VM Herrehåndbold

13. januar 2021

Håndbold VM ramt af Corona: Tjekkiet og USA trækker sig

VM 2021 i Herrehåndbold starter i dag, onsdag d. 13. januar, når værtsnationen Egypten åbner ballet mod Chile i Cairo kl. 18.00. Men i 11. time op til starten på håndbold VM, bliver slutrunden nu ramt af Corona.

Tjekkiet valgte i går at trække sig fra VM i Herrehåndbold efter 11 spillere i den tjekkiske VM-trup var testet positive for Coronavirusset. Tjekkiet skulle have været i aktion mod Sverige i deres første kamp torsdag d. 14. januar. I stedet overtages Tjekkiets plads ved VM af første-reserven Nordmakedonien, som har holdt sig klar i en særlig boble den seneste uges tid i takt med de mange meldinger om Coronavirus på de forskellige landshold.

Kun få timer efter Tjekkiets beslutning om at trække sig fra VM i håndbold i Egypten, var det så amerikanernes tur. USA har fået hele 18 personer i deres VM-lejr testet positive for Coronavirus, herunder også deres svenske landstræner, Robert Hedin. USA erstattes af anden-reserven Schweiz.

Kap Verde i farezonen for afbud

Endvidere er der risiko for at også Kap Verde må melde afbud til VM i Herrehåndbold 2021 i Egypten. 7 spillere i Kap Verdes VM-trup har nemlig også aflagt en positiv Corona-test kort før afgang fra træningslejren i Portugal til Egypten.

Oprindeligt var 15 personer i Kap Verdes VM-lejr testet positive i en lyntest, men en efterfølgende PCR-test reducerede antallet af smittede til syv tilfælde. Kap Verdes holdlæge siger dog, at størstedelen af de smittede er symptomfrie, men det ændrer nok ikke på, at de positive personer ikke bør få adgang til VM i Egypten.

Derfor forventes det også, at Kap Varde med største sandsynlighed trækker sig fra VM i dag, onsdag.

Også Brasilien har problemer med Coronavirusset i deres VM-lejr, men her lader tingene dog til at være nogenlunde under kontrol. To spillere, herunder Brasiliens vigtigste spiller, Thiagus Petrus, og cheftræneren Marcus Tatá er blandt de syv smittede. Herudover er også fire andre personer fra staben omkring Brasiliens landshold testet positive. De syv kommer ikke med til VM iflg. Brasiliens håndboldforbund, og spørgsmålet er altså om også Brasilien vælger at kaste håndklædet i ringen før starten på VM.

Her på Oddsforum.dk følger vi Håndbold VM i Egypten under hele slutrunden, og opdaterer løbende vores omfattende kampprogram for VM i Herrehåndbold her.