31. oktober 2016
Danske Spil: Syv gange pengene på Dolberg-start mod Kazakhstan
Kasper Dolberg er udtaget til landsholdet, men får den unge angriber spilletid fra start mod Kazakhstan? Danske Spil giver odds 7,00 på det.
Det unge, danske Ajax-talent Kasper Dolberg var blandt de 23 navne, Åge Hareide hev op af hatten, da han mandag præsenterede de udtagne spillere i forbindelse med landskampene mod Kazakhstan og Tjekkiet i november.
Angriberen har imponeret i Ajax, men der er stadig et stykke vej til en plads blandt de startende 11 på landsholdet, vurderer Danske Spil, som ser Nicolai Jørgensen som sikker starter og Yussuf Poulsen eller Viktor Fischer som den anden angriber.
- Vi ville se det som en gedigen overraskelse, hvis Dolberg starter inde mod Kazakhstan, siger Peter Emmike, oddsansvarlig hos Danske Spil, og fortsætter:
- Dolberg har været fremragende for Ajax i denne sæson, men han er ung og har trods alt stadig kun leveret over et par måneder. Vi tror, at Hareide holder sig til de mere sikre kort i en kamp, som Danmark er tvunget til at hente tre point i, hvis VM-drømmen skal leve videre, siger Peter Emmike.
Danske Spil har åbnet for flere spil i forbindelse med startopstillingen til kampen mod Kazakhstan. Blandt andet får spillere odds 4,50 på, at Danmark stiller op med mindst fire Superliga-spillere fra start i VM-kvalifikationskampen.