18. oktober 2023
19/10: Vendsyssel FF vs AC Horsens spilforslag
Landskampspausen er et overstået kapitel, og vi kan igen se frem til klubfodbold. Onsdag er en stille dag på kontoret, så vi ser frem mod torsdag, hvor vi har et dansk opgør fra 1. division på plakaten. Nemlig opgøret mellem Vendsyssel og Horsens.
Vendsyssel FF vs AC Horsens spilforslag
Vendsyssel har været i Superligaen én gang tidligere i klubbens historie, nemlig under den tidligere AC Horsens-træner, Jens Berthel Askous ledelse tilbage i sæsonen 2018/19. Det blev dog kun til et kort visit, da Vendsyssel rykkede direkte ned igen og ikke har været tilbage i det fornemste selskab siden. Men det håber de på at komme snart.
Det samme gør Superliga-nedrykkerne fra i fjor og dagens modstandere fra AC Horsens. Den Gule Fare har noget mere Superliga-erfaring med 13 sæsoner i landets bedste række gennem tiderne, og de havde nok også håbet på at kunne gøre sig gældende i oprykningskampen i år.
Faktum er dog blot for begge af disse mandskaber, at ingen af dem lige nu byder ind i kampen om oprykning til Superligaen. Begge har nemlig 17 point og ligger side om side på sjette- og syvendepladsen i 1. division, lige i grænselandet mellem Top 6 og nedrykningsspillet. Der er 10 point op til SønderjyskE på andenpladsen og 13 til AaB i toppen.
Selv om der er også er ni point ned til nedrykningsstregen, hvor FC Helsingør og Næstved lige nu ligger i farezonen, ligner det på mange måder en sæson, hvor både Vendsyssel og AC Horsens nok først og fremmest skal fokusere på at klare frisag i nedrykningskampen ved at sikre sig en plads i Top 6.
Det er to hold som begge har hentet fem sejre, to uafgjorte og fem nederlag i de første 12 runder. Vendsyssel har 16-17 i målscore, mens AC Horsens har 14-16. Så målt på statistikken er det virkelig svært at skille disse to mandskaber ad.
Det omvendte opgør i Horsens blev spillet så sent som i 10. spillerunde d. 23. september, så det er kun en lille måned siden. Her vandt AC Horsens med 3-1, efter Anders "AK" Jacobsen med to mål og New Zealænderen Elijah Henry Just med et enkelt havde sendt Den Gule Fare i front med 3-0. Vendsyssel fik pyntet på stillingen med et kvarter igen ved forsvarsspilleren Lasse Steffensen, men tæt på point kom Vendsyssel reelt aldrig.
Det var et opgør, hvor Vendsyssel sad på bolden i hele 64% af tiden, men kun blev noteret for ni målforsøg og kun to af disse indenfor rammen. AC Horsens havde altså kun bolden 36% af tiden, men skabte alligevel 23 målforsøg og hele 10 indenfor rammen. Statistikken fra det opgør viser også, at de to hold havde næsten lige mange angreb (94 til Horsens, 115 til Vendsyssel) fordelt på hele kampen, så det var et kampbillede hvor Vendsyssel havde svært ved at skabe de store afgørende muligheder trods den store boldbesiddelse.
Nu er det Vendsyssel med hjemmebanefordelen denne gang, og det giver som bekendt altid nogle ekstra procenter. Det er også hjemmeholdet som er favoritter hos bet365.dk med odds 2.37 på Vendsyssel, 2.87 på AC Horsens og odds 3.50 på uafgjort.
Selv om de to hold kun har spillet to uafgjorte kampe hver i hele sæsonen, tror vi der kan være udmærkede chancer for at de deler i porten her. Det er to hold som bør stå godt til hinanden og skabe en kamp præget af fysik og mange dueller. Skal der blive en vinder, tror vi dog det bliver gæsterne fra Horsens, baseret på hvor godt de havde styr på Vendsyssel for en måned siden.
Det bliver ikke verdens højeste odds i dagens spilforslags historie her på Oddsforum, men vi forsøger os med en god gammeldags halvgardering; uafgjort eller AC Horsens til odds 1.53 hos bet365*. Væddemålet findes under markedet "Dobbeltchancen" hos bookmakeren, og her er der altså gevinst, så længe Vendsyssel ikke vinder kampen.
Slaget mellem Vendsyssel FF og AC Horsens kan ses direkte i TV hos TV3 Sport og Viaplay kl. 19.00.