11. juni 2015
1. Division optakt: Kampen om oprykning
Mens bolden længe har rullet i Superligaen, er det først torsdag aften, at spillerne i landets næstbedste fodboldrække 1. division skal til at snøre støvlerne.
Efter en god lang vinterferie er det overraskende nok Hobro, der indtager førstepladsen i 1. division med 42 point for de 18 kampe, holdene nåede at spille i efterårssæsonen.
Og Hobro er også klare favoritter til at ende med at rykke op i Superligaen, vurderer Danske Spil, der giver odds 1,40 på en oprykning til Hobro.
- Hobro overraskede alt og alle i efteråret ved at vinde 13 af 18 kampe. Det har nu bragt dem i en favorabel position, hvor de selv kan afgøre, om de skal opleve Superligaen for første gang i deres klubhistorie, siger Kim Ragle, oddssætter hos Danske Spil.
Hobro er styrkede
Hobro måtte i vinterpausen vinke farvel til holdets store profil, Kasper Fisker, der skiftede til Randers, hvor han allerede har vist sit værd. Alligevel mener Kim Ragle, at Hobro er kommet forstærket ud af vinterens transfervindue.
- For os at se har Hobros helt store styrke været helheden. De har et godt koncept og en god rollefordeling på holdet, og derfor er det også nemmere at skifte enkelte spillere ud, også selvom det er en stor profil som Kasper Fisker, siger Kim Ragle, der også peger på, at klubben har et solidt fundament at læne sig op ad rent spillemæssigt.
- De har rutinerede Egholm og Justesen i forsvaret, løbemaskinen Jonas Damborg på midten samt den meget målscorende angriber Mads Hvilsom. Hertil kommer de nye spillere i dette transfervindue, Jeppe Grønning og Sebastian Andersen fra Viborg samt Jacob Tjørnelund fra SønderjyskE, der alle kommer til at blande sig i startopstillingen, vurderer Kim Ragle.
Horsens har høj kvalitet
Danske Spil forventer, at det bliver sidste sæsons Superliga-nedrykkere Horsens, som kommer til at følge Hobro op i landets bedste fodboldrække.
- AC Horsens har haft et roligt transfervindue uden de store udskiftninger. Men de er nedrykkere og har store ambitioner om at rykke direkte op efter en enkelt sæson i 1. division. Det vurderer vi også, at de har den nødvendige kvalitet i spillertruppen til, siger Kim Ragle.
Horsens har lige nu 35 point på andenpladsen – to flere end Silkeborg, der ligger treer. Og netop Silkeborg bliver efter alt at dømme også den største udfordrer til en oprykningsplads.
- Silkeborg er ikke gearet til endnu en sæson i 1. division, så forårssæsonen bliver ekstremt vigtig for dem. Vi vurderer dog, at AC Horsens lige nu står en del stærkere end Silkeborg. Silkeborg led i efteråret flere ’dumme’ pointtab til hold, de burde kunne slå. Desuden har Silkeborg endnu ikke taget point fra de to tophold hidtil i sæsonen, og det er et absolut must, hvis man vil indhente de øverste hold, understreger Kim Ragle.
Rykker Horsens op i Superligaen, giver det odds 1,52. Skulle Silkeborg komme fra baghjul og nappe en af de to oprykningspladser, er oddset 2,05.
Vejle er outsider
Skal andre hold blande sig i kampen om de to oprykningspladser, skal de tre tophold i den grad gå i stå. Og hvem står så på spring?
- Et bud på en outsider kunne være Vejle, der har lejet et par spændende unge spillere i FCM. Men man har så til gengæld også har måttet afgive den lovende defensive spiller, Azer Busuladzic, til OB. Hvis det kommer til at køre for vejlenserne, kan de få et meget spændende forår – selv om 6 point til AC Horsens nok er for meget at skulle hente, siger Kim Ragle.
Vejle står til odds 7,50, hvis traditionsklubben fra Nørreskoven vender tilbage til Superligaen.
Lyngby-afgange kan mærkes
Lyngby går – ligesom Vejle – ind til forårssæsonen med seks point op til Horsens på andenpladsen, og nordsjællænderne kunne være et frækt bud på et hold, der kan kæmpe med om en oprykningsplads.
Hos Danske Spil har man dog ikke den store tiltro til Lyngby.
- De er normalt langsomme startere på de halvsløje baner i forårsmånederne, og så har de mistet den dygtige træner Johan Lange. Samtidig har der været en stor udskiftning i spillertruppen, hvor afgangen af David Boysen, Rasmus Nielsen og Andreas Granskov vil kunne mærkes, siger Kim Ragle.
Se odds på 1. division hos Oddset*