2. januar 2017
Det vandt og tabte Oddset-kunderne på i 2016
På spillernes bedste dag i 2016 tabte Oddset 16,5 mio. kr. Men hvad er kommet bag på Danske Spil, og hvornår har spillerne fået ret? Oddset og Tips gør status på 2016.
2016 er slut, og det er tid til at gøre status på et år der blandt andet bød på både en meget overraskende Premier League vinder og gjorde 9 gode Tippere til millionærer. Hos Danske Spil har Sportspil-koordinator, Mikkel Munk Petersen, samlet en lang række af årets helt store begivenheder på Tips og Oddset.
-Årets klart bedste dag for spillerne var den 20. april 2016. Her tabte Oddset 16,5 mio. kr. Det er lige 4,4 mio. kr. mere end Oddset tjente på vores mest indbringende dag 2. okt. Her tjente Oddset 12,1 mio. kr. Men der har været rigtig mange sjove udsving i løbet af året, siger Mikkel Munk Petersen, og fortsætter:
-Både EM og OL bød på nogle overraskende oplevelser. Under EM kom Islands succes ret meget bag på os. Årets dyreste kamp var derfor Island- England til EM. Den kostede os 3,5 mio. kr. Den højeste tilbagebetalingsprocent var dog under OL. Her havde spillerne luret, at Jacob Fuglsang ville tage sølv, og vi havde en tilbagebetalingsprocent på 508 pct. på OL landevejsløbet.
Også Sara Slott Pedersens sølvmedalje og håndboldherrernes OL guld var dyrt for Danske Spil, men ellers har årets store udsving været præget af overraskelser.
-Leicester, Brexit og Trump. Ingen af de tre begivenheder troede vi ville ske i år. Inden sæsonstart havde vi odds 2000 på Leicester som vinder, i starten af maj 2016 var det nede i odds 1,02. Det har ikke været billigt, men det er samtidig tre begivenheder, der giver spillene underholdningsværdi. For det viser, at der altid er en chance for det usandsynlige. Man kan aldrig være helt sikker på udfaldet, når det kommer til Oddset og Tips, siger Mikkel Munk Petersen.
År 2016 hos Oddset og Tips i tal:
- Leicesters overraskende mesterskab i England kostede Danske Spil 1,5 mio. kr. i gevinster.Inden sæsonstart gave Leicester odds 2000. Dette odds var faldet til odds 15 i starten af 2016 og sluttede i odds 1,02 i starten af maj.
- EM finalen Portugal-Frankrig blev med en omsætning på 19,8 mio. kr. den kamp, der omsatte klart mest i 2016.
- EM finalen blev også den kamp, der blev mest indbringende for Danske Spil, da kun 32,3 pct. gik retur til Oddset spillerne i form af gevinster.
- EM kampen England-Island blev derimod årets dyreste for Danske Spil. Den overraskende Islandske sejr medførte et tab på 3,5 mio. kr. Årets næst dyreste kamp er også fra EM. Tyskland-Ukraine kostede Danske Spil et tab på 2,5 mio. kr.
- Brexit kostede Danske Spil over en halv million kr. i gevinster
- Det blev dyrt for Danske Spil, at håndboldherrerne vandt OL guld. Ca. 1,6 mio. kr. kostede det.
- Sara Slott Pedersens sølvmedalje var luret af spillerne. Det kostede Danske Spil små 200.000 kr.
- Jacob Fuglsangs sølvmedalje udløste en tilbagebetalingsprocent til Oddset spillerne på svimlende 508 pct.
- Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg kostede Danske Spil et tab på 1,5 mio. kr. Odds 8 gav Donald Trump da spillet åbnede. I starten af november var han nede i odds 3,00.
- Årets dyreste dag for Oddset blev onsdag d. 20.april med et tab på hele 16,5 mio. kr.
- Årets mest indbringende dag for Oddset blev d. 2.oktober med et plus på 12,1 mio. kr.
- Året 2016 bød på 9 tips millionærer.
- Årets højeste odds på Måljagt var odds 50.000, hvilket skete 3 gange. De to af gangene var under EM i fodbold.