15. december 2016
Danske Spil: AaB vælger gammel kending
AaB skal have ny træner, og tidligere Malmø-træner Allan Kuhn er Danske Spils favorit til at erstatte Lars Søndergaard som træner i Aalborg.
En ottendeplads med fire point op til oprykningsspillet. Det er status ved vinterpausen i AaB, og det er ikke godt nok for klubbens ledelse, som torsdag formiddag har fyret træner Lars Søndergaard.
Hos Danske Spil er en gammel kending af klubben storfavorit til at afløse Søndergaard.
- Det virker oplagt, at AaB ansætter Allan Kuhn. Han har et indgående kendskab til klubben efter at have brugt godt ti år deroppe, og han har med mesterskabet i Sverige bevist sit værd som cheftræner, siger Jan Trier, oddssætter hos Danske Spil.
Allan Kuhn giver odds 1,50 som ny cheftræner i AaB. Andenfavorit til at overtage jobbet er en anden gammel kending i Nordjylland. Nemlig svenske Hans Backe.
- Han er stoppet som landstræner i Finland, så han er lige blevet fri på markedet. Han er blevet 64 år, men hvis han havde lyst til endnu et trænereventyr, så virker AaB som en fin mulighed.
- Han har vundet DM med AaB én gang og to gange med FCK, og så har han været i tre pokalfinaler og vundet den ene. Vi har odds 3,00 på Backe, siger Jan Trier.