17. november 2016
Et pokerspil hvor Brøndby trækker Sorteper
Hver uge kan du i samarbejde med NordicBet følge fodboldjournalist Søren Sorgenfris syn på aktuelle begivenheder i fodboldens verden her hos Oddsforum.
Superliga, Premier League, Champions League og det danske landshold kommer under luppen med analyser kombineret med insideinformationer.
[readmore id="1394">
Transfervinduet nærmer sig så småt i horisonten, og der vil være en del interessante temaer at holde øje med. Esbjerg skal forsøge at gøre sig attraktiv i forhold til spillere, der kan være med til at trække vestjyderne op af muddergrøften, FC København skal holde bejlere med store checkhæfter fra døren og hold som AaB og OB skal finde de energier, der kan få efterårets granatchok til at lægge sig.
Et af de mest interessante elementer ved januar måneds transfervindue, og det er faktisk allerede i gang, er dog Brøndbys kontraktudløb med trioen Christian Nørregaard, Andrew Hjulsager og Lebogang Phiri.
Tre midtbanespillere der alle har grebet chancen under Alexander Zorniger med bravour og stemplet ind som nøglespillere i tyskerens overfaldsfodbold. Derfor er det også en potentiel dyb ridse i lak og planlægning, der venter forude, hvis ikke det lykkes at forlænge med de tre.
På flere fanfora og andre platforme skydes der med skarpt efter Troels Bech og den øvrige ledelse. Hvorfor bliver forhandlingerne om kontraktforlængelser ikke omsat til papir, blæk og signatur, lyder det undrende rundt om i det digitale univers.
Men spørgsmålet er, om det overhovedet er et pokerspil, Brøndby kan vinde. Normalt så har man som sportsjournalist en fornemmelse af, hvor det bærer hen. Bliver spilleren og forlænger, eller ligger det i kortene, at det er tid til at forlade Superligaen.
Det handler om økonomi, politik, timing og agentmagt.
Mange transfermillioner på vippen
Brøndby har et af ligaens største budgetter, der er forskellige måder at gøre den slags op på, så lad os bare nøjes med stemplet blandt de største fremfor en decideret rangordning. Dog er der ingen tvivl om, at det vil gøre enormt ondt på de blågule, hvis alle tre vælger at gå kvit og frit til nye klubber ved kontraktudløb.
Andrew Hjulsager begynder så småt at være et godt navn ikke mindst i Tyskland, og med fortid som akademispiller er det potentielt rene transfermillioner, Brøndby kan gå glip af her.
Der er ikke en svensk eller dansk 1. divisionsklub, der skal have procenter, og at se en førsteholdsspiller af egen avl gå uden at det kaster transferkroner af sig, det vil være smerteligt.
Phiri kom til Brøndby som 18-årig i 2013, og der er muligvis en aftale om Bidvest Wits skal have procenter af et eventuelt videresalg, det ved jeg ikke, men med hans status som sydafrikansk landsholdsspiller er også her mange penge på spil.
Christian Nørgaard blev hentet i HSV, der var udgifter der, og uanset hvordan Brøndby har valgt at forvalte den udgift regnskabsteknisk, så vil det alt andet lige være bittert at vinke farvel til en lovende ung spiller, der begynder at blomstre op som spilførende defensiv midtbane.
Der er masser af defensive midtbanespillere derude, men ikke mange der har Nørgaards blik for spillet. I hvert fald ikke fra en hylde, hvor Brøndby kan forsyne sig.
Tre spillere - en agent
Det er muligt, at de tre spillere har hver deres grunde til at holde igen med forlængelsen. Det kan også være, Brøndby har holdt igen indtil emissionen var på plads, og alle tre forlænges trip-trap træsko i løbet af de næste uger. Det tror jeg dog ikke.
Fælles for de tre spiller er, at de har samme agent. Og det er her casen i Brøndby, den bliver interessant.
Vi har tidligere i Superligaens historie set AGF bygge et medaljehold op, potentielt guldvindere, blot for at se holdet blive flået af Bosman-dommen, en ledelse der ikke fik lukket kontraktforlængelser i tide og agenter, der selvfølgelig tog deres klienter til bedre kontrakter andetsteds. AGF kom sig vel aldrig rigtigt over det hammerslag.
Det er ikke givet et tilsvarende hammerslag, truer Brøndby, men at miste tre stamspillere uden økonomisk kompensation vil være en bet og en streg i regningen og den fortsatte genopbygning.
Spillernes agent er den tidligere landsholdsspiller Søren Lerby. Jeg har rettet henvendelse til Søren Lerbys agentfirma for at stille spørgsmål til sagen, men uden at få svar. Det overrasker mig ikke, han er ikke just den presse-aktive type.
En flink mand, men også en mand der som agent har et skarptslebet ry for at lave penge. Mange penge. Han har tidligere repræsenteret stjerner som Rafael van der Vaart og Wesley Sneijder, og kilder i det hollandske kalder ham diplomatisk en vanskelig forhandler, der kender sit værd.
Lerby kender sit værd
Ifølge hollandsk presse gik samarbejdet med Van der Vaart og Sneijder i vasken på grund af økonomi. Og der var vist også noget med, at hans samarbejde med Michael Krohn-Dehli gik køkkendøren på grund af ..hmmm… manglende fælles fodslag. Pengene står centralt i Lerbys butik, og se situationen i Brøndby fra hans synspunkt.
Lerby kan flytte alle tre spillere – de kan frit forhandle lige efter nytår – og rykker han dem transferfrit, er hans honorar markant større end ved en forlængelse med Brøndby. Lerbys netværk taler for, han kan placere dem i klubber, der kan tilbyde større lønninger til spillerne, lønninger som Lerby også får sin del af og dertil større agenthonorar end Brøndby kan tilbyde med mindre de virkelig vil strække sig langt.
Kan de det? Hvis Lerby går efter pengene, følger han blot den kurs han tidligt lagde for sin agentvirksomhed og vel også fodboldens moderne købmandsvæsen generelt.
Ergo skal Lerby vælge Brøndby med henvisning til, at det er bedre for hans klienters udvikling at blive i blåt og gult. Hjulsager og Nørgaard har trods alt ikke spillet kontinuerligt, men er først blomstret op her i efteråret.
Hvad vægter mest - penge eller spilletid?
Men er Lerby den type agent? Han repræsenterer også Viktor Fischer og Pierre-Emile Højbjerg, og ja det er da fornemt at skifte til Premier League, men helt ærligt. Var det et logisk udviklingstrin for Fischer at gå til Middlesbrough? Ikke i min optik, men pengene er store der. Det erkender jeg. Money talks og alt det der.
Højbjerg er kommet fornuftigt fra land i Southampton, men jeg er også en anelse skeptisk overfor fornuften i det skifte på den lange bane.
Det vil være langt lettere for Lerby at overtale en tysk, fransk eller spansk klub til at tage chancen på Nørgaard eller Hjulsager som transferfrie fremfor at overtale samme klubber til kastede 1-1,5 millioner euro i transfer efter dem.
Nu her kan de fremstå som spændende ’lottokuponer’ på fodboldens ophedede fodboldmarked og ikke anderledes ’forpligtende’ millionkøb.
Johan Larsson kan blive forhandlingsmiddel
Situationen bliver næppe mindre spændt af, at Lerby i Brøndby-regi også repræsenterer Johan Larsson. Den 26-årige svensker står til en markedsværdi af to millioner euro og har kontraktudløb ved udgangen af 2018. Det er ikke utænkeligt, at Larsson forestiller sig at prøve noget andet end Brøndby før udløb af hans kontrakt med dem, men hvad skal han egentlig koste?
Og kan Lerby tænkes at forsøge at handle hans pris ned ved til gengæld at tale varmt for en af Phiri, Hjulsager og Nørgaard forlænger til gengæld? Jeg ved det ikke, men det er ikke et utænkeligt scenarie med tanke for moderne fodbolds agentmagt. Søren Lerby repræsenterer også Brøndbys U18-landsholdsspiller Andreas Bruus, og står altså stærkt i klubben.
Det kan være et godt for en klub, at en agent kommer ind og er stærk i netop den klub. Eksempelvis i forhold til at få spillere ind i en vanskelig tid, men så snart agenten gerne vil have spillerne ud igen, så kommer der højvande i det strategiske ægteskab mellem klub og agent.
Troels Bech sidder med dårlige transfer-kort
Det er sket mange gange i nyere tid i Superligaen. Ingen nævnt, ingen glemt, som man siger, men langt de fleste klubber har haft den problemstilling i større eller mindre omfang.
Jeg kan ikke forestille mig, at det lykkes for Brøndby at forlænge med alle tre. Phiri ligner den mest oplagte buket farvelblomster til sommer af de tre, men mit bud er, at maksimalt en af de tre unge spillere forlænger.
Med mindre Brøndby har en joker i ærmet, for det er et interessant transfer-kortspil, som de blågule og Lerby har gang i. Brøndby vil tydeligvis gerne fastholde trioen med tanke for videresalg og præstationer på banen. Lerby ser formentlig chancen for at flytte dem til bedre betalte græsgange.
På Troels Bechs vegne frygter jeg, han sidder med dårlige kort på hånden overfor drevne Lerby.
Om Søren Sorgenfri
- Ni år som fodboldjournalist på BT/Berlingske.
- Selvstændig siden sommeren 2015 og redaktør på www.tribunen.com.
- Forfatter til bøgerne: ’Per Nielsen – Brøndby 4 ever?’, Brøndby storhed og fald’, ’EM-historiens største helte’, ’Sensationen – Leicesters mesterskab’ og flere bøger om Premier League samt Superligaen på vej.
- Klummeskribent hos www.nordicbet.dk
Klummen er et udtryk for skribentens egne synspunkter, og har Nordicbet har ingen indvirkning på klummens indhold.