1. april 2016
Danske Spil: Bendtner lander i FCK
Ryger den fritstillede Nicklas Bendtner retur til Danmark og FCK? Ja, mener Danske Spil, der har en fremtid i FCK-trøjen som det mest sandsynlige for Bendtner.
Efter Nicklas Bendtner er blevet fritstillet fra træning i Wolfsburg går spekulationerne for Gud-ved-hvilken gang om, hvor den lange angriber nu skal forsøge at realisere sit talent. Men mulighederne er så småt udtømt for Bendtner, der gentagne gange har bevist, at han har det svært med disciplin.
Men selvom FCK har en disciplin-glad træner i Ståle Solbakken, så har Danske Spil vurderet, at det er mest sandsynligt, at han havner i hovedstadsklubben til sommer, og dermed kan skifte Bayern München som modstander ud med ture til Herning og Haderslev.
De har netop udbudt odds på, hvor Bendtner spiller næste gang, og i modsætning til tidligere er det nu blevet til et ja/nej-spil på, om han er i FCKs trup, når næste sæson sparkes i gang. Og de giver kun odds 1,80 på at han havner på de kendte baner på Frederiksberg, for her har han sine rødder, fortæller Danske Spil til Oddsforum.
”Vi tror Bendtner ender i FCK, fordi han har gode forbindelser i FCK og har tidligere udtalt, at han godt kan se sig selv i klubben. Derudover har han både kæreste og lejlighed i KBH. Derudover ser Ståle Solbakken et stort lys i Bendtner, og har tidligere givet et tilbud til angriberen”, fortæller oddssætter Jan Trier fra Danske Spil til Oddsforum.
Et andet argument for at Bendtner skulle vende hjem til Superligaen og FCK er, at han efterhånden har så mange kedelige sager på CV´et, at det bliver svært at finde en klub i udlandet, fortæller Danske Spil, der dog også giver odds 1,90 på at han IKKE er at finde i FCK, når næste sæson begynder.