North London Derby: Wenger er sin egen største fjende 

Her er en tanke. Arsene Wenger blev med tiden sin egen værste fjende. Det blev ikke Jose Mourinho eller Alex Ferguson eller en tredje. Wenger blev sin egen professor Moriaty, og siden den fabelagtige sæson 2003/04 har han kæmpet mod sin egen skygge. Besat af tanken om perfektion. 

[readmore id="1394">

Franskmanden revolutionerede engelsk fodbold, da han kom til Arsenal og Premier League i 1996 med nye ideer om kost, træning og disciplin. Slut var det med klubbens tunge drukkultur, spillernes byture og andre kulørte vaner og tiden med George Grahams kedelige, men sejrssikre 1-0 stil blev lagt bag Arsenal. 

Fra ’boring Arsenal’ til et kontinentalt spillende mandskab tilsat store, primært franske talenter som Petit, Vieria og Henry, og i det regnestykke må vi ikke glemme, at han om nogen forløste Dennis Bergkamps uforståeligt store talent og fodboldbegavelse.  

Hollænderen brød sig ikke om grimme mål, han ville det smukke og kunsten i spillet. Han stræbte efter det svære i spillet, og flugtede på den led i tanke og handling med Arsene Wenger, der i et interview med den franske avis L’Equipe omtaler sig selv som ’facilitator af det skønne’.  

Toppede med "the Invincibles"

Den perfekte fodboldkamp findes ikke, men under Arsene Wengers ledelse landede Arsenal det perfekte mesterskab med ’de uovervindelige’ i 2003/04 uden at lide nederlag. Her havde Wenger Premier League i sin hule hånd.  

Det er et ofte luftet argument, at Wengers succes banede vejen for andre udenlandske trænere i Premier League. Arsenal var således et år om at lande hans signatur, fordi der var stor modstand i klubbens bestyrelse mod at ansætte en udlænding som træner. Før Wenger var udenlandske trænere i England et kuriosum.

Briterne vidste bedst, og at mægtige Arsenal skulle binde an med en ukendt fransk træner var for flere af bestyrelsesmedlemmer i klubben en latterlig tanke, men David Dein fik presset ansættelsen igennem. Det har ingen vidst fortrudt.  

I dag er den britiske top-træner en truet dyreart. 2011/12 så ikke færre end syv skotske trænere – alle født indenfor en radius af 13 kilometer i Glasgow – stå i spidsen for mandskaber i Premier League. I dag finder man kun David Moyes i den kategori, og han er vel om nogen fyringstruet.  

Startede udenlandsk træner-revolution

Da Arsene Wenger kom til Arsenal, var han sammen med Chelseas Ruud Gullit den eneste udenlandske træner i ligaen mod 18 britiske trænere. I dag er kun 7 trænere i den bedste række britiske, resten af feltet er hentet udefra.  

Der går naturligvis også mode i den slags, og det er et fair punkt at antage, Wengers succes har bidraget til at åbne dørene for rivalen Jose Mourinho og en lang række andre udenlandske trænere, men dette indtog af udenlandske trænere er ikke den enkeltstående grund til franskmanden har mistet grebet om den engelske titel.

Ikke siden 2003/04 har Arsenal vundet mesterskabet, og i denne sæson bliver konkurrencen om titlen tættere en nogensinde. Modstanderen Tottenham i weekendens derby i det nordlige London er blot et af flere hold, der har stemplet ind med mod på mesterskabet.  

Tottenham har, naturligvis, også en udenlandsk træner i argentinske Mauricio Pocchetino. En tilsvarende visionær type, der kan blive Tottenhams svar på Arsene Wenger, og vise sig som ham, der får has på Spurs ’Spursy’ spøgelse. 

At andre udenlandske trænere er kommet til i rigt mål kan hverken forklare Arsenals trofæ-mæssige nedtur eller tilskrives Wengers tidlige succes i London. 

En global Premier League

I takt med størsteparten af klubberne i Premier League har skiftet ejermænd fra engelske til udenlandske hænder, så præges ligaen af en mere global tankegang. Amerikanske eller asiatiske ejere er vant til at gøre forretning med stort set alle nationaliteter, hvorfor det for dem ikke er usædvanligt at binde an med eksempelvis italienske eller spanske trænere.

Disse har tilmed et – måske misforstået ry - for at være taktisk foran de britiske trænere, men pointen er, at det store indtog af udenlandske trænere ikke kun ses i skyggen af Arsene Wengers succes, men at Premier League ikke længere end primært engelsk, men en global liga med globale ejere og trænere. 

Der spekuleres i om det er franskmandens sidste sæson for Arsenal. Der var en periode, hvor der var langt mellem ’in Wenger we trust’ på Emirates, og guld-tørken syntes at overvælde de ellers så tålmodige Arsenal-fans.  

Byggeriet af Emirates begrænsede i en periode Arsene Wengers transferbudget, men Gunners har altid været blandt Englands mere velhavende klubber, og blev tilbage i 30erne kaldt ’Bank of England’.  

Men lad os lige huske på, at Arsenal trods alt nåede Champions League-finalen i 2006 samtidig med et økonomisk kompetent stadionbyggeri.

Emirates er en pengemaskine 

Med Emirates gik Arsenal fra en tilskuerkapacitet på 38.000 til 60.000, hvilket afstedkom en stigning i entreindtægter fra 44 millioner pund i den sidste sæson på Highbury til 91 millioner pund det første år på Emirates. 

Tilladelsen til opførelsen af Emirates blev givet i 2002, og med tanke for at klubben på daværende tidspunkt blot havde en årsomsætning på 100 millioner pund, og byggearbejdet ville løbe op i 350 millioner pund, så blev første spadestik udskudt.

Bestyrelsen ville ikke tage et lån i den størrelsesorden, hvorfor byggeriet skulle finansieres via spillersalg samt opførsel og salg af luksuslejligheder på den gamle Highbury grund.

Med tanke for at andre klubber med dårligere finansielle vilkår i samme periode bygge nye stadions, så må man gå ud fra, at Arsenal ganske enkelt forsøgte at minimere risikoen. 260 millioner pund blev lånt som ’commercial debt’, der kunne handles af investorerne, men ikke til en højere rente end syv procent.

Kun få klubber kan låne så store summer så spiselige vilkår, og der blev stillet sikkerhed i klubbens fremtidige indtægter. En manøvre der faldt sjældent set heldigt ud, og vidner om klubbens økonomiske politik. 

Den økonomiske ansvarlighed og forståelse har Arsene Wenger fungeret glimrende under og med. I hans mere end 7000 dage som træner har Arsenal været fast deltager i Champions Leagues lukrative turnering, og franskmanden har flere gang vist sig ferm ud i at købe ungt og billigt og sælge dyrt på grænsen til sidste salgsdato.  

Sværere at købe billigt og sælge dyrt

Men det spil har ændret sig. Tiden er løbet fra ham, hvor han takket være godt netværk kunne finde primært franske billige talenter og forædle dem. Konkurrencen om dem er blevet hårdere, og i takt med Arsenals konkurrenter har købt dyrt ind, så er forventningerne til Arsenal gået tilsvarende i vejret.  

Som da Wenger ræsonnerende over Leicesters køb af Riyad Mahrez for 350.000 pund og vurderede, at Arsenal var blevet til grin, hvis de havde købt så billig en spiller uagtet kantspillerens kvaliteter. Mahrez estimeres at koste 35 millioner pund i dag. 

Og det virker som om, Arsenal har haltet bagefter på transfermarkedet, siden Claude Makelele gik fra Real Madrid til Chelsea. En fremragende oprydder i den absolutte verdensklasse, som altså gik til rivalerne i en tid, hvor det havde været naturligt for Arsenal at sikre sig – tilmed en franskmand – et bolværk til at være partner Patrick Vieira på den centrale midtbane.

Den defensive midtbane har længe været et problem for Arsenal, og i det hele taget forståelsen for det fysiske element i defensiven.

Hvor konkurrenterne omkring Arsenal byggede på og det for store beløb, så hentede Arsene Wenger spillere, der var akkurat gode nok til at fastholde klubben i top 4, men mesterskabet har længe ikke virket realistisk. Med indkøb over de senere år som Giroud, Özil og Santi Carzola, så har Arsenal hentet spillere, der var gode, men gode nok?

Henry og Vieira udviklede sig til verdensklassespillere, og Bergkamp var en elegant gæst fra en anden planet.

Langt fra Özil til Bergkamp

Og tilsammen udgjorde de et fundament i en trup, hvor det lyste ud af dem, de ville vinde. Har Gunners de senere år haft den samme vilje?

Real Madrid sendte Özil til Arsenal med slet skjulte udmeldinger i spansk presse om, at tyskeren havde brugt alt for meget tid på kvinder til vise sit sande værd.

Sandheden er dog formentlig, at Özil og Real Madrid ikke kunne blive enige om en kontraktforlængelse, men han blev set i adskillige smukke kvinders selskab i den periode. 

Det er unægtelig et andet mindset end hos tidligere playmakere som Bergkamp.  Dog må man forsvare købet af Özil med, at han leverede flest assist af alle i sidste sæson i Premier League, og i indeværende sæson mere og mere ligner den ’game changer’, som han har potentialet til at være. 

Set på den lange bane kan man undre sig over, at Arsene Wenger missede typer som Didier Drogba og Luis Suarez. Chelsea hentede Drogba på den franske sydkyst hos Marseille, og Suarez kom til Liverpool fra Ajax.

I såvel Marseille som Ajax går der ikke meget under Arsene Wengers radar, men ikke desto mindre.

Wenger sov i timen med Suarez

Drogba blev handlet for 24 millioner pund i 2004, hvorfor Wenger skal være undskyldt her på grund af Arsenals finansielle situation, men Suarez i 2011 for et tilsvarende beløb? Og mon ikke åndsfællen Dennis Bergkamp der var assistent i Ajax i 2011 havde givet Arsene Wenger heads up om angriberens udvikling? Arsenal sov i timen der. 

Men en ting er evnerne på transfermarkedet. Hans tidligere succesrige Arsenal-mandskab var med Petit/Gilberto Silva – Vieira det mest tacklende hold i ligaen. Siden 2006 er antallet af tacklinger faldet med 30 procent for Arsenal til gengæld er antallet af afleveringer gået op.

Det centrale maskinrum har tilhørt vævre typer som Fabregas, Arteta og Carzola, og måske kan man ikke bebrejde Arsene Wenger, at han har ladet sig forblænde.

Han har utvivlsomt skævet til FC Barcelona, der byggede op i samme tidsrum omkring Xavi og Iniesta. To små generaler der spillede sig ud af problemerne.

Arsenal, der tidligere havde tacklet først og afleveret bagefter forsøgte sig nu som et Barcelona-light. Og Wenger har set holdet være på ret kurs, da netop Arsenal og FC Barcelona mødtes i Champions League-finalen i 2006. 

Siden fulgte ’ti år med en lang fejltagelse’ som Gary Neville har vurderet Arsene Wengers fravalg af hårde midtbanetyper og devaluering af holdets evner udi bolderobringer til fordel for små spanske midtbanespillere. 

Mere power på midtbanen i år

Denne sæson kan det blive anderledes. Allerede sidste år markerede Coquelin sig som dygtig oprydder, og med købet af Xhaka så ligner det, at Wenger lader sig inspirere mere af sin tidligere succes i klubben end at se til FC Barcelona.  

Xhaka var blandt Bundesligaens bedste bolderobere sidste sæson og en af den tyske ligas hårde hunde, og bringer visse minder frem om den hestehalede Petit. Arsenals forsøg på at købe Jamie Vardy må også ses som et ønske om at vende tilbage til et mere direkte spil.

Så spørgsmålet er, om Arsene Wenger omsider har indset revolutionen har slået fejl, men at alt ikke er tabt endnu. Denne sæson kan blive et mesterligt gensyn med de gamle dyder.

Vejen til den måske sidste triumf for ’professoren’ går blandt andet over rivalerne Tottenham, men Wenger ligner sin egen største modstander. 

Hos Nordicbet får du for øjeblikket odds 1,91 på en hjemmesejr til Arsenal - Uafgjort giver odds 3,50 samme sted, mens en noget overraskende udesejr til Tottenham giver hele odds 4,15

Om Søren Sorgenfri

• Ni år som fodboldjournalist på BT/Berlingske.
• Selvstændig siden sommeren 2015 og redaktør på www.tribunen.com.
• Forfatter til bøgerne: ’Per Nielsen – Brøndby 4 ever?’, Brøndby storhed og fald’, ’EM-historiens største helte’, ’Sensationen – Leicesters mesterskab’ og flere bøger om Premier League samt Superligaen på vej.
• Klummeskribent hos www.nordicbet.dk

Klummen er et udtryk for skribentens egne synspunkter, og har Nordicbet har ingen indvirkning på klummens indhold.