Danske Spil anklages for at ignorere hvidvask af penge

26. oktober 2015

Danske Spil anklages for at ignorere hvidvask af penge

En casino-kunde hos Danske Spil havde en så mistænkelig adfærd, at bookmakeren nu anklages for ikke at anmelde ham til politiet - det kan medføre en bøde.

En skandale kan være på vej i den danske spillebranche, efter Danske Spil i en pressemeddelelse oplyser, at de er blevet anklaget af Spillemyndigheden for at overtræde hvidvask-reglerne. Det har medført en politianmeldelse af Danske Licensspil.

Spillemyndigheden, der er den danske kontrolinstans i forhold til alt, udbudt spil herhjemme, mener helt præcist at Danske Spil har haft en kunde på deres casino-del under Danske Licens Spil i perioden 2013-14, som har udvist en mistænkelig adfærd. I Spillemyndighedens øjne en så mistænkelig adfærd, at Danske Spil burde have meldt ham til politiet.

Danske Spil mener på den anden side, at det eneste, man har mistænkt den givne kunde for, er at være ludoman, og at man i den konkrete sag har forsøgt at agere efter dette. De benægter altså, at kundens adfærd på deres online casino skulle kunne trække tråde til decideret hvidvask af penge, men at kundens adfærd rigtig nok har været mistænkelig, uden man fra Danske Licens Spils side har tilskrevet det andet end ”almindelig” ludomani.

Dette fremgår af en pressemeddelelse, udsendt af Danske Licens Spil.

Bagmandspolitiet er nu i gang med at efterforske sagen, der kan ende med en bøde til Danske Spil, hvis der vel at mærke viser sig at være noget hold i tiltalen.

Vi følger løbende udviklingen i sagen her på Oddsforum!