Danmarks vej til EM 2020 i fodbold

13. november 2019

Hvordan kommer Danmark til EM 2020? Status før de sidste kval-kampe

Det er afgørelsens stund for Danmark i EM 2020-kvalifikationen. Hvorvidt Danmark kommer med til EM næste sommer får vi svaret på i de kommende dage, hvor Danmark spiller de sidste to gruppekampe i kvalifikationen mod Gibraltar og Irland.

Skulle kvalifikationen til EM 2020 glippe her for Danmark, er det dog ikke helt slut endnu: I så fald får vi nemlig chancen for at kvalificere os via EM 2020 Playoffs i slutningen af marts 2020, hvilket du kan læse mere om nederst i denne artikel. Først tager vi et kig på de forskellige scenarier som kan udspille sig i Danmarks kvalifikationsgruppe i de kommende dage, hvor Danmark altså møder Gibraltar fredag i Parken og Irland mandag i Dublin.

Situationen før fredagens kvalifikationskampe

Fredag d. 15/11 møder Danmark Gibraltar i Parken, mens Schweiz tager imod Georgien hjemme. I sidste spillerunde af gruppespillet på mandag skal Danmark møde Irland i Dublin, mens Schweiz på udebane møder Gibraltar.

Schweiz kan sikre sig EM-billetterne med to sejre over Georgien og Gibraltar, hvilket vil gøre mødet mellem Irland og Danmark til en direkte duel om den anden EM-billet i gruppen. Her kan Danmark nøjes med uafgjort mod Irland, hvis vi slår Gibraltar på fredag, da Danmark med en sejr fredag vil komme til Irland med tre point flere end irerne.

Danmark kan dog allerede fredag aften sikre sig EM-billetterne med en sejr over Gibraltar, hvis Schweiz samtidig taber deres hjemmekamp til Georgien.

Hvis Schweiz spiller uafgjort mod Georgien, mens Danmark slår Gibraltar, vil vi med et nederlag i Irland kunne ende i en situation, hvor den indbyrdes målscore i kampene mellem Irland, Schweiz og Danmark vil afgøre hvem der kommer med til EM. Og her har Schweiz en fordel over Danmark, da de har en bedre målscore i kampene mod Irland og Danmark, end vi har mod Irland og Schweiz.

Læs meget mere om de forskellige scenarier for kvalifikationen i Danmarks gruppe forneden.

Odds: Hvem kvalificerer sig fra Danmarks gruppe

Der er ingen tvivl om, at Schweiz og Danmark er de største favoritter til at kvalificere sig til EM 2020 fra Danmarks gruppe lige i øjeblikket. Ser man på odds på hvem der kvalificerer sig fra Gruppe D til EM 2020 hos bookmakeren Youbet, ser de ud som følger før fredagens kampe:

Euro 2020 Kvalifikation - Gruppe D

Schweiz: Odds 1.60
Danmark: Odds 2.25
Irland: Odds 34.00

Spil hos Youbet

Stillingen og situationen i Danmarks Gruppe

Gruppe D: EM 2020 Kvalifikation
Land K V U T Mål P
Irland 7 3 3 1 6-4 12
Danmark 6 3 3 0 16-5 12
Schweiz 6 3 2 1 12-5 11
Georgien 7 2 2 3 7-10 8
Gibraltar 6 0 0 6 2-19 0

Hvis vi tager et kig på stillingen netop nu, før Danmarks to sidste kampe mod Gibraltar og Irland, så er situationen den, at tre lande har chancen for at snuppe de to pladser i toppen af puljen, som giver direkte adgang til EM 2020.

Irland har spillet syv kampe og derfor kun mangler kampen mod Danmark, mens vi og schweizerne altså begge mangler to kampe. Irland kan derfor ikke gøre andet end at afvente mandagens hjemmekamp mod Danmark, hvor irerne med 99,9% sikkerhed er tvunget til at vinde. Skulle Schweiz få 0 point i de sidste to kampe, hvilket virker usandsynligt, kan Irland altså teoretisk set kvalificere sig med uafgjort mod Danmark. Men vi går ud fra at både Danmark og Schweiz henter tre point mod Gibraltar, og derfor vil Irland altså være tvunget til at slå Danmark i Dublin, hvis de skal med til EM 2020 via gruppekvalifikationen.

Irlands sidste kamp:

  • Hjemme mod Danmark mandag d. 18/11

Danmarks sidste kampe:

  • Hjemme mod Gibraltar fredag d. 15/11
  • Ude mod Irland mandag d. 18/11

Schweiz' sidste kampe:

  • Hjemme mod Georgien fredag d. 15/11
  • Ude mod Gibraltar mandag d. 18/11

 

Bedste Scenarie: Danmark kvalificerer sig til EM på fredag

I det bedst tænkelige scenarie kan Danmark allerede snuppe en billet til EM fredag aften i Parken. Det sker hvis:

  • Danmark slår Gibraltar og Schweiz taber på hjemmebane til Georgien

Det vil nemlig give os et fire points forspring ned til Schweiz på tredjepladsen med kun tre point tilbage at spille om.

Sandsynlighed: Vi giver dette max. 5% chance for at ske. Danmark er selvfølgelig storfavoritter mod Gibraltar, som vi slog med hele 0-6 på udebane, og alt andet end dansk sejr over Gibraltar i Parken vil være en vaskeægte sensation. Til gengæld tror vi ikke Georgien har, hvad der skal til for at snuppe alle tre point mod Schweiz. Georgien har været skidt spillende på udebane i de første tre udekampe i kvalifikationen, hvor de har tabt med 1-0 i Irland, 5-1 i Danmark og vundet knebent med 2-3 på Gibraltar. Nu har georgierne ikke mere at spille for i denne EM 2020 kvalifikation, så at tro på de henter sejren mod Schweiz, der spiller om EM-billetterne, virker som utopi.

Hos bookmakeren Youbet er der odds 19.00 på Georgien til at vinde i Schweiz, så man skal være optimist for at tro på dette scenarie.

 

Mest Sandsynligt: Schweiz og Danmark vinder begge fredag

Det mest sandsynlige scenarie er, at Schweiz som forventet slår Georgien, mens Danmark også slår Gibraltar i Parken fredag aften. Det vil betyde, at Irland overhales af begge nationer med følgende stilling i toppen af gruppen inden mandagens afgørende kampe:

1. Danmark: 7 kampe - 15 point
2. Schweiz: 7 kampe - 14 point
3. Irland: 7 kampe - 12 point

Situationen for Schweiz:

I sidste spillerunde, mandag d. 18/11, skal Schweiz blot hente ét point ude mod Gibraltar for at spille sig på 15 point (17 point med en sejr), og dermed være sikret EM 2020-billetterne, da Schweiz er bedst i indbyrdes kampe mod Danmark og Irland netop nu (læs mere forneden i scenariet hvor alle tre lande ender med 15 point).

Situationen for Irland og Danmark:

Til gengæld vil mødet mellem Irland og Danmark i så fald være en direkte duel om EM 2020-kvalifikation. Irland kan her overhale Danmark med en sejr i Dublin på mandag, fordi Irland fik 1-1 i Parken i den omvendte kamp mellem landene, og derfor vil være bedst i det indbyrdes regnskab mod Danmark, selv om Danmarks samlede målscore er langt bedre end Irlands.

Til gengæld kan Danmark altså kvalificere sig til EM, hvis vi ikke taber kampen i Irland. Bare ét point vil nemlig holde os foran Irland, og en sejr i Dublin vil give Danmark sejren i gruppen foran Schweiz.

 

Scenariet med schweizisk fiasko mod Georgien eller Gibraltar

Som nævnt slutter Schweiz af med to (på papiret) nemme kampe hjemme mod Georgien og ude mod Gibraltar. Alle forventer det bliver til seks point til Schweiz, men hvad sker der, hvis Schweiz skulle sætte point til her?

Schweiz behøver mindst fire point i disse to kampe, for at komme med til EM. Får Schweiz kun tre point i disse to kampe, er Danmark EM-klar, hvis vi bare slår Gibraltar på fredag. Et nederlag til Irland vil ikke betyde noget.

Får Schweiz derimod præcist fire point i de to kampe, vil Danmark stadig komme med til EM 2020, hvis vi får en sejr over Gibraltar og mindst ét point i Dublin. 

Situationen hvis alle tre lande har 15 point

Måske kan vi endda tabe i Irland og stadig komme med til EM, hvis Schweiz kun får fire point ud af kampene mod Georgien og Gibraltar. I det tilfælde vil Irland, Schweiz og Danmark alle have 15 point efter de 8 kampe, og så bliver det hele afgjort af det indbyrdes regnskab mellem de tre lande.

Ser man på alle kampene mellem Irland, Schweiz og Danmark er stillingen som følger:

Irland, Schweiz og Danmark indbyrdes
Land Mål Point
Schweiz 6-5 5
Danmark 5-4 5
Irland 2-4 2

Mens Schweiz ikke har flere kampe tilbage mod hverken Irland eller Danmark, kan deres målscore altså ikke nå at ændre sig i de indbyrdes kampe. Danmark møder som bekendt Irland, og taber Danmark den kamp, vil Irland altså også komme op på 5 point i de indbyrdes kampe. Vinder Irland kun med 1-0 over Danmark, vil irerne have en målscore på -1 (3-4) mod Danmark målscore på 0 (5-5), men taber Danmark med 2-0, vil Irland have en målscore på 0 (4-4) mod Danmarks -1 (5-6).

1-0 til Irland i dette scenarie, hvor alle tre lande har 15 point efter 8 kampe, sender altså Danmark til EM, mens 2-0 sender Irland til slutrunden.

 

Worst Case Scenarie: Danmark taber point mod Gibraltar

Hvad sker der, hvis Worst Case Scenario indtræffer, og Danmark taber point fredag aften til Gibraltar? Udover at vi lige må nive os i armen for at se om vi blot har et mareridt, eller om Danmark virkelig har formået at sætte point til mod miniput-nationen på hjemmebane i Parken, så efterlader det os også i en skidt situation, hvor vi enten skal vinde i Irland eller spille uafgjort i en målrig kamp.

Et point mod Gibraltar vil efterlade os med 13 point inden mødet med Irland, og dermed vil uafgjort være nok i Dublin for Danmark.

Nul point mod Gibraltar vil efterlade os med 12 point inden mødet med Irland. Det er samme pointantal som Irland har før kampen, og Danmark kan her gå videre på følgende måder:

  • Sejr over Irland
  • 1-1, 2-2, 3-3 etc. mod Irland

0-0 sender derimod Irland videre, da begge lande vil have 13 point, og Irland vil være bedst indbyrdes mod Danmark efter 1-1 i Parken og 0-0 i Dublin.

 

Sidste Chance: EM 2020 Playoffs

Skulle det hele gå så galt, at Danmark ikke kvalificerer sig til EM 2020 via gruppekvalifikationen, kan vi glæde os over - og se frem til - den sidste chance i EM 2020 Playoffs. Her har vi sikret os en plads, da Danmark vandt puljen i Nations League i efteråret 2018 foran Irland og Wales i Liga B Gruppe 4. Dengang var der ikke mange i Danmark der tilskrev Nations League-sejren den helt store værdi, men vi er nok mange der priser os lykkelige for i dag, at vi har et ekstra skud i bøssen, hvis det hele går galt i de kommende dage mod Gibraltar og Irland.

Hvem Danmark evt. skal møde i EM 2020 Playoffs kommer naturligvis an på, hvilke nationer der allerede har sikret sig en plads ved EM 2020. Her skal Danmark som udgangspunkt møde vinderne af de øvrige grupper i Liga B i Nations League 2018 (bl.a. Ukraine og Rusland), men flere af disse ser ud til at kvalificere sig direkte til EM 2020 via gruppekvalifikationen. Derfor overdrages deres pladser i EM 2020 Playoffs til de næstbedste hold i grupperne, som ikke har sikret sig direkte kvalifikation til EM.

Da stort set alle Liga A-nationerne i Nations League ser ud til at kvalificere sig til EM 2020 via den direkte kvalifikation, pånær Island, vil EM 2020 Playoffs for Liga A nationer formentlig bestå af Island fra Liga A og derudover tre lande fra lavere Nations League ligaer som ikke sikrede sig EM-deltagelse via kvalifikationen.

Hos UEFA.com fremgår det, at EM 2020 Playoffs lige nu - med stillingen efter EM kval-kampene d. 15. oktober, og med Danmark placeret på andenpladsen i vores gruppe som giver billet til EM - vil bestå af disse hold:

Liga A: Schweiz, Island, Bulgarien/Israel/Rumænien*
Liga B: Bosnien & Hercegovina, Wales, Slovakiet og Nordirland
Liga C: Skotland, Norge, Serbien, Bulgarien/Israel/Rumænien*
Liga D: Georgien, Nordmakedonien, Kosovo, Hviderusland

* I det nuværende scenarie med stillingen i EM kvalifikationen skal en lodtrækning afgøre hvilke to lande blandt Bulgarien, Israel og Rumænien som skal spille Liga A-playoffs og hvilket land skal spille Liga C-playoffs.

Bemærk: Schweiz var Liga A nation i Nations League, og er derfor i Liga A playoffs, hvis de ikke kommer direkte med til EM. Danmark vil dog være sikret en plads i Liga B-playoffs, hvis Schweiz og Irland ender med at snuppe Top 2-pladserne i vores gruppe. Men hvem der ender med at blive de tre øvrige lande i Liga B-playoffs er stadig genstand for ændringer, baseret på resultaterne i de sidste spillerunder af EM kvalifikationen, og hvem der kommer direkte med til EM.