10 ting, du skal vide før Manchester City-Juventus

29. oktober 2015

Ny TV-aftale belønner danske fodboldfans

En jubeldag for alle, danske fodboldfans - MTG sælger halvdelen af rettighederne til La Liga og Premier League til Discovery – mere fodbold til alle!

Det har igennem et par år været et tilbagevendende problem, at de to, store aktører på det danske marked for fodboldtransmissioner har været i intern boksekamp om, hvem der skulle vise hvad hvornår.

Og for et par uger siden så det ud til at blive endnu mere bøvlet, da MTG, der bl.a. ejer TV3 Sport-kanalerne, sikrede sig rettighederne til Premier League, La Liga og Serie A.

Det efterlod Discovery Networks, der hidtil har vist kampe fra de tre, store ligaer på 6'eren, 9'eren og 8'eren med et lidt tyndt produkt fra og med næste sæson, hvor de ville miste rettighederne til Premier League, og eksperter som Morten Bruun, Mikkel Bischoff og Zak Egholm pludselig ikke ville have så meget at kommentere på.

Nu er der dog faldet et forlig på plads, der bør glæde alle, danske seere.

Ikke flere dobbelt-transmissioner

For ikke alene har MTG solgt halvdelen af rettighederne til de tre store ligaer til Discovery Networks, de har også indført en ny klausul, der har som resultat, at der ikke længere kommer ”dobbelt-transmissioner”, altså tilfælde, hvor både 3+ og 6'eren f.eks. viser den samme Premier League-kamp!

Et dumt problem, der hidtil har irriteret danske fodboldfans er dermed løst, og udbuddet af kampe bliver i det hele taget meget større.

Hvad angår Premier League, så bliver det dog først fra næste sæson, da den gamle aftale her gælder sæsonen ud.

Aftalen gælder dog kun på tv, for med den nye fordeling af rettigheder er det også således, at begge tv-selskaber kan streame alle kampene fra de tre ligaer på deres streaming-tjenester.

Hos Discovery Networks er der glæde over, at tv-selskabet melder sig ind i kampen om fodboldrettighederne med købet af rettigheder fra MTG.

"Vi er begejstrede for, at vi fortsat skal være vært for verdens mest populære fodboldligaer her hos Discovery Networks Denmark. Særligt Premier League har en enorm appel til danskerne i almindelighed og til vores seere i særdeleshed. Samtidig er der en voksende og passioneret interesse for La Liga og Serie A. Derfor er jeg overbevist om, at disse aftaler vil styrke og udvikle vores brands og tilknytning til de danske tv-seere markant," siger Christian Kemp, administrerende direktør for Discovery Networks Denmark i pressemeddelelsen.

Ud over de tre halvdele af Premier League, La Liga og Serie A råder Discovery over bl.a. den tyske Bundesliga, en del af Superligaen og landsholdets kvalifikationskampe. MTG råder over bl.a . Champions League, franske Ligue 1 og den største del af Superligaen.

Aftalen gælder til og med sæsonen 2018/19.