Stadions, byer og spillesteder ved EM 2020/2021

EM 2020: Stadions og byer ved EM i fodbold

EM 2020 i fodbold afvikles i 11 forskellige byer og lande på 11 forskellige stadions. Få overblik over spillestederne ved EM 2020 her, hvor vi tager på rundtur på de 11 stadions som skal bruges til EM i fodbold i 2021.

Det 16. EM i fodbold banker på døren, og det kommende EM i 2020 bliver helt unikt i og med kampene er fordelt på stadions i byer og lande over hele Europa. Det er også blevet endnu mere unikt af den verserende Corona-pandemi i Europa og resten af verden, som nu også har fået konsekvenser for både spillesteder ved EM i fodbold, og for hvor mange tilskuere der kan lukkes ind til EM-kampene.

Der var således også tale om, hvorvidt EM i fodbold skulle afvikles i ét og samme land. Men det ligger nu fast, at EM-slutrunden stadigvæk - for første gang - skal afvikles i en lang række forskellige lande. Dog bliver der tale om massive Covid-19 restriktioner, som kommer til at få stor betydning for antallet af tilskuere til kampene. Læs en opdatering på Covid 19-restriktionerne under hvert enkelt EM stadion i artiklen forneden.

København og Parken er stadig spillested ved EM 2020 i fodbold

Heldigvis lægger EM i fodbold stadig vejen forbi Parken i København, som er ét af de i alt 11 EM 2020 stadions. Foruden i Danmark skal EM-kampene afvikles i England, Italien, Aserbajdsjan, Rusland, Holland, Rumænien, Skotland, Spanien, Tyskland og Ungarn.

Irland var også oprindeligt udnævnt som by og spillested ved EM 2020 i fodbold, men de irske myndigheder kan ikke garantere at man kan lukke tilskuere ind til kampene, hvorfor UEFA nu har besluttet at Irland ikke længere skal være værter ved EM i fodbold. Gruppekampe ved EM som skulle være spillet på Aviva Stadium i Dublin, er i stedet blevet flyttet til Krestovskij Stadion i Sankt Petersborg, som i forvejen også skulle huse kampe i Danmarks gruppe (Gruppe B).

Også Spanien har været tvunget til at ændre i deres planer. I stedet for San Mamés i Bilbao, bliver EM-kampene i Spanien nu spillet på La Cartuja i Sevilla.

Af de 11 EM 2020 stadions har kun to tidligere huset EM-kampe: Olimpico i Rom og Johan Cruyff Arena i Amsterdam. Det nye Wembley Stadium, som skal huse hele otte kampe, inkl. to 1/8-finaler, to semifinaler og finalen, ved EM 2020, får dets officielle debut i EM-regi.

Læs mere om de 11 EM 2020 stadions i oversigten over spillesteder ved slutrunden forneden. Klik på links i hurtig-menuen eller scroll for at læse om alle 11 EM stadions sorteret efter lande i alfabetisk rækkefølge.

EM 2020 Spillesteder: De 11 EM-stadions og byer

 

Olympic Stadium i Baku, Aserbajdsjan

Olympic Stadium i Baku, Aserbajdsjan (foto: shutterstock.com)

Det olympiske stadion i Baku, Aserbajdsjan, har plads til 68.700 tilskuere. Det åbnede i marts 2015, og huser normalt kun Aserbajdsjans hjemmekampe. FK Qarabag har dog også spillet flere store Champions League-kampe her.

I 2019 var Olympic Stadium i Baku vært for Europa League-finalen mellem Arsenal og Chelsea, hvilket ikke var nogen udpræget succes. Således dukkede kun 51.000 tilskuere op til den finale, som var blottet for stemning på tribunerne, da mange Chelsea- og Arsenal fans undlod at rejse den lange vej til Aserbajdsjan.

Covid-19 restriktioner: 50% kapacitet (ca. 34.350 tilskuere). Ingen udenlandske tilskuere er velkommen, undtagen borgere fra de lande som skal spille i kampene i Baku.

EM 2020-kampe på Olympic Stadium i Baku:

Spil på EM 2020 hos Oddset*

 

Parken i København, Danmark

Parken i København (foto: shutterstock.com)

Parken i København behøver næppe nogen større præsentation. Her er der plads til 38.065 tilskuere, og Parken er selvfølgelig hjemmebane for FC København og Danmark. Parken blev ombygget fra 1990-1992, hvor Idrætsparken blev til Parken og åbnede d. 9. september 1992 med en kamp mod Tyskland som Danmark tabte 1-2. Kampen var en slags "revanche-kamp" for tyskerne, som netop havde tabt EM 1992-finalen til Danmark.

Parken har aldrig tidligere huset EM-kampe, da Danmark som bekendt ikke tidligere har været vært for EM. I 1994 var Parken vært for finalen mellem Arsenal og Parma (1-0) i Pokalvindernes Europa Cup, og i år 2000 var Parken vært for UEFA Cup Finalen mellem Galatasaray og Arsenal (4-1 i straffekonkurrence efter 0-0 i ordinær tid).

Covid-19 restriktioner: 25-33% kapacitet (mindst 11,236 tilskuere). Dette antal kan måske blive forhøjet inden starten på slutrunden.

EM 2020-kampe i Parken:

Spil på EM 2020 hos Oddset*

 

Wembley Stadium i London, England

Wembley Stadium i London (foto: shutterstock.com)

Wembley Stadium i London er et af verdens mest legendariske fodboldstadions, og kan huse 90.000 tilskuere, når der er fyldt til bristepunktet. Her spiller England normalt deres hjemmekampe, og Wembley Stadium er ligeledes vært for Cup-finaler og store playoff-finaler i England.

Det originale Wembley Stadium blev bygget i 1922 og var vært for mange legendariske fodboldkampe gennem årene indtil nedrivelsen i 2003. Her vandt England deres eneste VM guld i 1966, og Wembley husede også flere kampe og finalen ved EM i 1996. Men selv om det nye Wembley er bygget (i 2007) på samme sted som det gamle Wembley lå, er det nye Wembley klassificeret som et helt nyt stadion, og EM 2020-kampene på Wembley bliver derfor, officielt, de første EM-kampe på Wembley Stadium.

Oprindeligt skulle Wembley "kun" have huset EM 2020s semifinaler og finale, men da Belgien, som indledningsvist bl.a. skulle have huset kampe i Gruppe D, ikke fik bygget deres nye Eurostadium færdigt i tide, er Wembley blevet tildelt yderligere fire kampe.

Covid-19 restriktioner: Mindst 25% kapacitet (ca. 22,500 tilskuere) i gruppespillet og 1/8-finalen. Dette kan muligvis blive forhøjet til semifinaler og finalen.

EM 2020-kampe på Wembley Stadium:

Spil på EM 2020 hos Oddset*

 

Johan Cruyff Arena i Amsterdam, Holland

Johan Cruyff Arena i Amsterdam, hjemmebane for Ajax. (foto: shutterstock.com)

Johan Cruyff Arena har plads til 54.990 tilskuere, og blev opført fra 1993-1996. Det er det største stadion i Holland, og var indtil starten på 2018/19 kendt som Amsterdam ArenA. Her blev det omdøbt til Johan Cruyff Arena til ære for den legendariske hollandske fodboldspiller Johan Cruyff, som døde i marts 2016.

Johan Cruyff Arena var vært for fem kampe ved EM 2000 i Holland og Belgien, herunder semifinalen mellem Holland og Italien (1-3 i straffekonkurrence efter 0-0 i de første 120 minutter). Endvidere har Johan Cruyff Arena lagt græs til Champions League-finalen i 1998 mellem Real Madrid og Juventus (1-0) og Europa League-finalen i 2013 mellem Chelsea og Benfica (2-1).

Til dagligt er Johan Cruyff Arena hjemmebane for Ajax Amsterdam og det hollandske landshold, men er også kendt for at have huset mange koncerter for nogle af de største navne i musikbranchen.

Covid-19 restriktioner: Minds 25% kapacitet (ca. 12,000 tilskuere). Dette kan potentielt blive forhøjet inden slutrunden.

EM 2020-kampe på Johan Cruyff Arena:

Spil på EM 2020 hos Oddset*

 

Olimpico i Rom, Italien

Olimpico i Rom (foto: shutterstock.com)

Stadio Olimpico i Rom har plads til godt 70.000 tilskuere, og er hjemmebane for Serie A-klubberne Lazio og AS Roma samt det italienske landshold. Olimpico er et stadion som rummer en hel fantastisk fodboldhistorie, da det har lagt græs til nogle historiske kampe gennem årene, siden det åbnede i 1937 under navnet Stadio dei Cipressi.

Her blev VM finalen i 1990 bl.a. spillet mellem Vesttyskland og Argentina (1-0), og i både 1968 og 1980 var Olimpico vært for EM-finalerne. I 1968 blev der spillet hele to EM-finaler på Olimpico, da den første finale mellem Italien og Jugoslavien var endt 1-1 efter 120 minutter. Derfor måtte der omkamp til to dage senere, som Italien vandt med 2-0. Italien var i øvrigt kommet i finalen efter at have spillet 0-0 mod Sovjetunionen i semifinalen på San Paolo i Napoli, hvorefter finalisterne blev fundet ved at flippe en mønt(!).

Løbebanen rundt om grønsværen på Olimpico har også gjort det store stadion i Rom til vært for adskillige atletikmesterskaber gennem årene, og der er endvidere afviklet fire finaler i Champions League gennem årene på Stadio Olimpico. Liverpool har bl.a. løftet trofæet med de store ører på Olimpico to gange, nemlig i 1977 og 1984 efter sejre over Mönchengladbach og AS Roma. Herudover har Juventus (i 1996 mod Ajax) og Barcelona (i 2008 mod Manchester United) vundet Champions League på Olimpico.

Ved EM 2020 bliver åbningskampen spillet på Olimpico, som i alt skal huse fire af EM-kampene.

Covid-19 restriktioner: Mindst 25% kapacitet (ca. 17,659 tilskuere). Dette antal kan muligvis blive forhøjet inden slutrunden.

EM 2020 kampe på Stadio Olimpico:

Spil på EM 2020 hos Oddset*

 

Arena Nationala i Bukarest, Rumænien

Arena Nationala i Bukarest, Rumænien (foto: shutterstock.com)

EM lægger i 2020 for første gang nogensinde vejen forbi Rumænien og det nye nationalstadion, Arena Nationala, i Bukarest. Arena Nationala har plads til 55.634 tilskuere, og blev taget i brug i 2011, hvor det erstattede det tidligere nationalstadion i den rumænske hovedstad.

I 2012 var Arena Nationala vært for Europa League-finalen mellem Atletico Madrid og Athletic Bilbao (3-0), hvilket til dato er den højest profilerede kamp på stadionet i Bukarest. Den blev overværet af 52.347, hvilket kun er overgået én gang på Arena Nationala, nemlig til VM 2014-kvalifikationskampen mellem Rumænien og Holland i 2012, som blev set af 53.329 tilskuere.

Ved EM 2020 skal Arena Nationala vært vært for fire EM-kampe: tre i Gruppe C og en 1/8-finale.

Covid-19 restriktioner: Mindst 25% kapacitet (ca. 13,000 tilskuere). Dette antal kan muligvis blive forhøjet inden slutrunden.

EM 2020 kampe på Arena Nationala:

Spil på EM 2020 hos Oddset*

 

Krestovskij Stadion i Sankt Petersborg, Rusland

Krestovskij Stadion i Sankt Petersborg, Rusland (foto: shutterstock.com)

Det imponerende stadion i Sankt Petersborg, Krestovskij Stadion, blev bygget med henblik på VM 2018 i Rusland, og er til dagligt hjemmebane for Zenit Sankt Petersborg. Det blev taget i brug første gang ved FIFA 2017 Confederations Cup, hvor der blev spillet fire kampe i Sankt Petersborg, herunder finalen mellem Chile og Tyskland (0-1).

Ved VM 2018 blev der spillet hele syv kampe på Krestovskij Stadion, der dengang hed Saint Petersburg Stadium, herunder semifinalen mellem Frankrig og Belgien (1-0) og bronzekampen mellem Belgien og England (2-0). Ved VM 2018 var der plads til godt 64.400 tilskuere på Krestovskij Stadion, og ved EM 2020 skal der spilles seks gruppekampe og en kvartfinale i Sankt Petersborg i Rusland.

Covid-19 restriktioner: Mindst 50% kapacitet (ca. 34,067 tilskuere). Dette kan muligvis blive forhøjet inden slutrunden.

EM 2020 kampe på Krestovskij Stadion:

Spil på EM 2020 hos Oddset*

 

Hampden Park i Glasgow, Skotland

Hampden Park i Glasgow, Skotland (foto: shutterstock.com)

Hampden Park i Glasgow har en fantastisk fodboldhistorie, som strækker sig helt tilbage til 1873. Godt nok lå Hampden Park et andet sted dengang, og dette er det tredje Hampden Park gennem tiderne. I 1884 åbnede det andet Hampden Park godt 100 meter fra det første Hampden Park, hvor det lå indtil det tredje Hampden Park åbnede i 1903 på dets nuværende lokation ved Mount Florida i Glasgow.

Hampden Park var ved åbningen i 1903 det største fodboldstadion i verden med plads til over 100.000 tilskuere, og blev kendt for det famøse "Hampden Roar" (læs: Hampden brølet), fra de mange tilskuere, når Skotland scorede et vigtigt mål. Kapaciteten blev forøget i 1927 og igen i 1937, hvor der ultimativt var plads til 150.000 tilskuere. Tilskuerrekorden på Hampden Park blev sat i netop 1937 med 149.547 tilskuere til en kamp mellem Skotland og England. Det forblev verdens største stadion helt frem til 1950, hvor det blev overgået af Brasiliens famøse Maracana-stadion i Rio de Janeiro, der i 1950 satte tilskuerrekord med 199.854 tilskuere i VM finalen mellem Uruguay og Brasilien (2-1).

Igennem årene har Hampden Park været hjemsted for adskillige skotske pokalfinaler og finaler i de store europæiske cup-turneringer. Det har endvidere (tæt på) altid været hjemmebane for amatørklubben Queens Park F.C., som i dag har hjemme i den fjerdebedste række i Skotland, League Two. Også Celtic spillede på Hampden Park i 1994-1995, hvor Celtic Park var under ombygning.

I dag er der plads til godt 52.000 tilskuere på Hampden Park, som for første gang i dets gloriøse historie bliver vært for EM-kampe i 2020.

Covid-19 restriktioner: 25% kapacitet (ca. 12,000 tilskuere). Dette ser IKKE ud til at blive forhøjet inden slutrunden.

EM 2020 kampe på Hampden Park:

Spil på EM 2020 hos Oddset*

 

La Cartuja i Sevilla, Spanien

By V&A Dudush - Panoramio, CC BY 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=19961233
Fotokredit: By V&A Dudush - Panoramio, CC BY 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=19961233

Europamesterskabet i fodbold vender tilbage til Spanien i 2020, hvor EM også fandt sin vinder tilbage i 1964. Dengang var turneringen dog en knockout-turnering i den indledende fase, og kun fire hold deltog ved finalen i Spanien; Danmark, Sovjetunionen, Ungarn og de spanske værter. Dengang blev der kun spillet på Santiago Bernabeu i Madrid og på Nou Camp i Barcelona, og ved EM 2020 bliver Sevilla derfor for første gang EM-by.

I Sevilla skal der spilles på Estadio La Cartuja, som blev opført i 1999 i forbindelse med VM i atletik. Der er plads til 60.000 tilskuere, og det gør La Cartuja til det sjette største stadion i Spanien. I 2003 dannede La Cartuja rammen om UEFA Cup finalen mellem Celtic og Porto.

Covid-19 restriktioner: 30% kapacitet (ca. 18,000 tilskuere). Dette ser IKKE ud til at blive forhøjet til slutrunden.

EM 2020 kampe på La Cartuja:

Spil på EM 2020 hos Oddset*

 

Allianz Arena i München, Tyskland

Allianz Arena i München, Tyskland (foto: shutterstock.com)

Tyskland, dengang Vesttyskland, var senest EM-værter i 1988, og bliver det igen ved EM 2024. Ved EM 2020 får Tyskland dog også besøg af Europamesterskabet i fodbold, når München og Allianz Arena danner rammen om fire kampe ved EM 2020.

Allianz Arena åbnede i 2005, hvorefter Bayern München har spillet sine hjemmekampe her. Før da spillede Bayern fra 1972 deres hjemmekampe på det olympiske stadion i München. Til dagligt har Allianz Arena plads til 75.000 tilskuere, når Bayern spiller hjemme i Tyskland, mens kapaciteten til internationale kampe er mindre.

Ved VM 2006 blev der spillet seks kampe på Allianz Arena, heriblandt semifinalen mellem Portugal og Frankrig (0-1) foran 66.000 tilskuere.

Covid-19 restriktioner: Mindst 20% (ca. 14,500 tilskuere). Kan potentielt blive forhøjet før slutrunden.

EM 2020 kampe på Allianz Arena:

Spil på EM 2020 hos Oddset*

 

Puskás Aréna i Budapest, Ungarn

Puskas Arena i Budapest (foto: shutterstock.com)

Puskas Arena i Budapest bliver det nyeste EM stadion i 2020, da det i skrivende stund stadig er under opførelse. Byggeriet blev påbegyndt i 2017, og forventes færdiggjort i slutningen af 2019. Her skal der efter planen være plads til 67.889 siddende tilskuere, og det bliver bygget på samme lokation som det gamle Ferenc Puskas Stadion.

Ferenc Puskas er en legendarisk ungarsk fodboldspiller, som i 1950'erne og 60'erne spillede for Real Madrid, og både det gamle såvel som det nye nationalstadion i Ungarn er opkaldt efter ham. Åbningskampen på det nye Puskas Arena bliver venskabskampen mellem Ungarn og Uruguay, som er programlagt til d. 15. november 2019.

Covid-19 restriktioner: Fuld kapacitet, men tilskuere skal efterleve strenge adgangskrav.

EM 2020 kampe på Puskas Arena:

Gå til stadion-oversigten

Spil på EM 2020 hos Oddset*