Danmark trækkes ved EM 2020 lodtrækningen

22. november 2019

Danmark får tre hjemmekampe i EM-gruppe med Rusland

Der blev i dag trukket lod til EM 2020 Playoff kampene hos UEFA, og samtidigt blev der afholdt en ekstra lodtrækning, som skulle afdække om Danmark eller Rusland får fordel af tre hjemmekampe i gruppespillet ved EM 2020.

Her er situationen nemlig den, at Danmark og Rusland er sikre på at komme i Gruppe B sammen, og da begge er EM-værter skulle en lodtrækning altså afgøre, hvilket land der skal spille på hjemmebane i den direkte kamp mellem de to værtslande. Eller med andre ord: Hvem der skal spille tre kampe på deres eget stadion.

Her ville lodtrækningsskæbnen altså, at Danmark skal være på hjemmebane i Parken mod Rusland, og dermed bliver det til tre hjemmekampe for Danmark ved EM 2020.

Vi ved også, at Belgien bliver det tredje hold i gruppen, men hvem der bliver det fjerde hold får vi først svaret på lørdag d. 30. november, hvor der trækkes lod til EM 2020-grupperne. 

Foruden de tre gruppekampe ved EM 2020, skal der også spilles en enkelt 1/8-finale i Parken. Skulle Danmark spille sig videre fra Gruppe B, bliver det dog ikke i Parken, at Danmark skal spille 1/8-finale. Den kamp skal nemlig spilles enten i Bilbao i Spanien, Amsterdam i Holland, Glasgow i Skotland eller i Bukarest i Rumænien.