3. oktober 2016

Norsk Tipping sætter grænser for kunders tab

Den statslige, norske bookmaker Norsk Tipping, sætter nu grænser for, hvor meget deres brugere kan tabe om måneden. Maksimumbeløbet er 20.000 norske kroner.

I Norge har de deres egen udgave af vores Danske Spil, kaldet Norsk Tipping. Vores norske venner har udelukkende Norsk Tipping at anvende, når de vil spille, da der stadigvæk er statsligt monopol på udbud af sportsvæddemål deroppe.

Derfor er det lidt af et tiltag, den norske stat nu har foretaget i forhold til muligheden for at spille ansvarligt. I samarbejde med Norsk Tipping er der nemlig nu blevet indført en øvre grænse for, hvor meget deres brugere kan tabe i løbet af en måned.

Og det er ikke nogen voldsomt høj grænse, der er mulighed for at sætte. Spillerne hos Norsk Tipping skal selv sætte den, og maksimumbeløbet er blevet sat til 20.000 norske kroner, hvilket cirka svarer til 16.500 danske kroner.

”Det vil have en forebyggende effekt, at spillerne skal sætte en grænse, før de begynder at spille. I et ædrueligt øjeblik, inden de bliver fanget af øjeblikket og lader sig rive med,” siger chef for afdelingen Ansvarlig Spillvirksomhet hos Norsk Tipping, Bjørn Helge Hoffmann, til nyhedsbureauet NTB.

Hos Danske Spil skal man dog ikke regne med, at der bliver indført en lignende grænse herhjemme, hvor man jo også skal tage med, at de ikke er alene på markedet, og der derfor skal tages hensyn til deres konkurrencedygtighed over for de andre bookmakere med dansk licens. Og derudover kan brugere ikke sammenlignes på så simpel en facon, mener DS.

”Problemet er, at det er meget individuelt, hvor meget vi kan tabe. Der er stor forskel på, hvad et tab på 20.000 kroner betyder for en administrerende direktør og for en arbejdsløs alenemor. Derfor er det ikke den bedste indikator på problematisk spil,” siger CSR-direktør hos Danske Spil Stine Hove Marsling ifølge DR Nyheder.

I stedet har Danske Spil fået sig et elektronisk system, der overvåger deres kunders spillemønstre og slår alarm, hvis der kan spores en problematisk adfærd.