26. september 2016
Danske Spil: Trump vinder første debat
I nat dansk tid tørner Hillary Clinton og Donald Trump sammen i den første tv-debat forud for det amerikanske præsidentvalg. Danske Spil har den republikanske kandidat som favorit til at vinde debatten.
Millioner af amerikanere vil sidde klistret til tv-skærmene i nat dansk tid. Den første tv-debat mellem de to præsidentkandidater løber over skærmen. Hillary Clinton og Donald Trump skal duellere på ord og argumenter. Men hvem står som vinder efter debatten?
- Vi har Trump som klar favorit til odds 1,40. Vi tror, han kommer til at være meget i offensiven og angribe Hillary med blandt andet hendes personsager og dårlige helbred., siger Kenni Fehstedt, oddssætter hos Danske Spil, og fortsætter:
- Skulle det lykkes Hillary at overraske og vinde debatten, giver vi odds 2,70.
Nu er det naturligvis ikke, Danske Spil selv, der afgør, hvem af kandidaterne der kan kåres som vinder efter nattens ordudvekslinger.
- Gallup USA spørger folk om, hvem de synes vandt debatten. Så resultatet afgøres efter Gallup USAs officielle meningsmåling, fortæller Kenni Fehstedt.
Mens Trump er favorit i aftenens debat, så er billedet stadig noget anderledes til selve valget.
- Selvom Hillary i vores øjne må tage til takke med rollen som outsider i aftenens tv-debat, kan hun glæde sig over stadig at have favoritværdigheden i selve valget. Vi giver odds 1,50 på, at hun bliver USA’s næste præsident, mens der er odds 2,75 på Trump, siger Kenni Fehstedt.
Tiltroen til Trump er størst i tre regioner
Danske Spil har længe haft spil på det amerikanske præsidentvalg. Kigger man lidt nærmere på onlinespillerne, og hvem de tror, der vinder valget, viser det sig, at der er flest, der har spillet på Donald Trump.
60 procent af spillene er nemlig på ham, mens 40 procent er landet på Hillary.
Tiltroen til Trump er størst i Region Sjælland, Region Nordjylland og Region Midtjylland, hvor omkring 2/3 af alle spil er på den republikanske kandidat.
I Region Hovedstaden og Region Syddanmark ser det noget mere jævnbyrdigt ud; her lyder fordelingen på 53-47 procent i Trumps favør.