18. juni 2018
VM Blog: Maradona kalder Argentina for ”en skændsel”
1-1-resultatet imod Island var absolut ikke godt nok, når man er Argentina, mener landets store fodboldlegende, Diego Maradona, der pulsede aggressivt på sin cigar under kampen i lørdags. Han mener faktisk, at det var en skandale, at de ikke kunne vinde kampen.
Efter Leo Messi blandt andet havde brændt et straffespark på Randers-målmanden Hannes Halldorson endte det hele med en særdeles skuffende uafgjort for Argentinas dobbelte verdensmestre imod de islandske opkomlinge, der dermed fortsætter takterne fra sidste EM-slutrunde, hvor de som bekendt nåede kvartfinalen.
Sergio Agüero bragte som forventet Argentina foran efter 19 minutter, inden Alfred Finnbogason udlignede til det, der skulle vise sig at blive kampens resultat, bare få minutter senere.
Men for en af verdens allerbedste fodboldspillere igennem tiderne er det simpelthen ikke godt nok. Diego Maradona, der blev fanget flere gange af kameraerne med en tændt cigar på et 100% ikke-ryger stadion, spyede selv ild efter kampen, og han angriber Argentinas landstræner Cesar Sampaoli, der opfordres til at rette op tingene i en fart.
"Man kan ikke være uforberedt på 1,90 m islændinge"
”Jeg kan fornemme, at det er stor vrede på holdet. Man kan ikke dukke op til et VM og virke uforberedte på at Islands spillere alle sammen er 1,90 m høje”, fortalte Maradona til venezuelansk TV efter kampen.
Maradona, der selv var landstræner, da Argentina stillede op ved VM i 2010 og nåede kvartfinalerne, tilføjer i samme åndedrag, at han ikke bebrejder spillerne men landstræner Sampaoli.
”Jeg bebrejder ikke spillerne andet end en for lav arbejdsindsats, men Messi gav alt, hvad han havde. De tabte ikke kampen på grund af det brændte straffespark. Men Sampaoli kan ikke vende tilbage til Argentina på den måde og efter at have spillet sådan”, slutter den argentinske legende.
Maradona har i øvrigt undskyldt mange gange for at bryde rygeforbuddet på stadion, som han hævder, at han ikke vidste noget om på forhånd.
Forude for Argentina venter det, der på forhånd ligner gruppens topkamp, imod Kroatien.