6. april 2016
Danske Spil med kæmpeodds på Leicester som mestre – næste sæson!
Hos Danske Spil gør man ikke samme fejl to gange, og de har nu smidt nye odds ud på næste sæsons engelske mestre. Og Leicester står IKKE til odds 2000.
Som det ser ud lige nu, så kan Leicester om en måneds tid og en håndfuld spillerunder fejre et aldeles sensationelt engelsk mesterskab, hvilket er på vej til at koste engelske bookmakere spidsen af en jetjager.
F.eks. havde en bookmaker som William Hill et engelsk mesterskab til Kasper Schmeichel og co. helt oppe at ringe på odds 5000, hvilket en god mængde engelske tippere nok har ladet sig lokke af!
Det havde Danske Spil nu ikke svunget sig helt op til, men de stod dog til odds 2000, og en enkelt kunde spillede inden jul 500 kroner på et mesterskab til Foxes til odds 1000 - og som det fremgår af denne artikel, så står den danske bookmaker til at miste flere millioner, hvis sensationen rent faktisk sker.
Danske Spil er derfor blevet kloge af skade, efter de også havde Leicesters mesterskab til et astronomisk odds på 2000 inden sæsonstart, så de har allerede nu, hvor mesterskabet trods alt ikke er i hus, udbudt deres odds på de engelske mestre i næste sæson.
Og selvom Leicester ikke er gjort til favoritter, så er de sat til eventuelt at forsvare et mesterskab til odds 50,00, hvilket er det førende på markedet lige nu.
Favoritterne er ifølge bookmakeren Pep Guardiolas kommende klub, Manchester City, som har fået odds 2,40, på trods af at deres sæson hidtil er ved at glide ud imellem fingrene på dem.
Herefter følger sæsonens helt store fiasko, Chelsea, som dog også har en mestertræner på vej i det italienske landsholds nuværende træner, Antonio Conte.
Hvis Conte kan bringe mesterskabet tilbage til Stamford Bridge, så giver det odds 5,50. Herpå følger Arsenal til odds 6,00 og ligeledes kriseprægede Manchester United, som betaler pengene 8 gange igen, hvis de bliver engelske mestre.
Derudover kommer Christian Eriksens Tottenham, der giver pengene 10 gange igen (som de også gjorde kort før jul) mens Jürgen Klopp og Liverpool giver odds 16,00.
Hvis man har fidus til, at Leicester kan gentage den (mulige) succes i denne sæson igen i 2016/17, så kan det altså anbefales at kigge forbi hos Danske Spil.
Selvom Champions League nok kommer til at trække lidt på Leicesters ressourcer, og en del spillere er i fare for at forlade holdet.
Foto: Ronnie McDonald