29. september 2022
30/9: AaB vs OB, Hvidovre vs Vejle og Bayern München vs Leverkusen
Fredag d. 30. september byder på AaB vs OB, Hvidovre vs Vejle og Bayern München vs Bayer Leverkusen i Dagens Spilforslag på Oddsforum.dk.
I denne weekend vender klubfodbolden for alvor tilbage rundt omkring i Europa, og allerede fredag aften kickstartes en forrygende fodboldweekend med flere interessante opgør.
Herhjemme i vores egen andedam kan vi glæde os til et voldsomt spændende opgør mellem AaB og OB i Superligaen, samt et ligeså interessant topopgør i NordicBet Ligaen mellem Hvidovre og Vejle.
Derudover kigger vi også mod Tyskland, hvor FC Bayern München hjemme på Allianz Arena tager mod Bayer Leverkusen i Bundesligaen.
AaB vs OB
Kampstart: 19:00
TV: TV3 Sport
Spilforslag: Uafgjort - odds 3.55 @ Oddset*
AaB fyrede cheftræner Lars Friis efter 1-1 kampen mod Lyngby på Aalborg Portland Park i forrige spillerunde. Erstatningen og kultfiguren i Aalborg, Erik Hamrén, som førte AaB til klubbens seneste guldmedaljer i 2008, fik dog ikke just nogen drømmestart på anden tørn i klubben som cheftræner. AaB blev nemlig spillet ud af brættet i Aarhus, da de tabte med 3-1 i sidste kamp før landskamppausen, og det var ikke kun resultatet som var skidt - det var præstationen i den grad også. AaB fik nærmest ikke et ben til jorden i en kamp, som AGF dominerede og vandt meget, meget fortjent.
AaBs defensiv så vakkelvorn ud, og det fungerede slet, slet ikke med den normale back Kristoffer Pallesen i det centrale forsvar. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvilke ændringer Erik Hamrén kommer til at foretage i sin startopstilling til denne første hjemmekamp efter pausen. Der har været tid til arbejde med tingene på træningsbanen, og det har formentlig været guld værd for AaB'erne med en pause fra kampprogrammet. Man må forvente en bedre præstation end sidst, men indtil vi har set AaB præstere bedre under Hamrén, ser det altså meget bekymrende ud på AaBs vegne.
AaB er nu nr. 11 i Superligaen med ni point, men tabellen er tæt, og kan de strikke en serie af pointgivende kampe sammen, kan de hurtigt melde sig ind i kampen om Top 6 igen.
OB var for få runder siden i AaBs position. Men seks point i de sidste to Superliga-kampe har tippet formbaromeret i den rigtige retning for fynboerne. Først slog de FC København hjemme med 2-1, og senest sejrede de så med 2-0 i Lyngby. Det er også blevet til en 3-0 sejr over Marienlyst i en træningskamp her i landsholdspausen.
Det har pyntet gevaldigt på OBs udtryk, at man har fået Issam Jebali tilbage fra skade og i topform. Endvidere har det været en klar forstærkning af defensiven, at Martin Hansen har overtaget stængerne i OB-målet og at Mihajlo Ivancevic er tilbage i det centrale forsvar. Samtidig har midtbanen øjensynligt fået tilføjet kvalitet med den nye signing Armin Gigovic.
Generelt ser det langt bedre ud for holdet fra Ådalen nu, end det gjorde for blot en måned siden, og OB kan tage et syvmileskridt mod en total afblæsning af alt krisesnak, hvis de kan snuppe en sejr her i Aalborg.
AaB har uden tvivl mest brug for en sejr her, men OB'erne vil kunne lugte blod og muligheden for også at snuppe de tre point med hjem fra Nordens Paris. Vi tror dog ingen af holdene ender med at få alle tre point. Vi forventer et tæt opgør, som AaB for alt i verden ikke må tabe. De skal ganske enkelt i gang med nogle point under Hamréns ledelse, og det vil være tæt på katastrofalt, hvis man igen taber på samme overbevisende måde som i Aarhus sidst.
Derfor forventer vi et AaB-hold, som kommer til at lægge hjerte og sjæl på banen i jagten på point. Men OB har også masser af selvtillid med til Aalborg ovenpå en lille stime med gode resultater og fornuftige præstationer, og de har bestemt heller ikke brug for at vende tilbage til kampe med nul point. Derfor synes vi det lugter af en pointdeling, hvilket måske også er et resultat, som begge klubber - trods alt - kan stille sig tilfredse med.
Vi spiller uafgjort til odds 3.55 hos Oddset, og skyder på at kampen ender 1-1.
Hvidovre vs Vejle
Kampstart: 18:30
TV: Viaplay
Spilforslag: Uafgjort - odds 3.60 @ Oddset*
Der er topopgør i vente i NordicBet Ligaen, når Hvidovre tager mod Vejle på den københavnske vestegn fredag aften. Hvidovre er nemlig kun et point efter Vejle i kampen om førstepladsen, og HIF kan derfor snuppe topplaceringen i rækken med en hjemmesejr.
Hjemmesejre er det også blevet til i alle fire kampe på Hvidovre Stadion i denne sæson. HIF har nemlig en perfekt track-record på hjemmebanen med fire sejre i fire kampe. Målscore er imponerende 15-2, og seks af de 15 mål blev scoret i den seneste hjemmekamp som blev vundet med hele 6-0 over Hobro. HIF tabte derefter med 2-3 i Haderslev mod SønderjyskE, men rejste sig igen med en 2-1 sejr i Fredericia lige før landskampspausen.
Der er ingen tvivl om, at Hvidovre har præsteret bedre i denne sæson, end de fleste havde forestillet sig før sæsonstarten. Men gæsterne fra Vejle er som bekendt Superliga-nedrykkere, og Hvidovre tabte for første og hidtil eneste gang i sæsonen, da de stod overfor de andre Superliga-nedrykkere fra SønderjyskE i Haderslev for to kampe siden. Spørgsmålet er derfor, om Hvidovre kan matche den ekstra kvalitet, som trods alt må være i Vejles trup.
Offensivt har Hvidovre i hvert fald meget at byde på med folk som Christian "Greko" Jakobsen med seks mål, og Fredrik Carlsen med fem mål. Også Tobias Thomsen har været guld værd, da han har spillet en rolle i ni scoringer med tre mål og seks assists.
Vejle har dog også deres offensive kvaliteter på plads. Kristian Kirkegaard har også lavet seks mål for VB, og yderligere fem assists, mens grækeren Dimitrios Emmanouilidi har scoret fem mål i sæsonen allerede. Det er blot et par af de folk, som bestemt kan gøre livet svært for Hvidovre-forsvaret fredag aften.
Vejle har været imponerende stærke og kandiderer stærkt til oprykning allerede nu med otte sejre i 10 kampe. Men de har ikke været uovervindelige, for de har også tabt to gange mod HB Køge og Vendsyssel. Der er altså ingen tvivl om, at Hvidovre kan udfordre Vejle hjemme på Hvidovre Stadion, hvor HIF har været uovervindelige i denne sæson.
VB er selvfølgelig favoritter, men som oddsene på kampen hos Danske Spils Oddset også indikerer, er det et forholdsvist åbent opgør. Lige nu er der odds 2.80 på Hvidovre, 2.30 på Vejle og 3.60 på uafgjort.
Vi forventer en kamp som byder på mål i begge ender, og det kan gå hen og blive en rigtig underholdende affære. Der er dog ikke voldsom god værdi i et spil på Over 2,5 mål til odds 1.62. Derfor forsøger vi os i stedet med et klassisk kryds til odds 3.60, da det er et resultat, som begge tophold reelt kan bruge. Det vil nemlig betyde, at SønderjyskE på tredjepladsen bliver holdt lidt på afstand, selv om SønderjyskE sandsynligvis slår bundproppen Nykøbing FC lørdag på Falster.
Vejle har også stadig til gode at spille deres første kamp uafgjort i denne sæson (V8-U0-T2), og vi synes altså det ligger i kortene, at det første kryds kan komme her i Hvidovre, hvor Vejle trods alt må være tilfredse med at få point med hjem fra en svær udebane.
Bayern München vs Bayer Leverkusen
Kampstart: 20.30
TV: TV3 Max
Spilforslag: Bayern -1 mål - odds 1.80 @ Oddset*
Vi runder fredags-programmet af i Dagens Spilforslag med et tysk Bundesliga-opgør i München. Her mødes sidste sæsons nr. 1 og nr. 3 i et opgør, som lige nu kun er et møde mellem nr. 5. og nr. 15 i rækken.
FC Bayern München er nemlig kommende lidt lunkent fra land i den hjemlige Bundesliga, mens resultaterne i Europa har været perfekte. I Champions League har Bayern nemlig slået både Inter og Barcelona med 2-0 i de første to spillerunder, og topper derfor gruppe C med maksimum point og en 4-0 målscore. Men hjemme i Tyskland har Bayern fire gange smidt point i de første syv kampe (V3-U3-T1), til trods for en ellers velsmurt målmaskine som allerede har lavet 19 Bundesliga-mål og et hav af chancer i sæsonen.
Dermed skulle man måske tænke, at sidste års bronzevindere fra Leverkusen har en udmærket chance for at få noget med hjem fra Allianz Arena. Men Leverkusen har skuffet fælt i denne sæson med kun én sejr, to uafgjort og fire nederlag i de første syv kampe. Derudover røg de skuffende ud af DFB Pokalen mod et hold fra lavere rækker, og de glippede også kvalifikationen til Champions League mod Panathinaikos, og er nu henvist til Europa League. Her indledte Leverkusen gruppespillet med et 1-0 nederlag ude mod Club Brügge, men de fik dog oprejsning sidst med en 2-0 sejr hjemme over Atletico Madrid. Sejren over spanierne blev fulgt op af 1-1 mod Werder Bremen op til landskampspausen.
Det uafgjorte resultat mod Jens Stage og Co. i sidste spillerunde, var den tredje kamp i træk for Leverkusen uden nederlag, og cheftræner Gerry Seoane, som har siddet på posten siden sommeren 2021, er fortsat manden man sætter sin lid til i klubben. Men krisen synes bestemt ikke afblæst endnu, og de kommer sandsynligvis ud i et stormvejr mod deres mål i München fredag aften. Bayern har godt nok smidt nogle point, men de har skabt voldsomt mange chancer og mål i stort set alle kampe i denne sæson, og de kommer meget snart tilbage på tronen i Tyskland, hvis det fortsætter.
Bayern er da også store favoritter hos Oddset, hvor en hjemmesejr kun giver pengene 1.32 gange igen. Vi har dog en klar forventning om, at Bayern kommer til at vinde dette opgør komfortabelt, og tøver derfor ikke med at tildele Bayern et målhandicap på -1 mål før kick off. Bayern -1 mål giver odds 1.80 hos Oddset.