18. maj 2017
Forsøg på matchfixing aflyser Allsvenskan-kamp
Matchfixing er for alvor begyndt at gøre sig bemærket i Europa, kan man konstatere, efter en kamp i den bedste, svenske række, Allsvenskan nu er blevet så direkte ramt, at den slet ikke bliver spillet.
IFK Göteborg – AIK Stockholm, der skulle spilles i aften, er nemlig med kort varsel blevet aflyst på grund af mistanke om matchfixing, oplyser Ritzau.
Oplysningerne er endnu ikke så mange, men ifølge det svenske fodboldforbund er en AIK-spiller i tirsdags blevet tilbudt en meget stor sum penge for at underpræstere i aftenens kamp og samtidig blevet udsat for trusler, hvilket spilleren altså har meddelt sin klub, hvorefter det svenske fodboldforbund har besluttet sig for at aflyse kampen. Hvem spilleren er, er endnu ikke blevet meldt ud.
"Man bliver utroligt ked af det, og samtidig rasende, rent ud sagt. Nogen forsøger at ødelægge vores sport, og vi bliver nødt til at agere, og ikke bare reagere", siger Håkan Sjöstrand, generalsekretær for det svenske fodboldforbund til SVT.
Kampen, der traditionelt er et af de største opgør i svensk fodbold er indtil videre udsat på ubestemt tid, men beslutningen om at udsætte kampen har fuld opbakning fra ledelsen i begge klubber.