Bundesliga

22. august 2019

Dansk TV-kanal køber Bundesliga-rettigheder

TV-kanalen Xee opruster deres arsenal af fodboldkampe til seerne ved at købe rettigheder til én Bundesliga-kamp om ugen. TV-kanalen råder i forvejen over rettigheder til Premier League-kampe.

12 danske fodboldspillere - heriblandt Thomas Delaney, Jacob Bruun Larsen, Yussuf Poulsen og Robert Skov - er på holdkort i Bundesliga-klubberne fra starten af denne sæson, og nu kan danske TV-seere glæde sig over forbedrede muligheder for at følge danskerne og klubberne i Bundesligaen i 2019/20-sæsonen.

Se også: TV Guide: Fodbold i TV

YouSees TV-kanal, Xee, har nemlig sikret sig rettigheder til at vise en lørdagskamp kl. 15.30 hver uge fra Bundesligaen. Det oplyser TV-kanalen i en pressemeddelelse.

"Vi havde en fantastisk premiereweekend for Premier League på Xee, hvor hele 107.000 danske fodboldfans så med til søndagens storkamp mellem Manchester United og Chelsea, og der er slet ikke nogen tvivl om, at danskerne har opdaget, at Premier League har fået en ny hjemmebane", siger Pil Gundelach Brandstrup, kanalchef på Xee og fortsætter:

"Derfor giver det også god mening, at vi nu kan udvide vores fodbolddækning med kampe fra en anden af Europas store fodboldligaer, idet vi fremover vil vise en af eftermiddagens lørdagskampe fra den tyske Bundesliga på Xee. Selvom Bundesligaen ikke har lige så mange danske seere som Premier League, så har også den tyske fodboldliga en del danske fans, og vi er glade for, at vi nu kan give dem muligheden for at følge nogle af de spændingsfyldte tyske opgør og ikke mindst se, hvordan danske fodboldspillere som Thomas Delaney og Yussuf Poulsen klarer sig i deres klubber", siger Brandstrup.

I forvejen råder NENT over rettigheder til at vise Bundesliga-fodbold, hvor danskerne hver lørdag kan se to kampe på TV3 Sport. Også bookmakere som bet365 byder ind med dækning af Bundesligaen, hvor aktive kunder hos bookmakeren kan se Bundesliga-kampe via livestream på nettet.


Fodbold i TV