ikke at hente maksimum point i gruppespillet. Real Madrid kan forlænge vild 1/8-finale statistik, og Barcelona bør elske at spille Champions League om onsdagen.
Femte spillerunde i Champions League gruppespillet er oftest en meget afgørende runde, hvor adskillige hold enten sikrer deres kvalifikation til knockout-kampene, eller dømmes endegyldigt ude af Champions League for sæsonen. I sidste sæsons Champions League blev femte spillerunde også meget afgørende for grupperne. Hele 11 hold sikrede deres videre færden i turneringen i netop femte runde.
I år er tre hold allerede videre til 1/8-finalerne før femte spillerunde, nemlig Paris Saint Germain, Bayern München og Juventus. De to førstnævnte klubber har muligheden for at gå gennem gruppespillet med maksimum point, da de er de eneste hold med fire sejre i fire kampe i årets gruppespil.
Men de franske og tyske mestre bør måske undgå at snuppe alle 18 mulige point i grupperne, for hvis man kigger på Champions League-statistikkerne fra tidligere år, er det aldrig lykkedes for et hold med maksimum point i gruppespillet at løfte trofæet. Det hold som er kommet tættest på at vinde Champions League, efter at have startet med maksimum point i gruppespillet, var AC Milan i 1992/93. De tabte finalen det år til Olympique Marseille.
Bayern München har dog aldrig før vundet alle seks gruppekampe i Champions League, men det har PSG. Nemlig i 1994/95, hvor de blev slået ud i semifinalerne. Det seneste hold som vandt alle seks kampe i Champions League-gruppen i en sæson, var Real Madrid i 2014/15. De røg også ud i semifinalerne.
Paris Saint Germain har i øvrigt stadig ikke lukket et mål ind i årets gruppespil, og kan med to clean sheets i de sidste kampe blive de første i historien, som holder buret helt rent i gruppespillet. To hold har holdt fem clean sheets i de seks kampe, nemlig Juventus i 2004/05 og Manchester United i 2010/11.
Real Madrid kan forlænge abonnementet på 1/8-finalerne
Siden Champions League indførte 1/8-finalerne i sæsonen 2003/04, har Real Madrid opnået en plads blandt de sidste 16 hold i samtlige 16 sæsoner.
Real Madrid er det eneste hold, som har været med i alle Champions League 1/8-finaler i de 16 sæsoner de har været en del af Champions League kampprogrammet. Den eneste gang Real Madrid ikke er nået til knockout-fasen i denne turnering var i 1997/98, hvor de slet ikke deltog i Champions League. 23 gange har de deltaget, og 23 gange er de gået videre fra grupperne.
Tirsdag aften møder Real Madrid PSG på Bernabeu, og kan her sikre sig billetten videre med en sejr. Uafgjort - eller sågar et nederlag - vil også sende Real videre, hvis blot Club Brügge samtidigt ikke vinder i Istanbul mod Galatasaray.
Læs også: Hvem er videre og hvem kan snuppe billetten i denne runde?
FC Barcelona nyder Champions League-onsdage
Real Madrids ærkerivaler fra FC Barcelona er stadig ikke sikre på videre avancement i årets Champions League, men kan med en sejr over Dortmund onsdag aften på hjemmebane snuppe billetten videre.Barcelona kommer ind til det opgør med en stærk onsdags-statistik i turneringen, for "Barca" har vundet hver eneste af deres 10 seneste Champions League-kampe på en onsdag, og er i øvrigt ubesejret i de sidste 18 kampe de har spillet på denne ugedag i turneringen (V16-U2-T0).
Når "Barca" spiller på en tirsdag, har det set anderledes skidt ud på det seneste. Det er nemlig kun blevet til én sejr i de sidste syv CL-kampe på en tirsdag for catalanerne.
Hjemme på Camp Nou har Barcelona vundet 19 af deres seneste 20 CL-kampe på en onsdag. Sidst de tabte på hjemmebane på en onsdag i denne turnering, var da FC Bayern München var på besøg og sejrede med 0-3 for mere end seks år siden, d. 1. maj 2013. Det var dog i en knockout-kamp, og Barcelona sidste CL-nederlag på hjemmebane i en gruppekamp var for mere end 21 år siden. Også mod Bayern, som vandt 1-2 i Barcelona i november 1998.
Modstanderne fra Dortmund denne onsdag har derimod tabt fem af deres seks seneste CL-udekampe på en onsdag, og nyder formentlig ikke at spille Champions League på en onsdag.