2. september 2016
Odds på Samuelsens skattelettelser styrter mod bunden
Hele 85 procent af indskuddene hos NordicBet er lagt på, at Liberal Alliance kommer igennem med deres krav om topskattelettelser. Nu sænker spilfirmaet oddset markant.
I mandags kunne spillefugle hente odds 4 på, at Anders Samuelsen fik gennemtrumfet sit krav om topskattelettelser på minimum 5 procent. I dag står samme odds i 1,85. LA-formanden har tilsyneladende været så overbevisende i sin optræden omkring finanslovsforhandlingerne, at i hvert fald den betting-glade del af befolkningen tør satse på ham.
NordicBet har gennem ugen modtaget en strøm af indskud på, at topskattelettelserne bliver en del af finansloven for 2017. Det førte til, at spilfirmaet først sænkede oddset til 3 og nu til 1,85. Det seneste odds svarer til, at chancevurderingen nu er fifty-fifty. Til sammenligning lød samme vurdering i starten af ugen blot på 22,5 procent.
"Vi oplever stor interesse for at spille på finanslovsforhandlingerne. Og man må sige, at vores kunder indtil videre har læst Anders Samuelsen bedre end os. Hele 85 procent af indsatserne er lagt på, at Liberal Alliance kommer igennem med deres krav om topskattelettelser. Derfor retter vi nu vores odds til, så de bedre afspejler stemningen derude. Men forhandlingerne er ikke slut endnu, og vi er spændte på at se, om Liberal Alliance også har modet til at gå linen ud, hvis Løkke spiller valgkortet", siger NordicBets pressechef Thomas Holm.