15. marts 2022
Danmarks trup mod Holland og Serbien: Eriksen er tilbage på landsholdet
Kasper Hjulmand har i dag udtaget Danmarks trup til landskampene mod Holland og Serbien i slutningen af marts, og her får Christian Eriksen comeback på det danske landshold.
Christian Eriksen vender tilbage til det danske landshold efter næsten et års fravær, når Danmark d. 26. og 29. marts møder Holland i Amsterdam og Serbien i Parken.
Det ligger fast efter Kasper Hjulmand i dag har navngivet spillerne i Danmarks trup til de to testkampe. Dermed er 30-årige Christian Eriksen tilbage i de danske nationalfarver, for første gang siden den forfærdelige kamp i Parken mod Finland ved EM 2020 i fodbold.
Christian Eriksen bliver en del af en Brentford-trio på A-landsholdet i de næste to kampe, da også Christian Nørgaard og Mathias Jensen er udtaget.
Mens Christian Eriksen er tilbage på landsholdet, er der desværre ikke gensyn med anfører Simon Kjær som stadig er skadet. Også Peter Vindahl, Jens Stryger Larsen, Daniel Wass, Jens Jønsson og Mohamed Daramy er sorteret fra ift. den seneste landsholdsudtagelse i efteråret 2021. Derudover er der heller ikke blevet plads til hverken Pione Sisto eller Martin Braithwaite.
Til gengæld er der en potentiel debutant i truppen i form af målmanden Daniel Iversen, og Kasper Hjulmand har også peget på Alexander Bah og Jesper Lindstrøm til truppen mod Holland og Serbien.
Kampene mod hollænderne og serberne har i øvrigt karakter af testkampe, og er altså uden reel betydning, udover at finpudse formen frem mod Nations League i juni og september samt VM i Qatar sidst på året.
Danmarks trup mod Holland og Serbien
Herunder ses Danmarks trup til kampene mod Holland og Serbien:
Målmænd:
Kasper Schmeichel, Leicester
Daniel Iversen, Preston NE
Frederik Rønnow, Union Berlin
Forsvar:
Alexander Bah, Slavia Prag
Andreas Christensen, Chelsea
Jannik Vestergaard, Leicester
Joachim Andersen, Crystal Palace
Joakim Mæhle, Atalanta
Rasmus Nissen Kristensen, RB Salzburg
Victor Nelsson, Galatasaray
Midtbane:
Christian Eriksen, Brentford
Christian Nørgaard, Brentford
Jesper Lindstrøm, Eintracht Frankfurt
Mathias Jensen, Brentford
Philip Billing, Bournemouth
Pierre-Emile Højbjerg, Tottenham
Thomas Delaney, Sevilla
Angreb:
Andreas Cornelius, Trabzonspor
Andreas Skov Olsen, Club Brügge
Jacob Bruun Larsen, Hoffenheim
Jonas Wind, Wolfsburg
Kasper Dolberg, Nice
Yussuf Poulsen, RB Leipzig
Eriksen tilbage i landsholdstruppen!
Landstræner, Kasper Hjulmand, har netop offentliggjort truppen til de kommende testkampe mod hhv. Holland og Serbien, hvor Christian Eriksen var på listen over de 23 udvalgte.#ForDanmark #landsholdet #herrelandsholdet pic.twitter.com/5lxfEVG9su— Fodboldlandsholdene 🇩🇰 (@dbulandshold) March 15, 2022