18. juni 2018
VM Blog: Hummels: VI fortjente at tabe
Det var en stor overraskelse for mange, at Tyskland søndag aften måtte se sig slået fortjent af Mexico med 1-0. Men Bayern Münchens erfarne stopper Mats Hummels mener, at det er holdets egen skyld, at de ikke fik mere ud af kampen
Mexico lignede fra første fløjt det bedre hold i kampen imod tyskerne, og kunne sagtens have været foran med mere end 1-0 ved pausen.
Og selvom tyskerne på papiret skulle være det bedre hold, så lykkedes de ikke med ret meget i denne omgang, og de var således ringe til at producere målchancer og bare holde fast i bolden. Og det var dødsensfarligt imod Mexicos giftige omstillinger.
Bayern Münchens midterforsvarer Mats Hummels havde bestemt heller ikke nogen nem kamp, og blev efter opgøret spurgt ind til, hvorfor det gik, som det gjorde. Og han var nådesløs imod sig selv og sine medspillere.
Skæv vægtfordeling på holdet
”Det er ret simpelt. Det er klart, at med otte offensivspillere bliver vægten på holdet skævt fordelt, og det har jeg ofte påtalt internt. Men det har ikke rigtig båret frugt. I dag mister vi igen bolden for nemt og gør det nemt for Mexico, der var nådesløse i deres kontraer. Ofte var det kun Boateng og jeg, der var tilbage, men det var fortjent, at vi taber denne kamp. Vi vidste præcis, hvad vi skulle gøre bedre, men gør det ikke”, sagde Hummels efter kampen til tysk fjernsyn.
Hummels understreger, at det ikke burde være nødvendigt med et ”wake up-call”, for det burde de have fået i den sidste træningskamp imod Saudi-Arabien, hvor de laver mange af de samme fejl, som de gjorde imod Mexico, og at det nu handler om at vinde de to næste kampe, ellers var det VM for denne gang.