22. august 2016
Dansk spil med hjertet trak NordicBet i minus
Det var en overraskelse for mange, at Danmark neglede franskmændende i OL-finalen i håndbold. Men de danske tippere havde set det komme!
På tværs af alle NordicBets markeder var kun 18 procent af indskuddene lagt på de danske underdogs som vinder af håndboldfinalen ved OL. Blandt de danske kunder så det markant anderledes ud. Her lå hele 33 procent af indskuddene på dansk sejr.
Der var fest og glade dage i de danske hjem ovenpå herrernes fantastiske håndboldfinale ved OL.
Og foruden de nationale følelser havde danskerne endnu en grund til at hoppe højt i dagligstuerne. Mens NordicBets øvrige skandinaviske kunder satsede deres penge på franskmændene, troede de danske kunder i høj grad på Danmark.
Kigger man på alle NordicBets markeder, som omfatter Danmark, Norge, Sverige og Finland var kun 18 procent af indskuddene lagt på det danske landshold som vinder af finalen. Zoomer man i stedet ind på Danmark, var billedet dog et andet.
Hele 33 procent af indskuddene var lagt på Danmark til odds 4,15. Den danske guldmedalje resulterede derfor i et sekscifret tab for NordicBet på det danske marked.
"Håndboldfinalen er et klassisk eksempel på, at det nogle gange betaler sig at spille med hjertet. Danskerne var markante underdogs, og ud fra en kold analyse var det nok også korrekt. Men heldigvis handler sport ikke kun om statistikker.
Følelser, gejst, dagsform og sammenhold er også en del af ligningen, og det blev udslagsgivende i finalen", siger NordicBets pressechef Thomas Holm.
Eftersom kunderne i resten af Norden hovedsageligt havde spillet på Frankrig, går bookmakeren samlet set blot i et lille minus på håndboldfinalen.