21. april 2016
Optakt: Everton – Manchester United
Det er blevet semifinaletid i den traditionsrige FA Cup, hvor United jagter deres første triumf siden 2004.
FA Cuppen er den mest traditionsrige og prestigefyldte pokalturnering i fodboldverdenen, og der er derfor naturligt hård kamp om trofæet i hver sæson. Mens Capital One Cuppen oftest bruges til at teste klubbernes unge spillere, så tages FA Cuppen altid mere seriøst fra de store holds side af.
Det magiske ved turneringen er dog, at de små hold ofte leverer overraskelsen, og denne sæson har været ingen undtagelse. Ikke et eneste af holdene i ligaens top 4 er med, mens også hold som Chelsea, Liverpool og West Ham er røget ud.
Det står derimod fast at enten Watford eller Crystal Palace vil stå i finalen, mens enten Everton eller Manchester United også vil booke en finalebillet.
Med mange af de vanlige konkurrenter ude, står United nu med fremragende muligheder for, at vinde pokalturneringen for første gang siden 2004. Siden da har holdet været i to finaler, men begge gange har man misset muligheden for at snuppe trofæet.
Sæsonen har ellers været noget af en skuffelse for Louis van Gaals mandskab. I Champions League blev det allerede til exit efter gruppespillet, mens man også har skuffet i ligaen. På trods af at spillet ikke har været prangende er det alligevel blevet til fire sejre i de seneste fem ligakampe, og med blot to point op til City på 3. pladsen kan sæsonen fortsat reddes.
United måtte ud i omkamp mod West Ham før semifinalen var sikret, og her viste den unge angriber Marcus Rashford endnu engang klassen med et flot mål.
En triumf i FA Cuppen vil helt sikkert også putte smil på de hårdtprøvede United-fans’ læber, men det bliver ikke nemt mod Everton, der jagter oprejsning efter en række skuffende resultater.
Generelt set har det ikke været Evertons sæson, hvilket den øjeblikkelige 11. plads i ligaen siger alt om. Spillermaterialet er til langt mere, og der spekuleres naturligt i Roberto Martinez’ fremtid i klubben.
Et af lyspunkterne har været holdets offensiv der, anført af belgiske Romelu Lukaku, har scoret et hav af mål. Belgieren har stået for 18 af holdets 53 mål, men defensiven har samtidig været hullet som en si.
Det har også været tilfældet i de seneste par måneder, hvor Martinez’ mandskab har lukket 12 mål ind i de seneste otte kampe. Det er samtidig blot blevet til en enkelt sejr, så det er et slagent mandskab der lørdag skal op imod Manchester United. I seneste spillerunde blev man endda ydmyget med 0-4 mod lokalrivalerne Liverpool, og det bliver interessant at se, hvordan Lukaku & Co. reagerer på det nederlag.
Selvom begge hold har skuffet i denne sæson, så er der stor forskel på deres placeringer i ligaen, samt deres formbarometer. Det er derfor ikke overraskende, at United snupper favoritværdigheden til odds 2.00, mens et remis belønnes med odds 3.40 hos Bwin.
Everton mødte dog også hård modstand i kvartfinalen, hvor man var oppe imod de forsvarende engelske mestre Chelsea, men her blev det til sejr for The Toffees. Skulle det scenarie gentage sig får du odds 3.80 hos samme bookmaker.
Spilforslag
Det er blot små tre uger siden, at de to hold sidst krydsede klinger. Her trak United sig sejrrigt ud, hvilket også var tilfældet da de to hold mødtes i oktober.
Meget tyder da også på at United igen snupper sejren, men oddset rummer ikke megen værdi. Ser vi i stedet på antallet af mål kan der være god værdi i en underholdende kamp.
Som tidligere nævnt har Everton været livsfarlige i offensiven, mens defensiven senest igen kollapsede mod Liverpool. Louis van Gaals mandskab har godt nok ikke været så målfarlige, men med en finalebillet på spil kan holdet blive tvunget frem i tilfælde af en scoring til Everton.
Over 2,5 mål til odds 2.05 hos Bwin er ganske fint betalt.